Rørte tårer – Carsten Jensen DET GLEMTE FOLK

Smukke billeder og smukke fortællinger om en burmesisk borgerkrig. Men er de rørende historier virkelig sandheden om krigen? Som læser kommer man til at tvivle på Carsten Jensens illusioner.

Det er et smukt billede: Junglekrigeren der over den ene skulder bærer sin halvautomatiske AK-47 og over den anden en stor buket blomster. Begge dele er nødvendige for ham, våbnet til at forsvare sig med, blomsterne til at give ham en fornemmelse af skønhed midt i guerillakrigens helvede. Et smukt og rørende billede, der kan få de fleste freds-lidende vesterlændinge til at fælde en rørt tåre.

DET GLEMTE FOLK omhandler en rejse som forfatteren og kritikeren Carsten Jensen tog på i udkanten af Burmas regnskove, hos den næsten glemte guerillabevægelse karenerne. Karenerne er den mest folkerige af de etniske minoriteter i Burma og har ligget i kamp mod de skiftende regimer i Burma i 55 år.

Carsten Jensen har besøgt deres lejre og landsbyer, der alle sammen er indrettet med henblik på mulige overfald fra regeringsstyrkerne. Han taler med alle mulige mere eller mindre betydningsfulde personligheder i den karenske frihedskamp og beskriver en dagligdag med frygt og uvished om, hvad morgendagen vil bringe. Men også et liv med sammenhold, idealisme og beslutsom modstand, et folk der hellere vil dø end at miste deres land og deres kultur.

For karenerne er specielle folk. De sætter idealer over drab, benytter sig ikke af terrorisme, er ædelmodige og ydmyge og ønsker ikke en uafhængig Karen-stat afgrænset af pigtråd, men blot at leve som jævnbyrdigt folk i et større fællesskab.

Billederne, der er taget af den norske fotograf Elmer Laahne, hjælper til at understrege denne pointe: farvestrålende naturbilleder af junglen i morgendis; handlingsmættede scener fra en dagligdag uden den komfort vi i Vesten er kommet til at tage for givet; og sorthvide portrætter af hærgede, men viljestærke og beslutsomme mænd.

Carsten Jensen tegner således et billede af et folk der undertrykt og forfulgt stadig formår at bevare deres medmenneskelighed, som, når deres spejdergrupper bliver angrebet, ikke skyder igen, men hurtigt drager videre og som ikke hader, men elsker deres fjender.

Og det er dette helgenagtige billede af karenerne man lidt efter lidt kommer til at betvivle. Er karenerne virkelig et folk af godlidende messiaser? I prologen beskriver Carsten Jensen hvordan han på sin første rejse til Burma blev forblændet af regimets løgne og propaganda, så han slet ikke opdagede hvordan militærdiktaturet i virkeligheden var. Nu er han imidlertid blevet klogere, skriver han.

Men mon dog? I stedet virker det som om Jensen er sprunget over på den anden side, og at han nu uden videre tager beretningerne om styrets grusomheder og karenernes uskyld for gode varer. Et eksempel er de mange myter karenerne fortæller om sig selv og deres historie: Carsten Jensen tror på dem, og det virker faktisk som om han bliver skuffet, når han fra hovedpersonerne selv får myterne dementeret. Men, skriver han, det gør ikke noget, for virkeligheden bag myterne er faktisk meget mere fantastisk end myterne selv. Indtrykket bliver en mand der VIL tro, koste hvad det vil.

Problemet med sandheden i rejseskildringer er ikke ny. Vi læsere har trods alt ikke været der og set for os selv. Måske er det rigtigt når Carsten Jensen beskriver karenerne som et nærmest helgenagtigt folkefærd. Måske har han ret når han genfortæller historierne om regimets grusomheder og karenernes prøvelser. Men som læser bliver man efterladt med en følelse af, at Cartsten Jensen igen er blevet forblændet, denne gang af den modsatte side. Forblændet af en rørt tåre.

‘Illusionsløs’ er Carsten Jensens yndlingsbegreb i denne bog. Man tvivler, desværre.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Foto,

Læs også

Om Kristoffer Holm Pedersen

Kristoffer er cand.mag. i Dansk og Moderne Kultur.