Skilsmissens ofre er bør…, nej skriften – Pablo Llambías UD OVER HAVET
Genreløs og talehandicappet udfolder Pablo Llambías’ nye bog UD OVER HAVET ikke en kærlighedshistorie men et venligt og derfor ekstra uhyggeligt mareridt.
Citat
Vi klapper børnene på hovedet.
Nogle af børnene klapper vi på
hovedet. Nogle af børnene klapper
vi ikke på hovedet. Det er ikke
noget vi siger til hinanden. Vi har
tape for munden. Vi kigger væk
fra havet. Vi kan ikke sige farvel til
havet. Havet er det eneste, vi ikke
kan sige farvel til.
’Det går fantastisk’, lyder det på første side af Pablo Llambías nye bog UD OVER HAVET og det, det går fantastisk med, er Llambías’ totemdyr, den selvfølgelige mærkværdighed, som friseres med stor sirlighed. Det går også fantastisk med ingenting. De afstumpede, opremsende, gentagende, og direkte selvmodsigende sætninger i UD OVER HAVET, der befinder sig i et læskende limbo mellem lyrik og prosa, er udelukkende trykt i smalle og gennemsnitligt ti linjer høje sekvenser på bogens højresider, hvilket efterlader halvdelen af bogens 192 sider helt tomme.
Endeligt går det også fantastisk for bogens fortællende jeg (+ et hun og de tre børn parret har ’tilsammen’), selvom det hurtigt viser sig, at det alligevel ikke går så fantastisk. Den drømmende og glimtvise lykkeverden, der skimtes i de korte og monotone sætninger, emmer nemlig af kollaps, opgivelse og uafværgeligt brud. Tomheden i sætningernes indskrumpethed sammenholdt med tomheden i sætningernes repetitive iagttagelse af overflade (og KUN overflade) giver mareridtet en jovial tone, hvori katastrofen vælter frem i brede sprækker og dybe revner.
Efter sidste års selvfølgeligt mærkværdige genindtastning af Suzanne Brøggers essaysamling KÆRLIGHEDENS VEJE OG VILDVEJE, har Llambías sænket paraderne. Det springende punkt er den direkte bevægelse, hvormed Llambías konfronterer skriften, læseren og sig selv (velsagtens?) med de helt tunge eksistentialer. Vi snakker angsten for tab og det at forliges med et ufrivilligt farvel.
Billeder og en højspændt rumaftegning flokkes omkring havet som topos: Før var ’vi’ svævende i horisonten oppe over havet, mens ’vi’ nu går nede på stranden og skimter ud over havet (når ’vi’ ikke kaster vores ejendele derud eller vinker et trøstesløst farvel med retning derud). Børnene svømmer i havet, parret snorkeldykker og ’ser hinanden gennem maskens glas’, og parret står på skøjter på det frosne vand. Hele tiden er den glidende metaforisering og afmetaforisering af vand på grænsen til at blive vammel følelsesporno, som nu her, hvor havskildpaddens sårbare yngel paralleliseres med skilsmissens ofre, børnene:
– …Vi løfter
skildpaddeungerne op og stikker kanylen ind i bagdelen på dem.
Vi sprøjter egenskaber ind: vrede,
nid, uforsonelighed, ærgerrighed,
grådighed, grænseløshed,
had, sorg, mistro, mistillid,
rethaveriskhed. Vi ser de små dyr
kravle ned mod vandkanten med et
lille prik i røven. Der er ikke særlig
stor sandsynlighed for, at de vil
overleve.
Inderligt. Snøft, det er så rigtigt med de søde skildpaddeunger. Men egentlig er det fint nok, fordi det så heller ikke ER værre. For skildpaddeungerne er udstyret med RØV og senere pustes der også ’en kæmpestor blå ballon op med angst’ og magtesløsheden beskrives et sted som næser i sovs: ’Vi dypper dem i bearnaise og snuser ind’. Så kender man rådhusforskeren i koboltblå undersøgelsesdragt igen – på én gang rationelt sandhedssøgende og i følelsesomslået affekt. Sandsynligheden for overlevelse er stor.
