Skøn sværmen – Ninette Larsen HYBRID

HYBRID er et æggende billedmorads, forgabt i forgangne tider og grebet af dødens skønne kropsopløsning. Ninette Larsen skriver lidt vel smykkede men smukke tekster

Citat

Det faderlige ophavs øjne er muskuløse øjne, hans øjne er store erfarne muskler, de er veltrænede og mørke. Døtrenes øjne er seks voksperler, døtrenes øjne er klæbrige, de er uden substans, de er fedtede i kraniet, de er fedtet ind i egen strukturløshed. Det er killingeøjne, det er underudvikling, det er fratagelse af syn.

Det er efterhånden en rum tid siden, at Ninette Larsens debuterede med bogen HYBRID. Den har haft sin plads på mit skrivebord, og hver gang blikket er faldet på omslaget – der prydes af et underbelyst foto – har jeg troet, at jeg betragtede et røntgenfotografi af en spændende knoglerække. Først senere er det gået op for mig, at det dulgte billede viser seks lige kæder af hvide hjertemuslinger. Forsidebilledet opelsker associationen, lader det dunkle kalk tage flere former: knogle eller musling. Mange af teksterne i HYBRID udfolder sig efter samme logik som det mørke forsidebillede. Larsen lader det ene billede tage over for det andet i lange kæder af associationsrige sammenligninger. Det er billedleddet, der vægtes, som i dette stykke, der beskriver en lyd gennem en linje af billeder:

– (…) og så var der denne lyd. Som våd tang, der slæbes over et flisegulv. En lang hvid arm over stoleryggen pludseligt, drivvåd halvt opløst. Så langefingret, så velformet, armen slebet gennem årtusinder, formet af bølgerne. Hvor elektrisk ladet den slags er, hvor obskurt at forestille sig en klump rav, et øje, et knoglebrud.

Billederne finder fælles domæne i det drivende og gennemblødte, således at det slæbende våde tang kan blive til den drivvåde arm, som desuden er slebet af bølgerne og dermed kan blive til en ravklump, gylden harpiks slebet af havet. Stykker som disse viser, at Ninette Larsen er en stor stilist, der formår at forme sproget sjældent skønt. Trods det kan jeg tage mig selv i at spørge, hvad der blev af ’denne lyd’, selve anledningen til den arabeskbølgende billedkæde, om den simpelthen druknede i den?

Ninette Larsen skriver smukt som med blæk blandet af mættet fløde og blodet fra unge pigers blå vener. Det er som om skriften taler fra en afblomstret og forgangen tid. Et eksempel er linjerne her, der måske er et udsnit fra en krigssituation, men i så fald snarere fra en historisk krig end fra en nutidig: ’To mandeløjne, to geværløb. Hvidtjørnen flækker, en mager forgrening, et magert hjerteslag kramper taktfast, brystet blusser blåt.’ Den effektfulde allitteration til sidst kunne snildt stå i et godt gammelt ekspressionistisk digt.

Visse steder får jeg fornemmelsen af, at der findes mere nutidige situationer neden under billederne, som om jeg ville kunne lette på stilen, som man letter på sløret om en himmelseng, og således finde ind til tekster, der beskriver en nuværende eksistens. Men det lykkes ikke. De ornamenterede billeder består, mange af dem er gode, og de binder til sætningerne som seje nervetråde.

HYBRID skriver sig ind i et stemningsunivers mellem fin de siècle og ekspressionisme, og kunne finde søskende blandt digtsamlinger som Gottfried Benns vitalistisk desillusionerede MORGUE (1912) og Rud. Broby-Johansens berygtede BLOD (1922), et slægtskab der især grunder sig i HYBRID-teksternes dødssværmeri. Det er den sanselige krop og den opløsning, der følger med døden, som interesserer, når Larsen for eksempel skriver til et døende du: ’Du har de huller bag pupillerne, sorte kloakløb. Jeg er så rundrygget, når jeg læner mig ind over dig, den lyd, når en sten rammer brakvand, din brist.’ bliver sammenligningerne til kloakvand og brakvand et løfte om kroppens snarlige overgang til mudder og opløsning.

HYBRID indeholder desuden en ret iøjnefaldende tekst, som jeg har citeret fra i citatboksen, om en gruppe blege pigebørn, ’døtrene’. Det er en ubehagelig og bevidst klæbrig, men spændende tekst, der betragter døtrenes sære formløse kroppe og på gurlesk vis i særdeleshed dyrker pigeuniversets dekadence, men som også rummer en heftig kritik af fallokrati og patriarkat.

Ninette Larsens HYBRID er en slank bog, der alligevel spænder ganske vidt. Den er ornamenteret, sine steder noget sværmerisk, men dens stilistiske kvaliteter og associative billeddannelser er beundringsværdige.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også

Om Benedicte Gui de Thurah Huang

Benedicte har en bachelor i litteraturvidenskab, hun har studeret på Skrivekunstakademiet i Bergen, og de næste to år er hun elev på Forfatterskolen i København. Hun har netop opdaget den franske forfatter Claude Simon og er blevet optaget af le nouveau roman.

Skriv til Benedicte