Samtalens veje – Knud Goll VANVIDDETS VEJE – FRA FIREOGFYRRE SOMRE I SUNDHEDENS SEKTOR

Der er mange veje der fører til vanviddet, men også veje der fører væk. Overlæge i psykiatri Knud Goll viser begge retninger i sin velskrevne bog om psykiatriens vilkår i Danmark.

”Er der da slet ikke nogen der taler med de sindsyge ?’ spørger forfatterens faster i bogens veloplagte prolog. Dermed anslås ikke blot Golls hovedtema i hans erindringer, men også det behandlingsideal der kommer til skue gennem disse – den personlige samtale. Et ideal, der kræver evnen til at lytte til patienterne uden straks at diagnosticere og derved stigmatisere dem.

Denne empatiske samtalekunst Goll sætter som psykiatriens (og lægevidenskabens som sådan) ideal forudsætter imidlertid først og fremmest én ting: tid, og masser af den, hvilket ikke mindst illustreres ved skildringen af patienten Irene. Et portræt, der i etaper dukker op i mellem de øvrige patientportrætter og forfatterens ofte ganske humoristiske selvbiografiske anekdoter og analyser, der udgør VANVIDDETS VEJE.

Hver del af Ireneportræt afsluttes således med ordet ‘fortsættes’, ligesom der nøje gøres rede for hvor mange timer behandlingen indtil videre har taget (til slut i alt 243 timer, fordelt på 4 år). Da det har taget 36 år at skabe hendes problemer, er 36 eller 48 måneder så for meget for at hjælpe hende på ret køl, som Goll på et tidspunkt retorisk spørger. For netop forfatterens krav om tid er mere end problematisk i en tidsalder, hvor tid betragtes som penge, dvs. som en omkostning. Jo længere behandlingen varer, jo længere er patienten udenfor arbejdsmarkedet og dermed en udgift for det offentlige, hvilket medfører at det kommunale system presser på for at få den psykiatriske behandling afsluttet og jobaktiveringen startet. Med tålmodighed kan samfundet få en skatteborger ud af Irene. Med det modsatte en pensionering til 2-3 millioner, lyder overlægens enkle logik.

Ireneeksemplet er ganske symptomatisk for psykiatriens vilkår. Under samfundets krav om målbar, effektiv behandling trænges samtalens kunst i baggrunden, og efterlader psykiatriens scene til medicinale og operative indgreb (og overgreb!). Dette på trods af, at der som oftest findes psykologiske og sociale forklaringer på patienternes tilstand og dermed ligeledes psykologiske og sociale løsninger. Samfundet er således med til at sygeliggøre sine borgere, ikke kun som i Irenes tilfælde via krav om aktivering, men også via isolationsfængsling, ved kriminalisering af mentalt uligevægtige personer og via manglende forståelse for mennesker, der er flygtet fra krig og tortur. Temaer der alle tages op i bogens indgående personskildringer, hvorved der sættes et ansigt på diagnosen.

Det er netop samfundets del af ansvaret for vanviddet, der vækker Knud Golls faglige, humanistiske og sociale indignation. En indignation der løfter VANVIDDETS VEJE fra at være en psykiaters personlige erindringer, til at blive et interessant og forfriskende indlæg (som dog ikke kan sige sig helt fri fra en til tider betænkelig romantisering af galskaben) i den generelle psykiatri- og velfærdsdebat. Set fra Golls standpunkt handler det i den forbindelse ikke om, hvorvidt vi har råd til at give tid til de mennesker, der af den ene eller anden grund ender på vanviddets vej. Det handler om, hvorvidt vi har råd til at lade være.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Erindringer,

Læs også

Om Morten Schoop

Morten Schoop (1978) er uddannet cand.mag i litteraturvidenskab. Som anmelder kaster han sig over romaner, tidsskrifter og politisk orienteret debat.