Særegne sættekassenips – Line-Maria Lång ARTISKOKHJERTE

Line-Maria Långs første roman er endnu en variation over ung-pige-møder-ældre-mand-historien. Men hun fortæller den godt, med detaljerig og svungen skrift. 

Citat

Jeg løb op ad trapperne. På hvert trin stod et ord. Euphemism var Eugene, jeg havde gået i børnehave med. Han stod på fru Henriksens dørmåtte midt i settet til Who’s Afraid of Virginia Woolf, i snak med Elizabeth Taylor, som lige havde sagt til Richard Burton, at det var en eufemisme at kalde toilettet for det lille hus. Narrator var en nar med en radar, analysis min søsters røvhul, og sådan fortsatte ordene 128 trin.

ARTISKOKHJERTE er sirligfin og detaljerig som et stykke ciseleret sølv, lige til at spejle og fortabe sig i. Romanens fortælling er dog såre enkel, det dygtige men flimrende vidunderbarn Lisa, der er blevet student som bare 15-årig, rejser om sommeren til Paris for at besøge den far, der forlod hende og moren. Da det viser sig, at faren kun har ganske lidt tid til overs, beslutter Lisa sig for at forføre overboen, den ældre musikanmelder Le Monstre. Undervejs i det hele kaster Lisa garvet-bulimisk op i toilettet og maler lejlighedens kakerlakker med neglelak i forskellige farver.

Visse steder irriterer romanen mig med sit temmelig perfekt skabelonformede plot, endnu en variation over ung pige møder ældre mand. Lisa udtrykker uden omsvøb, at det er en far, hun søger i Le Monstre:

– Mens jeg lå der tæt op ad ham og vi kyssede, nogle gange mærkede jeg en af hans sølvfyldninger med tungen, tænkte jeg på, at Gamlingen kunne være en slags far. Men for at han ville være ens far, blev man nok nød til at gå i seng med ham.

Ja, den historie er godt brugt, på den anden side er der noget forfriskende ved, at romanen ikke fiflende forsøger at tilsløre sin fortællings omdrejningspunkt, men bevidst viser det frem. Indskuddet om sølvfyldningerne er lige tilpas direkte og ’over the top’ i sin udpensling af aldersforskellen, det samme er kælenavnet ’Gamlingen’, som Lisa vælger, fordi alt hvad der slutter på –ing er nuttet og sødt.

Selvom romanens stof er genkendeligt, er Line-Maria Lång sprogligt eksperimenterende og opfindsom. Romanens åbning , som er citeret i boksen, er særegen og gådefuld, ved første gennemlæsning endda ret forvirrende. Lisa ordner sine iagttagelser gennem en memoteknisk logik, og Line-Maria Lång lader denne logik smitte af og bane sig vej ud i romanens sprog og tankesæt. Det fungerer godt i romanes åbning, som legesygt forvansker Euphemism, Narrator og analysis til rene lyde, og som desuden metatekstuelt lader romanens allerførste afsnit slutte på elegant vis: ’og sådan fortsatte ordene 128 trin’. Sådan kan romanens ord få lov at løbe videre.

Det er en af romanes store forcer, at den giver plads til Lisas sælsomme idiosynkrasi. Lisa memorer og sætter virkeligheden på formel, tallene forvandles eksempelvis til visuelle billeder, 9-tallet er en duknakket købmand, 3-tallet er et sæt bryster, og da Lisa første gang møder Le Monstre, viser han sig at ligne 2-tallet, fremstående øjenbryn og en spids, lige næse. Memoteknikken gør Lisa til en mønsterelev, men hendes logik afslører hende også som et barn, der først og fremmest forstår de abstrakte tegn som konkrete lyde og billeder. Det lykkes Line-Maria Lång at fremstille et komplekst voksenbarn.

ARTISKOKHJERTE er velskrevet, visse steder er den måske endda for velskrevet, og det er som om, det løber af med den. Lidt for mange afsnit ender kunstfærdigt, som om skriften skal slutte i en konkluderende sløjfe. Det gør sig for eksempel gældende i et ellers rigtig godt afsnit om en barbiedukke og en bamse, særligt legetøj, hvis kroppe kunne fyldes af dukkehår og varm suppe. Afsnittets sidste sætning synliggør symbolikken på den anden side af legetøjet, spiseforstyrrelsen : ’Hele natten lå jeg og tænkte på alt det indeni, der ikke kunne komme ud.’ Den lille krølle kunne jeg godt være foruden.

Långs skrivestil er detaljeret og rig, den er fuld af sammenligninger og poetiske sammenstillinger, som i denne beskrivelse af lyden af strømper: ’Den tryggeste lyd var nylon mod nylon. Lyden var som styrtregn i søer. Skind der blev trukket af lange fisk. Mor i stuen.’ Beskrivelsens korte opremsende sætninger minder mig om fine nipsting, der falder ud af en sættekasse, og det er ikke så dårligt. Det er et ultra-mættet sprog, men det er også et sprog, der klæder stoffet og universet, og jeg vil godt blive væk i Långs ciselerede sætninger.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Benedicte Gui de Thurah Huang

Benedicte har en bachelor i litteraturvidenskab, hun har studeret på Skrivekunstakademiet i Bergen, og de næste to år er hun elev på Forfatterskolen i København. Hun har netop opdaget den franske forfatter Claude Simon og er blevet optaget af le nouveau roman.

Skriv til Benedicte