Rundt i Bjelkes salatslynge – Henrik Bjelke DET ABSOLUTTE NÆRVÆRS DELIRIUM

Bjelke is back. Nu kan man igen fryde sig over Henrik Bjelkes ordorgier i tekstudvalget DET ABSOLUTTE NÆRVÆRS DELIRIUM.

Citat

De omringer mig, de forfølgende indhenter mig, de vil fange mig, men hver gang de er løbet frem mod mig, tager de baglæns skridt igen, danner nye formationer, formerer sig som i et fodboldspil, der er ingen bold, men det er som i fodbold, hvor man både skal løbe og bekæmpe hinanden, “drible”, “tackle”, jeg hader det, der er karle og piger, alle karseklippede, i grå, posede dragter. Der er især en lille pågående unge med et blegt, aggressivt, intetsigende ansigt (ligner mit eget) og med en lang, tynd stålpind, som vil mig til livs.

Der er intet nyt under solen. Alt er udgivet før. Alligevel skal forlaget Escho have et bjørnkram for at udplukke fragmenter og brudstykker, skitser og digte fra Henrik Bjelkes forfatterskab i bogen med den heftige titel DET ABSOLUTTE NÆRVÆRS DELIRIUM. Bjelke er – her 24 år efter sin alt for tidlige død – stadig lige imponerende og utilnærmelig. Han er svær, forbandet anstrengende, han leflede aldrig for den brede læseverden, hvilket betød ringe afsætning på bogmarkedet. Skidt pyt, så længe han kunne se sig selv i øjnene. Var han forfatternes forfatter? Måske. De æstetiske fodspor er i hvert fald sidenhen betrådt af forfattere som Hans Otto Jørgensen og Glenn Christian, og i det lys, det vil sige i det aktuelles flimmer, giver en genudgivelse god mening.

Bjelke kredser om virkeligheds- og identitetsproblemer, om fremmedhed, homoseksualitet, galskab og flydende, opløste grænser. Og temaerne behandles i en kompakt, rablende associationsstil. Hans omgang med sproget er ødselt, overlæsset med digressioner og pjattede adjektiver, men sproget har samtidig også en direkthed, som kendetegner Bjelke. En attak som et yderst syrligt bolsje. Pludselig skifter sproget toneart og stemme, spejler sig i citater fra Bjelke selv og beslægtede ikoner som Joyce og Beckett og forskyder sig i erotiske og psykiske labyrinter.

Denne på samme tid højtgearede og ironiske, men dødpoetiske skrivemåde kulminerede i romanerne SATURN (1974) og HUNDREDE POSTKORT FRA HELVEDE (1980), der pudsigt nok ikke er inkluderet i Anders Jørgen Mogensens udvalg. Oh well, mindre kan også gøre det, her et tilfældigt, dystert-ironisk udklip fra SOLO NOLO (1986), én af de 16 udvalgte tekster, der klarede Mogensens cut som kaninhul ned i skriften:

– Min sjæl er i næste øjeblik et afhugget gedehoved, hvis hud er flået af. Det er hængt op på en jernkrog, hvorfra dets udbulede, koagulerede øjne stirrer mildt ned over det blodig udvalg af slagtede dyrekroppe. Min rødstribede mule er uden sin hud som en ganske skarp, buet kant, der mest minder om en ørns krumme og hvælvede næb, men mine blottede tænder hele vejen op langs kæben røber, at jeg ikke er en fugl, men en ged, måske et gedekid.

Og så hører Bjelkes tekster hjemme i en polyglot verden. Det flersprogede er demonstrativt arrogant, der citeres på engelsk, tysk, fransk, spansk og latin. Selv modersmålet er en slagmark, hele afsnit er på hjemmelavet dada med uforstyrret syntaks og encyklopædisk diktion:

– En splintz er en knøkke med apt forke og fænket grenkapfel. Til brug ved strelinger i mørke og halvmørke norlinger tjønker man forken og kranker grenkapfelen. I apt vejr og i fænkede tidszoner udsender splintzen kerfler, så strelingerne kan gennemføres også i lyse norlinger, hvilket er et kongt fremskridt i forhold til den kendte knøkke.

Nemlig! Det er ikke galskab, selvom man fristes til at tro det. Pointen er vel indlysende nok skrifttematisk, at det er nødvendigt at spørge til digtningen i stedet for kun at hengive sig til den, ikke kun at lade sig vugge af stemmens fylde, men også høre dens ironiske kvæk (sagde nogen dekonstruktion?).

Derfor får Bjelkes personer heller ikke rigtig fylde, selv om vi kommer godt rundt i psyken på dem. Ydre handling er det også hip som hap med, forløbene er fragmenterede, flerstrengede og uden klar kausalitet. Kort sagt mangler teksterne ofte – oftest – prosaens episke kvalitet.

Og her kan man vel udlede noget, der ligner et koncept. For Bjelke tillader ikke det opbyggelige, men arbejder i det ruinøse. Det er ét langt kommandoraid mod kunstværket som entitet. Hvorfor? Fordi han abonnerer på (og udlevede idéen om!), at enhver forestilling om et stabilt (jeg-)hus er totalvrøvl af den kedelige slags. Hvorfor? Fordi identitet ikke skal forfines, forædles, modnes, lutres i borgerlig dannelsesforstand, det vil sige slikke røv på magthaverne. ‘Aldrig udvikling, aldrig modning, aldrig erkendelse’, som han skriver i debuten FØRSTE PERSON ENTAL (1968) og fuldender: ‘Altid arabesk, altid blues’. Hos Bjelke er identitet snarere en form for karnevalisme, plastisk og udskiftelig. Og altid en på vej-væren, ikke fremad, men rundt og rundt i tilværelsens salatslynge.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Antologi,

Læs også

Om Joachim Sømark

Cand.mag. i Dansk og Filosofi med speciale i kynisme i dansk litteratur efter årtusindeskiftet. Redaktør for LitteraturNu siden juni 2016.