Selv den omhyggeligste udviskning efterlader striber – Yiyun Li ET RUM STØRRE END ENSOMHEDEN

Yiyun Li skildrer et kærlighedsforhold mellem tre barndomsvenner, som aldrig helt er døet hen, bundet til hinanden, som de er, af en hemmelighed, der for altid har efterladt krusninger i deres hjerter.

Citat

Men ensomhed er en lige så skuffende tro på verdens relevans som kærligheden er; når man vælger at føle sig ensom, ligesom når man vælger at elske, skaber man et rum ved siden af en selv der skal udfyldes af andre – en ven, en elsker, en legetøjspuddel, en violinist i radioen.

Boyang, Moran og Ruyu: en mand og to kvinder husker tilbage på tiden for et halvt liv siden, hvor et tæt venskab mellem dem opstod omkring karréen i Beijing. Fortælleteknisk krydsklippes der mellem scener fra nutiden og fortiden for således at vise mindernes evne til at gribe forstyrrende ind i nuet og hjemsøge dem, der ellers anstrenger sig for at glemme historien. Sådan løftes også sløret, lidt efter lidt, for den uopklarede forbrydelse, som bliver ved med at kaste sin skygge ind over de gamle venners liv. Hvordan fordriver man mørket, når fortiden nægter at blive til erindring? Og når det tryk, som stammer fra dens tragedie, ikke dæmpes, men langsomt tærer på én, til man er tyndslidt?

Mellem fortiden som det liv, hovedpersonerne ikke er holdt op med at leve, og så nutiden som det endnu ikke-levede liv findes en dyb, dyb afgrund, opfyldt af et 21 år gammelt mysterium: Hvem forgiftede Shaoai, en anden pige fra karréens storfamilie? ET RUM STØRRE END ENSOMHEDEN kredser om dette ubesvarede spørgsmål på en spændingsopbyggende måde, der minder om krimigenrens; der gives løbende ledetråde, mens gerningsmanden først bliver afsløret til slut.

Samtidig underspilles dramaet. Det eksisterer kun som en farlig understrøm, en trekant af forviklinger, som Boyang, Moran og Ruyu ofte farer vild i trods tvangsmæssige udrensninger af fortiden – udrensninger, der blot bringer den i fornyet fokus. Dramaet forbliver så lavintensivt, at man godt kunne længes efter noget mere vulkansk; verden fortsætter jo bare med sine prosaiske affærer, lige så stilfærdigt, og den alvidende fortællers skiftevise granskninger af karakterernes bevidstheder og sindsstemninger flyder sammen for mig. Det er, som om de gøres simple, selv i deres kompleksitet, og så almindelige, at ikke engang deres indgroede sørgmodighed kommer til at udgøre andet end noget dagligdags og trivielt.

Romanens beskrivelser er nøgterne, men bliver for udførlige, undertiden direkte udpenslende og psykologiserende i bevidsthedsrepræsentationerne. Især hvad angår fremmedhed. Når det mærkelige på den måde bliver naturaliseret, mister det en del af sin egenart. De almengyldige refleksioner, som fortælleren jævnligt kommer med i gnomisk præsens, har lidt den samme funktion og reliefvirkning; som spredte stænk visdom vidner de om en ret gammeldags priviligeret indsigt, som jeg generelt har svært ved at synes om, endsige tro på. Et stænk findes i citatboksen, et andet her:

– At søge efter svar på sine spørgsmål er at kende verden. Disse spørgsmål – troskyldige i barndommen, private når man bliver ældre, og for dem der insisterer på voksenlivets vished, ignoreret når de bliver umulige at besvare – udgør det som ens væsen udspringer af. Men for Ruyu var et svar som udelukkede alle spørgsmål, allerede blevet givet.

Så er jeg mere optaget af det partikulære, mere overbevist af dét som kendsgerning: dét, som alene med sin afvigende karakter undergraver enhver slags generaliserende udsagn. Og af det dunkle og dets ofte eksperimentelle udtryksformer, ikke mindst; hvis bare gådefuldheden blev dyrket som et stilistisk greb og virkemiddel og ikke kun tematisk.

Bogens univers er befolket med invaliderede og døende, og selvom det samme ikke direkte gælder de tre menneskeskæbner, vi følger, er der noget mindst lige så forkrøblet ved dem, bare i en mere overført forstand. De lever halvhjertet eller som anæmiske, voksagtige eksistenser, på en åndsfraværende måde og på sikker afstand. Modgang i livet udholder de tappert, med en slags stoisk ro, ligesom ensomheden og dårligt vejr. Der mangler heroisk mod til at leve fuldt ud, og der er noget fejt over flugten fra fortiden og den resignerede accept af ensomheden som den eneste mulige måde at leve på – helt uden plads til det spinkleste håb. Troen på noget senere, en fremtid, eller på fremtiden som en mulighed for forandring har Boyang, Moran og Ruyu for længst opgivet.

Hovedpersonernes fundamentale mislykkethed står for mig som det mest gribende aspekt ved fortællingen; de er jo grundlæggende mennesker, der ikke kan finde ud af livet, og som befinder sig på grænsen mellem et selv og dets opløsning. Yiyun Li formår at skildre den desubjektivering, som en generel livs-mislykkethed indebærer, men det havde været endnu mere mesterligt at bruge det mislykkede som et formbærende motiv – en måde æstetisk at filtrere verden på. Omvendt kan ensomheden siges at gøre noget særligt ved romanen, for er det ikke den, der får rummet til at indsnævre sig og den store verden udenfor med det blodige oprør i 1989 på Den Himmelske Freds Plads til at fremstå underligt uvirkelig?

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Marie-Louise Korsager