Sex, drugs og modeltog – Neil Young SELVBIOGRAFI

Rocklegenden Neil Youngs selvbiografi er en herlig rodebutik af anekdoter om biler, hunde, stoffer, modeltog, kærlighed og musik. Der er utallige skatte mellem rodet, og Young skriver med en umiddelbarhed, der ikke er til at stå for.

Citat

Jeg har skrevet en masse sange. Nogle af dem er elendige. Nogle af dem er strålende, og nogle er bare okay. Det er, hvad alle andre mennesker mener. For mig er de alle ligesom mine børn. De bliver født og vokser op og bliver sendt ud i verden og må klare sig selv. Verden er slet ikke noget nemt sted at være for en sang. Måske befinder den sig på et bånd i en skraldebøtte, eller på en cd, som en eller anden har smidt ud, eller måske er den ligefrem lagt i kassen med discounttilbud.

Siden Young i januar 2011 stoppede med at ryge pot, er det ikke lykkedes ham at skrive en eneste sang. Det betyder dog ikke, at den aldrende musiker spilder tiden. Tværtimod. Det summer af liv på Broken Arrow Ranch, hans pompøse hjem i Californien, der gennem de sidste mange år har dannet rammerne for hans kreative udfoldelser.

Ud over et hav af halvfærdige musik- og filmprojekter fordriver Young tiden med gamle biler og noget så lidet rock ’n’ roll som hunde og modeltog. Han nærer en dybfølt kærlighed til disse interesser, og et sted skriver han sågar, at han overvejer ’at begynde på en ny bog, der skal hedde BILER OG HUNDE.’ Faktisk er det lige før, at den titel kunne bruges til selvbiografien, for Young skriver side op og side ned om sin enorme samling af gamle biler, og ofte er netop bilerne den røde tråd, der binder fortiden sammen med nutiden. Når snakken falder på de store og afgørende øjeblikke i hans liv, indleder han som regel med at fortælle, hvilken bil, der bragte ham til den skæbnesvangre situation.

Vi har altså at gøre med en nørd med stort N, og interessen for modeltogets og bilernes finmekanik afspejler en grundlæggende besættelse af detaljer, der også er kendetegnende for hans lange musikalske karriere. Det samme gælder hans måde at skrive på, der er præget af en fantastisk rigdom af detaljer. Uanset hvor mange stoffer, han og bandet fik brændt af under en indspilning i de tidlige år, husker han fortsat, hvilken guitar og forstærker, han spillede på netop den dag. Bogen er rig på spændende, drømmende og nostalgiske fortællinger, hvor man rigtig føler, at man kommer op at sidde på rock-dad’s skød.

Kendetegnende for Youngs skrivestil er desuden, at han lader sig styre af sine indskydelser, og kronologi er der groft sagt ikke noget, der hedder. De enkelte anekdoter og fortællinger er kastet ind som en udsyret guitarsolo, og man må holde tungen lige i munden for at holde styr på det overvældende persongalleri af musikere, venner og hunde. Det kan måske virke rodet og uovervejet, men den frie stil er efter min mening med til at give fortællingerne sjæl. Når Young fortæller, hvad der falder ham ind, når det falder ham ind, fremstår det hele ærligt og umiddelbart, og netop fordi det hele ikke er lige gennemtænkt, virker Young aldrig det mindste selvsmagende.

De enkelte kapitler er adskilt af en række fotos, der sammen med virvarret af fortællinger tegner en kollage over et langt liv med op- og nedture. Man føler virkelig, at man kommer ind under cowboyhatten på Young, og uanset om han lader sig rive med i en tour de force i guitargrej, om han beretter dybtfølt om livet med to handicappede sønner, eller om at miste venner til stoffer, gør han det med en gudsbenådet gnist og fortællerglæde.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Biografi,

Læs også

Om Simon Lykke

Simon er bachelor i religionsvidenskab med tilvalg i arabisk og cand.comm.

Skriv til Simon