Selvoptaget ensomhed på internettet – Tao Lin AT STJÆLE FRA AMERICAN APPAREL

Tao Lin skildrer forfatteren Sams tumlen på nettet, på Manhattan, til fest og i spjældet. Teksten er dog ikke nysgerrig nok til, at Lin opnår den oprigtighed, han synes at søge.

Citat

”Vågner du de fleste dage og så er litteratur det første du tænker på, og så falder du i søvn mens du tænker på litteratur.” ”Ja,” sagde Sam. ”Det er det eneste jeg tænker på. Hvis jeg har det nederen sammen med Sheilas mor, tænker jeg på at skrive det ind i min roman senere. Jeg tænker på det på samme tid som det foregår.” ”Når jeg taler med nogen tænker jeg ‘kan jeg bruge denne her dialog i en bog,’” sagde Luis. ”Hvis svaret er nej, forsøger jeg at tale med en anden.”

Sam er en ung forfatter, der prøver at få hverdagen til at hænge sammen. Han spiser på økologisk-vegansk restaurant, lytter til emo som defaultsoundtrack og dyrker tilfældige bekendtskaber. Ja, altså, han prøver at få hverdagen til at hænge sammen omringet af hverdage, han og onlinevennen Luis ikke forstår:

– ”Det her er fucked,” sagde Sam. ”Du ved, de folk der står op hver dag og gør ting,” sagde Luis. ”Jeg har tænkt mig at spise müsli selvom jeg ikke er sulten,” sagde Sam. ”Og er virkelig proaktive,” sagde Luis. ”Og som får udrettet ting og aldrig dropper deres jobs på en måde. De folk sutter.”

De er vant til at sove det meste af dagen væk, tænde deres Gmail-chats som det første. De bekræfter hinanden i, at det er en vane, der måske bør stoppe, men alligevel bifalder de hinandens, i egne øjne, fantastiske adfærdssærheder: ‘”Vi er så mærkelige,” sagde Luis. ”Vi mødtes online for et år siden. Og her er vi et år senere, mærkelige som bare fanden.”’ Onlinereplikker som disse dominerer teksten, og de er morsomme og fungerer godt. De er klart tekstens største styrke. Men Sam og hans omgangskreds blåstempler hinanden konstant, og den selvglæde bliver man lidt træt af.

At chatte på Gmail sidestilles af Lin med fysiske samtaler. Samtaler, hvor Sam og hans omgangskreds tit taler forbi hinanden – eller simpelthen overhører, dvs. skimmer skærmen frem for at nærlæse, hvad der bliver ytret. Luis skriver om smerter i brystkassen og angstlignende symptomer, mens Sam uden skrupler eller tilsyneladende empati, svarer med en opdatering om, hvor mange nye tilføjelser, han har på MySpace. Hver en egoistisk særhed bliver mødt af en ny:

– ”Jeg har det mærkeligt,” sagde Luis. ”Som om jeg var blevet misbrugt af min onkel eller noget. Er du på gulvet. Med dit tæppe rundt om dig.” ”Tæppet er oppe over mit hoved,” sagde Sam. ”Er vi fucked,” sagde Luis og gik af internettet.

Og så snakker de ikke mere om dét. Den manglende empati kommer også til udtryk rent sprogligt: teksten er nemlig stort set støvsuget for spørgsmålstegn – der er spørgsmål i teksten, men de bliver efterfulgt af andre grammatiske tegn og virker heller ikke synderligt svarværdige. Der mangler nysgerrighed, ingen tør udvise reelle tegn på usikkerhed eller særlig interesse for hinanden. Og den mangel bliver man også lidt træt af.

Sams opførsel, hans insomnia og chatbeskeder, virker dybt depressiv (eller som tegn på Aspergers og skizoid personlighedsforstyrrelse, som Luis diagnosticerer ham med), men det er en følsomhed, der virker konstrueret. Det, der reelt foregår i teksten er meget konkret: Sam siger ét, og Luis, eller hvem han nu taler med, siger andet – derefter køber Sam iskaffe og går mod biblioteket i en sindstilstand, vi som læsere kun kan gisne om. Dét, der kan være decideret galt, bliver kun beskrevet af Sam selv: ‘”Jeg blev følelsesladet tidligere over at tænke på fortiden”’ kan Sam finde på at sige til en bekendt, uden at ’tidligere’ er læseren bekendt, selv om vi har været sammen med ham hele tiden. At læseren nægtes adgang til Sams tanker og følelser får følsomheden til at virke uægte, som om den kun eksisterer, når han taler om dem. Hver gang man får snerten af noget empatisk, skifter fokusset. ‘”Jeg føler en masse sympati over for alle. Ude-af-kontrol sympati. En ude-af-kontrol mængde af sympati for alting”’, skriver Sheila til Sam på Gmail-chatten. Tilsyneladende uberørt går Sam durk mod American Apparel for at tiltuske sig en mere passende t-shirt til en digtoplæsning.

AT STJÆLE FRA AMERICAN APPAREL er en socialpsykologisk samfundsskildring, der viser, hvordan man kan have problemer med at se ud over egen næsetip, at finde sig til rette i hverdagen og holde et fokus, hvor egne behov måske må tilsidesættes. Hver gang Sam fortæller at nu vil han sætte sig på biblioteket, åbne Microsoft Word-filen og skrive videre på sine digte, så lader han sig distrahere. Hjemme i hans lejlighed er defaultbevægelsen over til Gmail-chatten en forholdsvis konsekvensløs distraktion, men tyverierne, når han er på vej til biblioteket, er farligere og mere omkostningsfulde. Men ikke engang dét virker til at sætte de store følelser i gang hos hovedpersonen – det virker snarere som en måde at møde spændende fængselskarakterer til den tekst, som han efter sigende er i gang med (jf. citatboksen).

En begejstret anmelder fra the Guardian har sammenlignet Lin med Bret Easton Ellis, Douglas Coupland og Samuel Beckett. Så vidt vil jeg ikke gå. Jeg vil snarere slå fast at Tao Lin er Tao Lin. For bogen er typisk Tao Lin: den er sjov, der er en god pingpong i replikkerne og Lin er skarp i sin skildring af tidens tilstande. Men at ophøje teksten til noget genialt, er den alligevel for banal til.


Du kan høre Ark Audio Book Club #8 om Tao Lin her.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Henriette Klejs Engelberg

Henriette er cand.mag i Engelsk og har en skotsk MSc i Moderne Litteratur. Hun med-driver boghandlen ark books i møllegade, sælger bøger for at fremme kendskabet til obskure udgivelser og læser nok mest for også at skrive selv.