Sans verden – Jiro Taniguchi MANDEN DER GÅR TUR

Du kender det sikkert, pludselig at få øjnene op for den verden, der omgiver os. Begravet, som vi normalt er, i hvert vores lille mikrokosmos, kan det være en helt åbenbaring pludselig at føle sig forbundet med resten af universet ved at betragte et træ, havet, børn det leger, eller hvad ved jeg.

Den følelse kender manden i MANDEN DER GÅR TUR i hvert fald. Som titlen så præcist indfanger, handler den om en mand, der går tur. Manden er en midaldrende, jakkesætsklædt, japansk sarariman, som vi kun følger på hans gåture i nabolaget. Hvad der sker i resten af hans liv, har vi ikke adgang eller nogen særlig interesse i. Dog ved vi, at han har en kone, som han også deler en tur eller to med, men som for det meste lydigt holder sig i hjemmet.

Mandens ture indledes med en overskrift om den hændelse, der bliver turens fokus. En tur i en pool, et møde under et kirsebærtræ, at fare vild i en ukendt del af byen eller besværet med at bære en tung sivmåtte hjem en varm sommerdag. De bedste passager er dem med mindst dialog til sidst i værket, hvor langsommeligheden og detaljerigdommen og (det tegnede) lydbillede går op i en højere enhed, og man nærmest kan høre vinden i træets blade, mærke vandet og høre den fjerne japanske forstads lyde summe for sit indre øre.

Det stiller selvfølgelig nogle høje krav til Taniguchi, som uden plot eller dramatik skal holde læseren fængslet. Det lykkes til dels, først og fremmest i kraft af Taniguchis tekniske overskud som tegner. Som i Fahrenheits forrige Taniguchi-udgivelse MIN FJERNE BARNDOMSBY, en overraskende dansk tegneseriesucces, er Taniguchis streg holdt i en tør og nærmest arkitektonisk stil. Her er få ikoniseringer af virkeligheden, Taniguchi tegner den som den træder frem for manden, og derved åbner han også verden for læseren.

Men værket bliver dog også lidt kedeligt, primært på grund af manden, der ikke er nogen interessant eller særlig dybfølt konstruktion. Han smiler overbærende til de små fugle og hjælper gamle damer med at finde vej. Det bliver lige lovligt klægt og sentimentalt, og man savner at få lidt mere kød på og lidt færre overbærende smil.

Det er helt forfriskende når manden en enkelt gang kommer lidt ud af balance, og går en tur fuld, hvor han konstant falder på enden, for til sidst at falde i søvn på toppen af en bygning. Ægteparrets hund Yuki har han også for det meste med, og hundens naturlige nysgerrighed skaber da også nogle sjove og kære scener.

Når MANDEN DER GÅR TUR er bedst, er den en meditativ oplevelse, som i få øjeblikke er helt oppe at ramme den japanske filmskaber Yasujirô Ozus zenagtige sensibilitet. Hvilket da også helt konkret lå i den bestillingsopgave Taniguchi fik udstukket af sin redaktør, som oversætter Mette Holm fortæller i forordet. De små ture bliver som Haikudigte, fine og sensible montager, der skal nydes afmålt.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Tegneserie,

Læs også

Om Christian Jess Mark

Christian Jess Mark (f.1979) er cand.mag. i litteraturvidenskab og moderne kultur og kulturformidling. Han var chefredaktør på LitteraturNu fra 2007-2017.

Skriv til Christian