Romankunst brygget på miserabel barndom – Interview med Lone Aburas

Venligst udlånt af Forlaget Gyldendal. Foto: Robin Skjoldborg, 2015.

Foto: Robin Skjoldborg, 2015. Venligst udlånt af Forlaget Gyldendal.

Lone Aburas er som forfatter kendt for sin sorte humor og evnen til at trykke på de kollektive ømme punkter – og hendes nyligt udkomne roman DET KOMMER TIL AT SKE er ingen undtagelse. Denne gang er det (med forfatterens egen betegnelse) ‘Politiken-segmentets’ og mediernes omklamrende interesse for underklassens skæbner, der står for skud.

Romanens hovedperson, den unge og indadvendte Henry, er netop en sådan stakkels skæbne, som i kraft af en selvbiografisk roman ender med at høste stor applaus fra både medier og læsere. Allerede tidligt i DET KOMMER TIL AT SKE forvarsler Henry sin egen skæbne:

Det var en ond kliché, at jeg opholdt mig så meget på biblioteket og begravede mig så meget i bøger, som handlede om andre unge, der også var udenfor, såkaldte outsiders, men som alligevel klarede den takket være et eller andet uopdaget talent, som de dyrkede til perfektion og selvfølgelig blev megapopulære på.

Det skorter ikke ligefrem på dysfunktionalitet i Henrys opvækst med en depressiv mor, der begår selvmord og en fraværende far, som går fra indelukkethed til manisk forberedelse til ‘den store dommedag’ for til sidst helt at forsvinde ud af sønnens liv.

Umættelig hunger efter det selvoplevede
– Der er jo masser af mennesker, der har det dårligt, men det er, når de laver kunst og romaner ud af deres miserable fortid, at det ligesom bliver interessant og folk falder på halen over det– og det har jeg nok lidt lyst til at pille lidt ved eller rive folk i næsen med, siger Aburas, da vi mødes på en cafe lige i kvartersgrænsen mellem Nørrebro og Nordvest i København.

Vi finder en hjørneplads i det store lavt belyste lokale med mahognibejdset interiør og et klientel, der virker befriende uinteresseret i at instagramme deres kaffekopper, som man ellers kender det fra en stor del af de mere hippe københavnske cafeer. Efterhånden som interviewet skrider frem, ser jeg cafeen som en passende pendant til Aburas’ egen ligefremhed.

– Det giver ikke rigtig nogen mening, at en bog kan løfte sig over sine litterære mangler og nærmest bare blive god, fordi den er autobiografisk, siger hun om sit behov for at ironisere over tidens tilsyneladende umættelige hunger efter det selvoplevede, og hun fortsætter:

– Med Knausgård sagde nogen, at man som læser virkelig følte han talte til én, fordi han var så tæt på og så langt inde i psyken på jeg’et. Måske er det bare, fordi han er en dygtig forfatter. Jeg synes også godt, at man kan få det sådan med fiktion. Det håber jeg.

En slags paranoia
Aburas tilføjer flere gange i løbet af interviewet negationer til sine egne udsagn, for ligesom at tage afstand fra at eje sandheder og have patent på fortolkninger. Et kendetegn, der meget godt afspejler det blik for den almenmenneskelige ambivalens, som man også finder i hendes romaner.

d176ef0f-7887-4fa6-b372-bfa9b8f33a7c_1434640899I en af disse tilføjelser understreger hun, at hendes kritik af interessen for autofiktion og de litterære kvaliteter, som det selvoplevede stof nærmest per automatik tilskrives, næppe er hverken ny eller original. Aburas er primært optaget af emnet på baggrund af hendes egen oplevelse med debutromanen FØTEXSØEN, hvor hun netop spillede på det selvoplevede med en hovedkarakterer, der på flere måder minder om hende selv.

– I mit mørkeste sind har jeg da indimellem være bange for, at jeg kun vil blive belønnet for min første bog. Det er vel en slags paranoia – og det tænkte jeg, at jeg måtte kunne bruge til noget. Da jeg havde fået nok distance til det, så kunne jeg også begynde at skrive om det og tage pis på det, fortæller hun og ræsonnerer, at hun ikke ville have skrevet om emnet, hvis det stadig var en reel frygt, hun bar rundt på.

I romanen lyder en passage af Henrys selvransagelse, efter hans roman er udkommet, sådan her:

Pressen elskede mig. Men deres fetich for mig og min bog var ikke andet end rent og skært snobberi, når det kom til stykket. Som søn af en ufaglært far og en psykisk syg mor kunne jeg lige så godt have været en abe, der var kommet ud fra junglen og havde bedt om en drink. Alligevel labbede jeg det i mig.

Dystert og dybtfølt
Det patetiske og patossvælgende ligger ikke til Aburas, som gerne bruger humoren til at behandle de mere dystre emner. Selv oplever hun, at mørket er tiltagende i hendes romaner, men hun har alligevel også bemærket en tendens til, at det dybtfølte godt må fylde og stå alene. – Selvom jeg har været trist før, så er det bare trist på en anden måde i den her. Der er sådan mere følsomhed i den, og det er jeg faktisk lidt stolt over. Generelt bliver jeg mere og mere depressiv i bøgerne, de bliver mere sorte. Om det er en god ting, ved jeg ikke, siger hun og virker alligevel som om, hun i hvert fald selv har affundet sig med det.

det kommer til at skeI DET KOMMER TIL AT SKE bruges den ældre Henrys fortællerstemme ofte til at efterrationalisere på begivenheder, og fortællingen får karakter af et voksent menneskes indsigt og erfaringsverden.

Det var efterhånden begyndt at gå op for mig (psykolog-John havde også været inde på det, sidst jeg var der), at min mor havde været syg på en eller anden måde. Og til trods for, at det var foruroligende og ubehageligt at tænke på, at hun havde været det, lige så længe jeg kunne huske (uden at nogen, for eksempelvis min far, havde grebet ind) var det alligevel en lettelse.

Et møde med ”segmentet”
Et par dage efter interviewet tager jeg til et søndagsarrangement hos Thiemers Magasin, en lille boghandel mellem Vesterbro og Frederiksberg, hvor indehaver Rikke Viemose påpeger, at det primært lader til at være repræsentanter fra føromtalte Politiken-segment, der er mødt op for at høre Aburas læse op og fortælle om sin nye roman. Rikke Viemose sammenligner i øvrigt også Henrys historie med forfatter Morten Pape og hans autobiografiske romanberetning PLANEN, der for nylig fik Bogforums debutantpris.

Men den sammenligning maner Aburas hurtigt til jorden med den forklaring, at hun indleverede sit manuskript før Morten Papes roman udkom. I det hele taget er hun ked af den slags specifikke sammenligninger, for hun gør en dyd ud af, forsikrer hun, at alle karakterer er sammensatte og ikke bygget over bestemte mennesker. På cafeen nogle dage forinden forklarede hun mig, at skriveprocessen har været akkurat den samme – og lige vanskelig – med alle romanerne, uanset om forlægget har været delvist autobiografisk:

– Det handler jo om at kunne leve sig ind i de personer, man skriver om.

Der bliver nikket og leet, da Aburas læser op i den lille intime boghandel – og segmentet lader ikke til at være synderligt berørt af kritikken, selvom en enkelt tilhører ytrer sin ærgrelse over, at den stakkels Henry ikke fremstår som en bedre ven. Sympatien med svage, underforstår man, har bedre vilkår, hvis de også sørger for at være gode.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Interview,

Læs også

Om Michelle From Hoxer

Michelle From Hoxer (f. 1983) er uddannet journalist og muligvis den eneste af slagsen med et fag om Bob Dylan på sit eksamensbevis.

Skriv til Michelle