Se min hjerne, den er sort som solen – Simon Grotrian MELATONIN


‘Munden føres som en elastik over alt det nedlagte, en massegrav af smil. Du kan lytte. Og pist er der rangler’. Grotrians nyeste digtsamling leverer skønhed for viderekomne, og det er ikke altid af den letfattelige slags.

 Simon Grotrians digte har, siden de første så dagens lys i 1987, vakt meget forundring og forvirring. Digtene befinder sig uomtvisteligt i et særpræget indre landskab, hvor der er temmelig langt til realistiske pejlemærker, og sproget er generelt så fortættet og kringlet, at mange har følt sig fristet til helt at give op. Ja, mange har faktisk givet helt op. Det er imidlertid sørgeligt, for selv om Grotrian virkelig er kryptisk, er der meget – også betydning – at hente.

Grotrian indskriver sig i en symbolistisk og postmodernistisk tradition, der dog ikke overtages fuldstændigt uanfægtet. For selv om Grotrian til overmåde dyrker forestillingen om den gale digter, på lige fod med Baudelaire og Strunge, fremstår det religiøse element i digtningen som en meget stabil rygdækning i det ellers meget vaklende, ensomme og depressive menneskes eksistensvilkår.
Grotrians kristne religiøse overbevisning er kun blevet mere eksplicit i de seneste år, og i denne forbindelse er MELATONIN ingen undtagelse.

Titlen MELATONIN er navnet for et stof, der dannes i hjernen, og primært udskilles når det er mørkt. Stoffet sætter herefter kroppen i en søvnlignende tilstand. MELATONIN kan på den måde formodes, at være et udtryk for den tilstand, hvori digtene er undfanget. Eller simpelthen være eksempler på en sådan søvnlignende tilstand, hvor grænserne mellem drøm og virkelighed er svære at holde ude fra hinanden. Meget tyder i hvert fald på at dette er tilfældet. Eksempelvis digtsamlingens første digt der, som samtlige af bogens digte, er uden titel:

– I den halvtomme rutebåd holdes der bisættelse døgnet rundt./ Den kæmper sig igennem en salme, hvis jeg stiger på,(…)/ (…)Hver linje vandrer i en bøn mod havet.

Digtsamlingen igennem er både, færger og andre oversøiske transportmidler et fast element, lige som alverdens fugle er det. Og hvad disse to ting ellers har til fælles, har de i hvert fald det, at de bevæger sig mellem i et grænseområde mellem to ellers adskilte områder. Det være sig to forskellige landområder eller mellem jorden og himlen. Hvis man er en lidt dristig fortolker, kunne man mene, at den rutebåd, der omtales i foregående, netop er digtsamlingen selv, der i de respektive digte bevæger sig mellem forskellige land- og erfaringsområder. Desuden peger de hyppigt forekommende have, søer og floder på, at det netop er i et sådant grænseland, man må tænke digtene indenfor.

Et grænseland altså. Et grænseland hvor pippende ærkeengle, æg, Askepot, døden, rutsjebaner og kameler væver sig ind og ud af hinanden, på en mere eller mindre fattelig facon. Det religiøse element er som tidligere nævnt særdeles udpræget, og man bliver til tider en smule ængstelig for, at denne betydningsstruktur skal vise sig alt for dominerende. At alt i sidste ende skal fortolkes ud fra en guddommelig øvre instans. Men måske er dette alligevel ikke nødvendigt.

For egentligt er det ikke så meget Gud, som det er troen, og dennes attribut, bønnen, der er den gennemgående emnekreds. Bønnen er en fugl, siges det, og flyver således mellem mennesket på jorden, og en gådefuld guddommelig instans i himlen. Og måske er dette også netop en af nøglerne til Grotrians påståede uforståelighed. SKØNHEDEN ER EN GÅDE, hedder titlen på Neal Ashley Conrads bog om Søren Ulrik Thomsens forfatterskab, og det samme kan man vel udmærket hævde om det guddommelige, uanset om man så er hedning eller troende.

Hvis man holder sig dette for øje, giver det pludselig god mening, at Grotrians digte så ofte vakler mellem anskuelig betydning og forvrøvlede depressions-gøglerier afsendt fra den lukkede. Det guddommelige, det skønne, og den del af menneskets sind, der kører rundt i Grotrians rutebåd, besidder flere mystiske og uforklarlige elementer end det modsatte, og kræver derfor et tilsvarende udtryk.

Selv om det guddommelige således ligger som en uantastelig baggrund, antager den aldrig i digtene nogen fast eller entydig skikkelse, men indgår snarere i en forbindelse med det skønne, selv om det skønne naturligvis ikke optræder i nogen klassisk forstand. Det skønne, der heller ikke her kommer helt uden om en forbindelse til det sande, er en mere sortseende og postmodernistisk version, der absolut intet har at gøre med at være lykkelig:

– Depressionen er en hat med skridende perleplaneter, manien er som en sol.

Hvis man vil nyde Grotrians hjernesyre, må man således ikke blot være forberedt på den sorte sol, men også på en ekvilibristisk balancegang, hvor man uundgåeligt nogle gange må ende i en pippende grøft. Men man kan også ende på den anden side, hvor det skønne tager den mærkværdige betydning i hånden og leverer et helt unikt og fordybelsesværdigt udtryk.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *