Rystende – Jens Smærup Sørensen PHASE


Jens Smærup Sørensen har med PHASE skrevet en stiv satire om det grå guld og TV-mediet. Romanen står på vippen mellem at være reaktionær dødbider og regulær udleverende humoristisk.

Citat

Undervejs hjemad i bilen stillede han sig tilfreds med udfaldet. Det var allerbedst at lade være [med at skrive en selvbiografi, SLH]. For hvordan skulle det kunne ende med andet end nok en gudsjammerlig pinligt, opstyltet, selvsmagende og forlorent kriseklynk? Hvordan skulle han kunne give sin historie noget større perspektiv uden at blive himmelråben prætentiøs eller simpelthen plat løgnagtig?

Hovedperson og fortæller i Jens Smærup Sørensens roman PHASE er en succesfuld men aldrende tv-dramachef, der fra 18. november 2008 og et halvt år frem må se sin verden dreje om et hjørne uden selv at komme med. Trin for trin må han vinke farvel til kone, malerier, residens, bil, forstand og ikke mindst ledelsesposten på TV Trettens dramaproduktion. Seerne kræver ny og sprød REALITY og ikke gammeldags og langsom fiktion, hvilket staben omkring Andy udnytter til at kuppe chefen.

Andy støder selv ind i et slags realitetscheck, da han midtvejs i romanen tager sine to store sønner (18 og 20 år) med på besøg hos deres farfar. Farfaren er bramfri og direkte, og forsøget på at titulere børnebørnene i øjenhøjde ender i grøften:

– Får I noget fisse, havde han straks ved ankomsten spurgt sine sønnesønner. Og de havde hostet et par fnis op og skulet i alle retninger.

Det er sigende for persongalleriet i PHASE, sådan som det tager sig ud for Andys blik, at dialogen mellem generationerne er forkrampet og pinlig, hvilket sine steder er sjovt på den udstillende måde. Andre steder er det, ja, forkrampet og pinligt. Når Andy ikke kan orientere sig i en kalkuleret verden med fokusgrupper, opinionsmålinger, jagten på anerkendelse (hvor alle kneb gælder) og heller ikke i begærs- og socialt bårne positioneringer (hvor alle kneb i dén grad gælder), så er det en eddikesur svada fra en gammel sur mand, der ser verden gå af lave. Men sine steder er PHASE også – når det lykkes Smærup Sørensen at få sat svirp i sin prosa – bullseye-samfundssatire, der spidder al rådden forløjethed og overfladisk stupiditet i den kunst- og medieverden Andy cirkulerer rundt i.

Et eksempel på det forkrampede er sci-fi-sygdommen PHASE, som hærger i romanen men aldrig bliver fulgt til dørs. Selvom navnet har plads på titelbladet vedbliver det realitetsforvrængende syndrom at virke som en underlig søgt størrelse, der skal få Andys psykiske tilstand (eller mangel på samme) til at virke plausibel: Det er jo den, der fisen lugte kan, der er fisens ejermand.

Omvendt leverer Smærup Sørensen veltrimmet og præcist adresseret komik, når sekretæren gengiver en fokusgruppes reaktioner på en tv-serie-dummy. Fokusgruppens one-liners er hyperbolsk sexfikserede og meget intetsigende men ’udmærket publicity-arbejde’, som Andy tørt tilføjer:

– ”De viser os jo bare som vi er”, ”Jeg har ikke i årevis moret mig så godt, jeg græd og var fuldkommen lykkelig!”, ”Det her er noget helt nyt, og det går lige i mellemgulvet!”, ”Simpelthen bare så fedt!”, ”Rystende!”, ”Sindsygt skægt”, ”Mit livs frækkeste oplevelse!”, ”Jeg vil have mere, mere, mere og det skal være nu!”

Det sidste udsagn er i og for sig ganske dækkende mig, efter at have læst Smærup Sørensens forrige bog, blockbusterromanen MÆRKEDAGE. PHASE er imidlertid ikke optaget af at opfylde sådanne forventninger, for mens MÆRKEDAGE var en magtdemonstration af en fotografisk slægtsroman, er PHASE helt sit eget vindskæve og leende bud på en samtidskritik.

Skrevet af Søren Langager Høgh

Født 1977 Cand.mag, dansk og litteraturvidenskab, Københavns Universtitet Ph.d.-stipendiat med titlen ""Litteraturens ting"", Københavns Universitet.

Skriv til Søren

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *