Selvportræt i splintret spejl – Édouard Levé SELVPORTRÆT

Édouard Levé tegner et flimrende fint portræt af sig selv. Og af hvem som helst. 

Citat

Som teenager troede jeg at LIVET – EN BRUGSANVISNING ville lære mig at leve og SELVMORD – EN BRUGSANVISNING at dø. Jeg har boet tre år og tre måneder i udlandet. Jeg foretrækker at se til venstre. En af mine venner nyder at bedrage. Slutningen på en rejse giver mig samme triste følelse som slutningen på en roman. Jeg glemmer det jeg ikke kan lide. Måske har jeg, uden at vide det, talt med nogen der har drøbt nogen. Jeg kigger ind i blindgyder.

Jeg kendte ikke Édouard Levé (1965-2007), inden jeg læste SELVPORTRÆT. Men det gør jeg nu. Eller det føler jeg, at jeg gør. Bogen handler nemlig, som titlen antyder, om forfatteren selv. Den består af løse sætninger, der næsten alle sammen begynder med ’jeg’ og tilsammen tegner et flimrende og fint portræt af forfatteren.

Jeg slår op et tilfældigt sted:

– I telefonen gør stilhed mig pinligt berørt. Jeg vil have følgende indskrift på min grav: ’Vi ses’. Sidste gang jeg lærte noget udenad var under indspilningen af en film og før det af en video, men inden da havde jeg ikke lært noget udenad siden gymnasiet. Jeg skriver ikke ligeså godt ved et rundt bord, hvor mine albuer hænger i den tomme luft, som ved et firkantet bord, hvor jeg kan hvile dem. I to år malede jeg runde billeder som jeg aldrig udstillede, kort efter opgav jeg maleriet, siden da har det gjort mig trist at se på runde malerier. Jeg tager ikke familiefotos, selvom jeg elsker at kigge i de albums min mor lavede da jeg var barn.

Som man kan se, hænger sætningerne ikke sammen, sådan som de normalt gør i prosa. Men der er alligevel en slags associativ sammenhæng. Fra stilhed i telefonen til forfatterens grav. Fra runde borde til runde billeder. Og fra runde billeder til familiealbums.

For det meste opholder teksten sig ikke ret længe ved et emne, men springer hurtigt videre. Men nogle gange kommer der en række sætninger om det samme, som om en enkelt sætning ikke var nok til at udtømme emnet. Mange sætninger er helt korte og konstaterende, for eksempel ‘Jeg har lært mig selv at skrive på maskine,’ eller ‘Jeg går ikke med rullekraver, de irriterer huden på min hals.’ Andre steder kan der udfolde sig en hel historie imellem to punktummer:

– Mine smukkeste samtaler havde jeg som teenager hjemme hos en af mine venner hvor vi drak drinks som vi selv opfandt ved tilfældigt at blande hans mors sprut, vi snakkede indtil solopgang i stuen i det store hus hvor Mallarmé var kommet, i løbet af de nætter holdt jeg taler om politik, Gud, kærligheden og døden, jeg står stadig ved hvert eneste ord, selvom jeg fandt på en del af dem mens jeg rullede rundt på gulvet, flere år senere, da de var på vej af sted til tennis, sagde min ven til sin kone at han havde glemt noget inde i huset, han gik ned i kælderen og skød sig i hovedet med et jagtgevær som han omhyggeligt havde gjort klar.

Det er svært at sætte en finger på, hvad det er, der gør SELVPORTRÆT så god. Det er ikke, fordi det er et ekstraordinært liv, der beskrives, snarere tværtimod. Det kunne næsten være hvem som helst.

Men der er noget med præcisionen i sætningerne. Noget med rytmen eller musikken i sproget, der gør, at man hele tiden lige må have en sætning til med. Og selv om bogen er sat op som én massiv tekstklump uden afsnit, kapitelinddelinger eller lignende, hvor man kan hvile øjnene, føles SELVPORTRÆT overraskende letlæst.

Jeg kendte som sagt ikke Édouard Levé, inden jeg læste SELVPORTRÆT. Men det gør jeg nu. Og jeg har fået lyst til at læse mere. På norsk findes allerede bogen SELVMORD, som Levé indleverede manuskriptet til kort før sit eget selvmord (som SELVPORTRÆT uhyggeligt nok også foregriber flere steder) i 2007. Man kan håbe, at oversætter (og digter) Morten Chemnitz, hvis oversættelse af SELVPORTRÆT fungerer upåklageligt, også har tænkt sig at oversætte SELVMORD.

Det er i øvrigt også værd at tjekke Levés billedkunstneriske arbejde ud, blandt andet det her projekt.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Kortprosa,

Læs også

Om Martin Lykke Nielsen

Martin er 29 år, bachelor i litteraturhistorie og kandidat i journalistik.

Skriv til Martin