Sekstur – Ian Rankin DØDEN HAR EN ÅRSAG

Den skotske kriminalkommissær får sin sag for med aktivistiske grupperinger på kryds og tværs samt kødkroge, dobbeltkæresteri og alt det løse.

Citat

‘Hvad har du gjort dig af overvejelser, John,’ sagde Bonde-Watson. ’Der var nogen, der nævnte ordet ’sekstur’. Ja, sir. Det er en afstraffelsesprocedure i Nordirland, normalt brugt af IRA.’ ’Jeg har hørt om knæskud.’ Rebus nikkede. ’For mindre forseelser bliver der placeret et skud i hver af albuerne eller anklerne. For mere alvorlige forbrydelser kommer der knæskud oveni. Og til sidst er der seksturen: Begge albuer, begge knæ, begge ankler.’ ’Du ved en masse om det.’ ’Jeg har været i hæren, sir. Og det interesserer mig endnu.’ ’Du var i Nordirland?’ Rebus nikkede langsomt. ’Under den første fase.

Siden Rankin udgav sin første Rebus-krimi i 1987, har han ikke ligget på den lade side. 17 Rebuser er det nemlig blevet til alt i alt, og med DØDEN HAR EN ÅRSAG er 15 af dem nu oversat til dansk, mens de to sidste er under forberedelse.

Dog er der bevidst rod i fordanskningsrækkefølgen, da nr. 15 faktisk er nr. 6, fordi forlaget sprang et par titler over, dvs. 5, 6 & 7. På den måde kunne de nemlig hoppe direkte frem til det store gennembrud, som Rankin fik med nr. 8, FORTIDS SYNDER. Og det spring passede Rankin fint, da 8’eren er den første bog i Rebus-serien, som forfatteren efter sigende selv fandt helt tilfredsstillende.

Nr. 6 ved jeg så ikke, hvad han siger til, ud over at han jo altså synes, den rangerer et sløjere sted end nr. 8. Sløj er den dog ikke, men derimod på mange måder god – og i hvert fald befriende at have øjnene i, når man kommer sødt vaklende fra John Harts hule plastikkrimi, DET SIDSTE BARN, samt Anna Grues hyggemord i KUNSTEN AT DØ. For Rankin er hverken hul eller mildt smilende, men nemlig rimelig levende og hård nok, når han skriver Rebus skarpt af sted med afmålte replikker og knasende sortsyn.

Denne gang får kommissæren lov at lægge ud med en mand, som hænger og dingler fra en kødkrog efter at have fået en ’sekstur’. Begrebet var ikke kun nyt for mig, men også for personerne i romanen, altså lige med undtagelse af Rebus. Han kender nemlig til det fra sin militærtid i Nordirland, hvor afstraffelsesmetoden primært blev brugt af IRA, som skød ofrene i knæene, albuerne og anklerne, deraf ordet ’sekstur’. På den måde peger sporene jo pænt, men også temmelig forgrenende, i retning af noget, som får Rebus til at trevle godt op i aktivistiske undergrundsgrupperinger med nordirske sympatier.

Men måske skulle han være gået lidt mere stille til værks, for snart bliver en af styrkens undercover-mænd dræbt, og herefter kommer turen til den pige, som kendte den først myrdede fyr, Billy. Og det hele bliver ikke spor nemmere af, at Billys far er den lokale gangster, Big Ger Cafferty, for nu har Rebus også hans håndlangere at se til – oven i både doktor-kæresten, sidespringende advokat-kissemisseri, en smukbenet, men egenrådig journalist samt mindst én uregerlig kollega.

Derfor er der også nok at holde styr på, og ikke kun for Rebus, for jeg blev godt nok bims af de mange mennesker og grupperinger og undergrupperinger og fandeme ikke mindst forbindelserne imellem det ene og det andet og det tredje. Så på den måde er det ikke en særlig stram konstruktion, heller ikke forbrydelses- og opklaringsmæssigt, da mylderet helt klart får spændingen og læsebegæret til at sive, og det burde jo så rimeliggøre en ’sekstur’. Dog får Rebus nr. 6 lov at slippe med et par kritiske kindheste, nemlig fordi man sørme bliver godt formildet af den cool Rebus-figur, som Rankin i den grad skriver levende med sin kontrollerede stil, der både er leveringsdygtig i snerrende sanseindtryk, kølige konstateringer og skarpe replikker.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Krimi,

Læs også

Om Bue P. Peitersen