Samtidsfuck og fremtidskollaps – Ursula Andkjær Olsen UDGÅENDE FARTØJ


Ursula Andkjær Olsen er vred og sammenbidt i sin nye bog UDGÅENDE FARTØJ. Den forsøger at skabe livsrum i en globaliseret og teknologistyret verden, hvor brutale vækstparadigmer og magtfikseret fitness lammer det talende jeg.

Citat

“tillader alle brugere at få adgang til flere separate dele af hinanden – på samme tid

tillader alle brugere at beskæftige sig med hinandens overflader – på samme tid

tegn og undere vil bringe os til den næste verden”

Ursula Andkjær Olsen er ikke bange for at tale om Mennesket. I det hele taget er digteren særdeles frygtløs i sin ambition om at skrive en poesi, der vil kommunikere og kritisere og intervenere med og i den omkringliggende verden anno 2015. Blandt en mængde pejlemærker som berøres mere eller mindre diffust igennem bogen kan nævnes stålsatte kropsidealer, terrorisme, iPhones, altopslugende kapitalisme, managementsprog, konkurrencestat, og i den nye digtbog UDGÅENDE FARTØJ forsøger Andkjær Olsen altså at få et humant ‘jeg’ placeret imellem sådanne størrelser. Det er ikke overraskende en kompliceret sag.

Et fortrinsvist stabilt og ensdannet jeg bevæger sig gennem bogens seks kapitelinddelinger igennem et dystopisk landskab, hvor, forstår man, had og immunitet er gældende valuta. Der vrænges opportunistisk af ‘jeres’ blødsødne og selvforelskede taberverden, mens der i gedulgte sekvenser fables om ‘det nye menneske’, om et fallitbo herinde og en muligt utopi derude, om at lukke sig i en blank og hård kugle og sende den af sted ‘som det udgående fartøj’. Et naivt håb om nye græsmarker på den anden side fæstnes til en sammensunken hyldevare på vej til status: Udgået.

Bogens gennemgående vrede ligger indlejret i en afstumpet og uforsonlig sprogbrug, der er nøgtern og kontant, abrupt og kortfattet, fragmentarisk og repetitiv. Der er længere mellem ordspil og semantiske finesser end for 10 år siden, og Andkjær Olsen er i 2015 slået ind på en streng og direkte sproglig bane. I udpegningen af (og henvendelsen til) en ikke-specificeret modpart gøres der brug af vulgærgloser som ‘fuck’, ‘shit’, ‘fat det’ og ‘gamle røvhul’… som i dette udbrud: ‘der er ikke fucking plads’. I det hårde sprogs skråsikre diskurs anes en enstrenget og uforsonlig logik, som kunne være terroristens. Ikke mindst når der funderes over ‘at veksle vrede til hævn’, eller når klædedragten beskrives som ‘min vandtætte og skudsikre beklædning’, eller når man medregner billedkunstneren Sophie Kalkaus uhyggeligt sorte negativ-fotografier, der er indsat som ruminddelere mellem bogens tekstafsnit.

Jeg blev decideret bange undervejs i læsningen – og endnu mere bange, da det gik op for mig, at rekylen fra sådan en terrorlogik jo springer direkte tilbage på den verden, læseren sidder i. Når det dumdristigt og sylespidst lyder:’ jeg vil skide på død/ jeg vil kun tænke på vækst’, ja så er det jo også den selvdestruktive kapitallogik, konkurrencestatens vinderinstinkt og velsagtens også dødsfornægtende fitnesstræning, der hvæser? ‘jeg skal træne min krop/ til den bliver en sten’, lyder det fra løbebåndet, hvor selvdisciplineringens magtudfoldelse lynsnart bliver en afmagt overfor normsættets tvang.

Stenen, kuglen og kernen er i en abstrakt form holdt i forskellige varianter tilbagevendende holdepunkter, som jeget higer mod og hæger om – både som udadrettede projektiler og som indadrettet forskansning. Kuglens afvisende hårde overflade transformeres i bogens sidste kapitel til smartphonens blanke touch screen. ‘alt er inde i den kugle, hele verden […] som billeder på dens glatte overflade’, lyder det med faretruende fascination.

Som en ond og mørk tvilling til Andkjær Olsens forrige bog DET 3. ÅRTUSINDES HJERTE, er UDGÅENDE FARTØJ et af de mest ambitiøse bud, vi har på en samtidslyrik, der vil være med ved bordet. Vel at mærke ikke på den politiske eller journalistiske agendas præmisser, men på sin helt egen fucking måde, fristes man til at sige, hvor umiddelbart simple modsætninger udfoldes i myldrende kompleksitet. Løsninger er ligeså få som præciseringerne er mange. Vi sidder med et lyrisk udtryk, der er svært at indfange endsige genkende, men som samtidig (og måske netop derfor) tager teten og tænker med og mod den vildt komplekse verden, der farer af sted for øjnene af os. Det kan Ursula Andkjær Olsen.

Skrevet af Søren Langager Høgh

Født 1977 Cand.mag, dansk og litteraturvidenskab, Københavns Universtitet Ph.d.-stipendiat med titlen ""Litteraturens ting"", Københavns Universitet.

Skriv til Søren

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *