En rumænsk performancekunstners levned – Mikkel Rosengaard FORESTILLINGER OM ANA IVAN

Historien i FORESTILLINGER OM ANA IVAN er, kunne man kækt sige, gjort af det stof, romaner er gjort af, men det er Rosengaards fortjeneste, at romanen lykkes.

Citat

Og vi skal forloves? peb hun når han smed hende over sengen. Og vi skal giftes?

Ja, klynkede han. Ja, ja, ja.

Og vi skal have børn? To drenge og en pige, stønnede hun mellem stødene. Og vi skal have et hus, og det skal være vores hus, og der er ingen, der må komme ind, for det er vores hus, og vi skal have et skur i baghaven, og når jeg har lagt børnene i seng, så bærer du mig ud i skuret, og du knepper mig, for det er vores skur, og der er ingen, der kan komme ind, for vi ejer det, og det er vores skur.

Jeg så først Mikkel Rosengaard hænge dér, på en plakat i metroen på Nørreport, flankeret af omslaget på hans første voksenroman, FORESTILLINGER OM ANA IVAN. Snart var han alle vegne: i radioen, på forsiden af litteraturtillæget og han blev endda anmeldt i det ellers så littertursky Ekstra Bladet. Det er sjældent, at en ung debutant kan sætte gang i en så omfattende markedsføringsmaskine, ligesom det er bemærkelsesværdigt, at manuskriptet allerede inden publicering blev solgt til udgivelse på store udenlandske forlag. Især med tanke på, at der hverken er nogen slibrig kærlighedshistorie eller en mordgåde, der skal løses. Det store spørgsmål er så, om han lever op til hypen.

I rammefortællingen introduceres vi til en ung dansk forfatteraspirant, der tjener sit daglige brød som praktikant på en kunstfestival i New York. Her møder han den rumænske performancekunstner Ana Ivan og fascineres af hendes, indrømmet, fantastiske livshistorie. Hendes fortællinger modelleres løbende i fortællerens bearbejdning. Han både fortolker og udfylder huller undervejs. Hun fortæller om at være død i 2 minutter under en blindtarmsoperation, hun kun fik foretaget for at slippe for at agere bagtrop i en af Ceaușescus militærparader. Vi får historien om hendes far, et lovende matematisk talent, og hans hedonistiske deroute, en tragisk afstikker til en døsig marokkansk landsby, historien om en kuldsejlet forlovelse i Norge samt meget andet. Endelig har den unge mand stof til sine litterære drømme.

Det ville være synd at give et al for fyldigt handlingsreferat, for romanen bæres i udpræget grad af en effektiv setup-payoff-teknik. Historiens tråde anticiperes, men informationer tilbageholdes virtuost, så mysterierne vokser sig større og med et snuptag samles hele molevitten og tildeles en fin krølle på halen. Sådan kommer et plot nemt til at virke konstrueret og fortænkt, men Rosengaard har holdt det i en korrekt afmålt dosis, så det ikke går ud over pålideligheden.

Sproget besidder en ungdommelig naivitet, der passer til den ydmyge unge mands drengede charme. Han er langt fra afklaret og sikker som forfatter, og det afspejler sig troværdigt i hans uhøjtidelige og talesprogsprægede fordanskning af Anas monologer. Af og til kammer det over, men ofte tilfører fortællerens fortolkning både energi og humor til historien.

– Familien havde simpelthen gang i en Titanic, de spillede saftsuseme, til skibet gik ned. De grinede og dansede og drak, og man fristes til at sige, at Marias barndom var én stor fest. En patetisk fest? Klart. Men må man huske, at det var Folkerepublikken Rumænien, Ceaușescustan, et land, hvor enhver kunne ende i arbejdslejr, og hvor præsidenten netop var hjemvendt fra et udsultet Nordkorea, og hvor idioten fandeme var blevet inspireret.

Det ville være nemt at forfølge et autofiktivt spor, for det kræver ikke mere end to google-søgninger at finde ud af, at Rosengaard selv har været praktikant i New York, og at Ana Ivan er modelleret over den rumænske kunstner, Cristina David, bl.a. kendt for værket Time Machine. Både virkeligheden som fiktionens Timemachine-værk undersøger diskrepansen mellem oplevet tid og kvantitativ tid. Inspireret af en fransk grotteforsker, der under sin ekspedition i den mørklagte underverden mistede både tidsfornemmelse og forstand, skaber Ana et lystæt kammer, som hun bebor i en måned for at manipulere (eller korrigere) sin tidsopfattelse. Når sanserne forsvinder, mister man orientering, og så sætter hjernen ind med hallucinationer, netop som fortælleren udfylder hullerne i narrativet. Så nok kræver det en god historie at skrive en god roman, men det kræver også en god hjerne at fortælle den.

Netop tiden er det vigtigste tema i FORESTILLINGER OM ANA IVAN. Vi hører bl.a. om kvantefysik, fotoner, vitalisme og tidsmaskiner. Det små filosofiske overvejelser integreres fint i fortællingen, for det skal vise sig, at Anas tidskunster har en tæt forbindelse til hendes liv. Desværre ser Rosengaard sig nødsaget til at eksplicitere denne sammenhæng. Måske er han for ivrig for at blive forstået, måske undervurderer han sine læsere. Uanset hvad ville det virke stærkere at lade historiens mange lag være mere uudtalte, uden det behøver at svække de kommercielle kvaliteter, der er bogens præmis.

Rosengaard styrer dog dygtigt uden om de værste faldgruber og lander dermed på begge ben. Historien er i sig selv fascinerende, men det er forestillingen og ikke kendsgerningen, der gør værket til en velfungerende og velfortalt roman.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Mikkel Boris

(f. 1991) læser på kandidatuddannnelsen i litteraturvidenskab på Syddansk Universitet. Han læser helst litteratur, der er mørk, pervers og dekadent, men er selv ingen af delene. Det ville Freud nok have haft en ting eller to at sige om.