En hvid havfugl svæver gennem hospitalsgangene – Sara Stridsberg BECKOMBERGA

BECKOMBERGA. ODE TIL MIN FAMILIE er en slående god og sammensat roman om fugle, fly, fald, lys og mørke. Stridsberg skildrer det psykiatriske hospital Beckomberga følsomt og komplekst.

Citat

(…) i vores families første tid, når de slentrede ned ad Norrtullsgatan på vej til universitetet med hver sin bog under armen. Lone i ruskindsjakke og lange støvler og Jim i et blødt fløjlsjakkesæt. Og nu bøjer Jim sig ned for at kysse hende foran antikvitetsforretningens udstillingsvindue, før de fortsætter ned ad gaden. Et kys, der er en begyndelse og et løfte, som han skal bryde mange gange. Men lige i det øjeblik er de som oplyst af et stærkt indre lys, og deres ansigter er forgyldte af den synkende sol bag Observatorielunden. Nogle af sommerens sidste glitrende guldsmede svirrer stadig rundt om dem, de flyver sammen med Jim og Lone ind i fremtidens blændende lys, og jeg hører Jims berusede stemme i telefonen fra Carino. “Jeg er faktisk meget taknemmelig over, at jeg blev syg. Ellers havde jeg ikke forstået noget af verden”.

Sara Stridsbergs roman BECKOMBERGA. ODE TIL MIN FAMILIE er historien om Jackie, der besøger sin far, Jim, på det psykiatriske hospital Beckomberga lidt uden for Stockholm. Det er også historien om Jims medpatienter, den selvlysende og bedrøvede Sabina og den mørke kæmpe Paul, og om lægen Edvard Winterson, der ligesom Jackie selv har svært ved at forlade den drømmende undtagelsestilværelse, som Beckomberga udgør. Endelig er romanen også historien om tiden efter Beckomberga, og om Jackies søn Marion.

BECKOMBERGA. ODE TIL MIN FAMILIE er opbygget af mindre kapitler og springer episodisk mellem tider, så læseren skiftevis er tilbage på hospitalet i 1980’erne, så i den voksne Jackies lejlighed og så endnu længere tilbage til Jims barndom på køretur med moderen. Episoderne er sceniske, skrevet med minutiøs akkuratesse, ofte helt ned til lyssætningen som her: ’Solen skinner i en smal stribe hen over gulvet, pigen i nederdelen virker næsten selvlysende, da hun rammes af solstrålen’ eller her: ’Næste gang vi ses, er det næsten mørkt, den blå time, og en tynd måne hænger langt nede på himlen’. At læse scenerne er som at betragte et stykke scenekunst eller som at bladre i et familiealbum med mere eller mindre belyste billeder. Uanset om scenerne er oplyste eller mørklagte, er de slående klare og præcise, og jeg er ikke i tvivl om, hvor jeg er. Derfor kan romanen uden problemer svirre rundt mellem tider.

Bortset fra en række kursiverede stykker, hvor Jim ’taler ud’, er romanen fortalt af Jackie. Stridsbergs sprog er rigt på billeder, og en stor del af romanens fremdrift må findes i glæden ved de prægnante billeder og i lysten til at sammenligne. Romanen føres frem af en række markante motiver, blandt mange andre cigaretrøg, fugle, lysende øjne og sollys. De er både fænomener, som gør indtryk på Jackie i romanens virkelighed, og en del af et billeddomæne, der sættes i poetisk spil. Som når der her findes en lille smule fugl i stemmen til Jim: ’han lyder så let dernede, en svævende hvid fjer i hans stemme.’ Motiverne løber gennem hele romanen, fletter sig ind i hinanden og sikrer en smuk sammenhæng.

Motivkæderne og det billedmættede sprog er kendetegnede for Stridsbergs stil og findes i særdeleshed også blomstrende i romanerne DRØMMEFAKULTETET (2007) og DARLING RIVER (2010), men tilgangen forekommer mig at være en lidt anden i BECKOMBERGA. ODE TIL MIN FAMILIE. Det er ikke fordi, billeddomænerne er usædvanlige, fugle og flyvemaskiner slet ikke, de er ærkebilleder på frihed og frygten for at styrte. Det særlige ved romanen er snarere, at den selv gør opmærksom på skellet mellem real- og billedplan.

’En enlig, hvid havfugl svæver gennem hospitalsgangene på Stora Mans ved Beckomberga’, sådan lyder romanens første sætning, og havfuglens tur gennem gangene gentages i varierende former. Fuglen er et billede fra Jackies erindring om det første besøg på Beckomberga. Mod romanens slutning tænker Jackie, at der ikke kan have været en sådan fugl:

– I min erindring flyver hvide havfugle gennem hospitalsgangene. Sådan kan det ikke have været, men det er sådan jeg husker den første gang, vi besøger ham.

Fuglen flyver på Beckombergas gange, men uden for Beckomberga bliver Jackie klar over, at den ikke gjorde det. Det er virkningsfuldt og formfuldendt, at romanen gør opmærksom på skellet mellem real– og billedplan, for hermed understreger den nemlig forskellen mellem den drømmelignende tilværelse på Beckomberga-hospitalet, hvor billederne er håndgribelige og levende, og den ’prosaiske’ verden udenfor.

Denne skelnen gør måske romanen mere alvorsfuld eller realistisk end f.eks. DARLING RIVER, hvis billedsprog udfolder sig ikonografisk omkring Lolitafiguren, og hvor linjerne mellem real– og billedplan er flimrende.

Romanens alvorsfuldhed er ikke mindst at finde i kapitlerne om ’den sidste patient’. De indeholder dels den sørgelige og rørende historie om patienten Olof, der har levet mere en tres år på Beckomberga, dels historisk vinklede stykker, der fortæller om de psykiatriske hospitaler, bl.a. om den panoptiske arkitektur og om hospitalernes storhedstid under velfærdsstaten.

Det fine ved Stridsbergs roman er dens følsomhed over for kompleksiteter, at den skildrer Beckomberga som et sted, der ikke kun er ubehageligt, men også tiltrækkende og smukt.

Fin er også skildringen af karakterne, de udgør en familie, men ingen reduceres til bare at være mor, far, søn eller datter; karakterne er deres egne – Jim er ikke far, men netop Jim. Karakterne forbliver ligeværdige, sommetider forekommer de næsten jævnaldrende. Jackies forældre, Lone og Jim, synes ikke affældige og gamle, de kan være i romanen, som de var, da det hele begyndte. På samme vis skildres sønnen Marion som mere end blot Jackies barn:

– Det virker som om han er barn og voksen på samme tid. Da jeg ser ham stå der i lyset, forstår jeg for første gang, at han er sin egen, at mange andre mennesker vil gøre ham lykkelig og fortvivlet, ikke kun mig.

Det er kompleksiteten, der gør Stridsbergs roman så god, at Jim på en gang kan være ansvarsløs i sin insisteren på at være Jim (ikke far), og kan være et værdig menneske. Jim er syg, men lyser uanset.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Benedicte Gui de Thurah Huang

Benedicte har en bachelor i litteraturvidenskab, hun har studeret på Skrivekunstakademiet i Bergen, og de næste to år er hun elev på Forfatterskolen i København. Hun har netop opdaget den franske forfatter Claude Simon og er blevet optaget af le nouveau roman.

Skriv til Benedicte