Skarp satire og skønne rytmer – Virginia Woolf: KEW GARDENS


Virginia Woolfs samlede kortprosa foreligger nu på dansk. Det er små tekster i stor samklang.

Citat

Det virkede som om alle grove og tunge legemer var sunket ned i varmen, ubevægelige, og lå klumpet sammen på jorden, men deres stemmer forlod dem blafrende som var de flammer der hang fra kerters tykke vokslegemer. Stemmer, ja, stemmer, ordløse stemmer der brød stilheden, pludseligt, med så stort et dyb af tilfredshed, så stor en begærets lidenskab eller, i børns stemmer, så stor en overraskelsens friskhed; der brød stilheden? Men der var ingen stilhed; hele tiden drejede motoromnibusserne deres hjul og skiftede gear; som en vældig rede af kinesiske æsker alle af støbestål der uafbrudt drejede inden i hinanden, mumlede byen; og over dette råbte stemmerne højt, og kronbladene på myriader af blomster blinkede deres farver op i luften.

(Fra titelnovellen KEW GARDENS)

Gode ideer er man sjældent alene om. Det er et under, at Virginia Woolfs mange noveller og kortprosatekster har været så længe undervejs på dansk, men i år er hele to danske forlag redet med på de sidste års bølge af interesse for den engelske forfatterinde. Selvom Vandkunstens udgivelse kommer et par måneder efter udvalget SAMMEN OG HVER FOR SIG fra Forlaget Rosenkilde, må man formode at det er Karsten Sand Iversens oversættelse, der får blivende status. For det første flyder sproget umiskendeligt Woolfsk med al den detaljesans og sproglige mærkværdighed, det indebærer. For det andet er bogen et udførligt arkiv, der samler alle hendes kortprosatekster, ikke blot et udvalg.

De korte tekster er en væsentlig del af Virginia Woolfs forfatterskab, selvom de for mange nok står i skyggen af romaner som MRS. DALLOWAY og TIL FYRET. Det er en skam, for hverken hendes sanselige, komplekse billedsprog eller de skarpe karaktertegninger fornægter sig i kortprosaen.

Woolf går til societymiljøet og kvindelivet med både humor, vid og bid. Hun har greb om den litterære karikatur, og det går hårdt ud over både mænd og kvinder, der står stift og ubevægeligt fanget i selskabslivets roller. I ET FORBUND kommer en gruppe kvinder for skade at læse sig gennem litteraturhistorien og opdager, at mændene har brugt århundreder på at skrive en masse juks, mens kvinderne i god tro har opfostret nye generationer. De sætter sig for at undersøge mandedomæner lige fra militæret til universitetet. Konklusionen? Som følger:

—(…) lad os for guds skyld opfinde en metode der sætter mænd i stand til at føde børn! Det er vores eneste chance. For medmindre vi forsyner dem med en eller anden uskyldig beskæftigelse, får vi hverken gode mennesker eller gode bøger; vi forgår under frugterne af deres uhæmmede aktivitet; og ikke et menneske vil overleve og vide at der engang var en Shakespeare!

Teksterne er kronologisk ordnet og giver et rids over forfatterskabets udvikling. Fra en samling tidlige portrætter af kvindeskæbner bevæger bogen sig over de mest kendte noveller som MÆRKET PÅ VÆGGEN, ET SPØGELSESHUS og EN USKREVET ROMAN, og mod slut dukker stadig flere vignetagtige tekster frem på kun et par sider. Ikke mindst blandt de sidste er der nye perler at finde både for Woolfnørder og –novicer. Min personlige favorit er I FRUGTHAVEN, hvor en helt enkel scene udsættes for en næsten lyrisk nedbrydning og genskrivning, der sår tvivl om, hvor stabil virkeligheden egentlig er.

Det hele afhænger af øjnene der ser, og Woolfs øjne er mere bevægelige end de flestes. Blikket flyder ubesværet indefra ud og tilbage igen, som i titelnovellen, der snart følger en snegls langsomme vandring over et blad, snart betragter det hele fra oven. Og i STRYGEKVARTETTEN lykkes det hende at beskrive en hel koncert gennem billeder. Hvem kan ikke høre musikken her?

—Sving, spring, spir, brist! Pæretræet på bjergets top. Springvand sprøjter; dråber daler. Men Rhônens vande strømmer rask og dybt, jager under brobuerne og fejer de smølende vandblade med sig, skyller skygger hen over de sølvgrå fisk, de spættede fisk jages ned af de raske vande, nu fejet ind i en strømhvirvel hvor – det er vanskeligt det her – konglomeration af fisk alle i en lune, springende plaskende, skrabende skarpe finner; og et kog af strøm så de gule rulle sten skurer rundt og rundt, rundt og rundt (…)

Karsten Sand Iversen skal have stor ros for sin – med et lidt slidt udtryk – lydhøre oversættelse. Her er det nemlig helt bogstaveligt: man må både kunne lytte og se for at fange tonen i Woolfs tekster, der kun i sjældne tilfælde bæres igennem på handling. Har man øjne og ører med sig, kan man til gengæld dvæle længe ved åbninger som denne: ‘Lad og ligeglad glider hejren hen over kirken under himlen, ryster nemt rummet af vingerne og kender vejen’. Og man kan kun ønske, at det hele en dag må ende i samme dødsdriftige vellyst, som den man finder i DAMEN I SPEJLET: ‘skønt hun uvægerligt måtte falde, var det for at ligge på jorden og rådne dejligt ned i violers rødder.’

Skrevet af Elisabeth Skou Pedersen

Elisabeth er cand.mag. i litteraturhistorie og skriver ph.d. om litteratur og geografi ved Aarhus Universitet. Hun er redaktør og anmelder ved Litteraturmagasinet Standart og skriver om byudvikling, bykunst og byrum for Magasinet KBH.
En irrationel kærlighed til de Britiske Øer har affødt en svaghed for anglofil digtning fuld af regnvejr og rolling hills, men hun er også glad for lakonisk-ironiske kortprosaister som Pia Juul og Lydia Davis.

Skriv til Elisabeth

1 kommentar

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *