Skønhedens metamorfoser og lidelsens katarsis – Leif Hasle OPSTANDELSE

Forfatteren Hardy Bach læser og reflekterer over Leif Hasles OPSTANDELSE – som viser sig at have ikke så lidt at sige til Thomas Manns DØDEN I VENEDIG.

Villy Sørensen skrev engang om Shakespeares skuespil ET VINTEREVENTYR, at det udmærket kunne have haft undertitlen ‘Tidens Triumf’, fordi tiden her optræder ’som medium for menneskets selvudfoldelse, det evige forløb fra uskyldighed gennem fald til genopstandelse’. Det samme kan med fuld ret siges om den lille perle af en bog, Leif Hasles OPSTANDELSE, som udkom i april på forlaget Multivers. Tiden spiller nemlig en diskret men altafgørende rolle i Hasles bog.

OPSTANDELSE foregår i 1980/81, da der konstateredes de første tilfælde af AIDS i Danmark. Den midaldrende gymnasielærer Bjarne Kofod føler sig til sin egen overraskelse tiltrukket af den kønne gymnasiast Jakob, men forbliver tilskuer til hans skæbne som AIDS-smittet, der for Kofod opleves som en klassisk tragedie med stigning, omslag og fald. Men denne oplevelse bevirker en indre renselse, en katarsis, for læreren. Også for eleven betyder det afklaring, og måske for dem begge en art opstandelse.

OPSTANDELSE kan læses som en parallel- eller modfortælling til Thomas Manns berømte fortælling om DØDEN I VENEDIG. En parodi eller snarere en kærlig hilsen til Mann, hvis kølige ironiske distance tenderer mod at reducere personerne til abstrakte marmorfigurer, mens det for Hasle lykkes at forene ædel distance med varme og humor og en medfølelse, som forvandler personerne til levende mennesker af kød og blod. Hvor Manns budskab er dødens realitet, er Hasles livets gave til trods for eller måske ligefrem i kraft af dødens realitet.

Kære Thomas Mann
Jeg tror Hasles budskab til Mann kunne lyde omtrent som følger:

– Kære Mann, du er, ligesom din hovedperson Aschenbach, alt alt for selvhøjtidelig; ’kun den hvis liv er symbolsk er digter’, hævder du; men livet er på én gang symbolsk og kaotisk. Det vidste Balzac, når han insisterede: ’Lad os tale om noget virkeligt, lad os tale om mine personer’, og Oscar Wilde vidste det også, når han provokerede: ’Livet imiterer kunsten langt mere end kunsten imiterer livet’. Mine personer er ganske almindelige mennesker, der går omkring her i København, men se ham der: det er Teiresias, og ham der: det er Ganymedes eller også er det Kristus og den hund der: det er Dødsrigets grufulde Kerberos, og ham der: det er Hermes Psykagogos og der har vi Simon Peter. Ganske vist er din ironi over for Aschenbach morderisk høflig. Og hatten af for det og for din formfuldendte stil; men kom nu lige ned på jorden til de levende ganske almindelige mennesker, f.eks. til mine personer her i København; selvom de er virkelige, er de er måske nok imitationer af levende personer (’man ser dem for sig’, som Brandes ville sige) men i næste øjeblik afslører jeg dem som omvandrende symboler eller imitationer af mytologiske figurer. For det kaotiske liv er jo, når vi kikker ordentlig efter, virkelig symbolsk og må efterligne kunsten. Aschenbach og Tadzio er jo ikke rigtig levende; de er alt for højtravende tænkt, selv om du er meget diskret med dine antikke referencer; men bevares, både Aschenbach og Tadzio er da stort tænkte symboler.

Skønt tung af symboler og litterære allusioner er OPSTANDELSE ’letlæst’. Man behøver ikke være hverken bibelstærk eller velbevandret i græsk mytologi eller klassisk kunst for at nyde denne bog: Jacob har en hund, en spaniel, han kalder Kerb efter det græske dødsriges uhyggelige monster med tre hoveder. Denne hund forsøger forgæves at se glubsk ud. Vi behøver ikke hundekendskab for at forstå hvorfor; men det forhøjer nydelsen, når man kender en spaniels melankolske øjne og bedrøvede ører.

Tadzio versus lektor Kofod
Manns hovedperson, den på overfladen strengt moralske komponist, Gustav von Aschenbach, har givet anledning til mangfoldige analyser. Poul Vad brød sig mildt sagt ikke om ham: ’en selvhøjtidelig, kedelig, kultiveret og kønsløs kold fisk’. Frem for alt kedelig, og på en rigtig kedelig måde. Hasles parallelperson, den venlige og milde lektor Kofod, er måske også kedelig, men på en rigtig kærlig måde. En måde, Aschenbach aldrig lærte at forstå; men som Mann måske langt om længe opnåede med sin allersidste fortælling om DEN BEDRAGNE.

Op mod Manns gådefulde skikkelse, den billedskønne Tadzio, der som en sjælefører leder Aschenbach i døden, tegner Hasle billedet af en ung fyrs udvikling fra omsværmet teenageridol til dødsviet ung mand, som afklaret men med vemod og sorg ser døden i øjnene og opfyldes af kærlighed til sine ’ulykkes-brødre’ – en forvandling fra et skønt legeme til en skøn sjæl, kunne man måske sige.

Tadzio i Luchino Viscontis filmaterisering af DØDEN I VENEDIG fra 1971.

Hvor Aschenbachs forelskelse i den smukke 14-årige Tadzio viser sig at være en formæling med døden er Kofods betagelse af Jakob og hans skæbne en opvågnen til nyt liv og nye tvivl. Det er Hasles bedrift at skildre ’en ganske almindelig mand’ uden at blive hverken kedelig eller sentimental. Med varme og humor vises at den ’lille og banale tilværelse’ rummer drama, store følelser og skæbne til overflod. Menneskets storhed og skrøbelighed skildres uden brug af krig og vold og mord eller andre ’knaldeffekter’.

Benjamins og Prousts allegoriske tænkning
Jeg skrev ovenfor at bogen er tung af symboler; men symbolerne er snarere allegoriske figurer og her er Hasle nok inspireret af Walter Benjamins og Marcel Prousts allegoriske tænkning over tidens, erindringens og historiens gådefulde karakter. I sin efterskrift til Walter Benjamins BARNDOM I BERLIN skriver Henning Goldbæk om Prousts allegoriske romanform som ‘en flerhed af tidsplaner’, hvor Proust forsøger ‘at tolke en indre sammenhæng mellem dem’. Som Proust-elev fortæller Benjamin om ’den hjemstavnskyndige’ som ifølge Goldbæk er:

– En iagttager, der ser ned igennem nutidens labyrinter og ned til det fælles grundlag for fortid og nutid […] han ødelægger nutidens tomme glatte overflade, trænger frem til ufærdigheden, som igen forvandler nutiden ved at give den en messiansk dimension.

Disse linjer om Proust og Benjamin kunne ord til andet siges om Leif Hasles OPSTANDELSE, uden at Hasle på nogen måde plagierer hverken Proust eller Benjamin. Hans ’sound’ er helt hans egen. Men i sin visionære billedskabelse er han beslægtet med forgængerne:

– I Rom havde han mærket, at tiden er som en evigt voksende metropol, der omslutter os, med templer og kirker, gamle og nye bygninger, bygninger under himmelstræbende opførelse, broer under dristig konstruktion, med vidstrakte pladser beskygget af mægtige popler, og snævre gyder, med trapper i tårne og stadigt nye labyrinter af gange med rækker af døre og nedenunder katakomber, tunneler og rørsystemer i vidtstrakte lag, som graver sig stadigt længere nedad, uden begyndelse og ende, alt i et drægtigt vokseværk, der altid vil producere og forplante sig.

Hyggetime i oldævl

Trinitatis Kirke Copenhagen.jpg

Trinitatis Kirke. Billede fra Wikipedia.

Et andet sted bevæger lektor Kofods tankestrøm sig i en langt udspundet sætning fra et duepar i lindetræet i Regensens gård over tårnuret på Trinitatiskirkens tagrytter til fjerne klokkelyde, der kalder erindringer fra besættelsestidens sporvognsklemt frem og videre til dyrekredsens stjernehimmel,

– Der fremkalder erkendelsen af, at vi befinder os på en klode, der vender sig om sig selv, kredser om solen, som er på vej bort på flyvende flugt mod rummets mørkedyb, hvor vi prøver at danne os en mening ved at skabe stjernebilleder, der ikke har nogen eksistens, mens vinden tager i det nøgne træ med de to duer, der gemme sig i mørket, så udsatte som de unge syge øverst i hospitalets himmelhøje hus.

Den fuldstændig ugenerte og åbenlyse brug af allegoriske figurer og mytologiske og bibelske allusioner er en slags post-modernisme, hvor teksten peger på sin egen litteraritet samtidig med at den er helt traditionelt realistisk, ja nærmest former sig som en hyggelig time i old-ævl, men på en dødsensalvorlig baggrund. Med underfundig humor lader Hasle sin gymnasielærer give eleverne et lille kursus i Aristoteles’ POETIK, som samtidig bliver en præcis skildring af hele gangen i OPSTANDELSE:

– Livet kan vise sig som en regelret, klassisk tragedie i fem akter […] affattet i et forskønnet sprog, der ved at vække medlidenhed og frygt fuldbyrder renselsen af disse følelser. I tragedien indtræffer et skæbneomslag, og i forbindelse hermed sker en genkendelse, en forandring fra uvidenhed til smertelig erkendelse; inden da indtræffer ofte hos hovedpersonen en grotesk selvovervurdering, der gør erkendelsen af den grusomme virkelighed des mere knusende. Tragedien er en gengivelse af noget afsluttet, af ulykke, en form for højere orden i ironiens tegn. Trods denne orden er det sandsynligt, at der også må ske noget usandsynligt, kunne han lade eleverne vide som sin egen opfattelse.

Lidelse og lutring
Hos Mann forbindes kunsten, skønheden og hedonismen som oftest med noget dæmonisk og asocialt og kriminelt, og derfor også med død og undergang. Poul Vad betvivler denne sammenhæng: ‘hengivelsen til den dæmon der hjemsøger Aschenbach i drømme og indvier ham i obskøne og blodige riter, er ikke i sig selv dødelig.’ Ifølge Poul Vad tager Mann sin tilflugt til en mystifikation, når han kobler Aschenbachs indre sumpland med den dødelige pest, der hærger Venedig og som stammer fra Ganges-deltaets sumpe.

Anderledes hos Hasle, hvor vi også ledes ind i sumpede utilgængelige områder af menneskelivet, symboliseret ved en religiøs procession gennem Roms labyrinter, som forvandles til en dæmonisk lidelsesvandring ind i de snævreste gyder:

– Processionen med sit slæng af nysgerrige skred langsomt fremad hen over fladtrådte øldåser, tømte pizzabakker, læste aviser, rester af kulørte blade og hvad der ellers flød af andet forbrugt, efterfulgt af sin gruppe unge fyre med bønligt foldede hænder og nu også af nysgerrige, der holdt deres fotoapparater i vejret i håb om at kunne knipse dukken, der liggende korsfæstet oppe på den hvide seng måtte gennemgå sine pinsler for alles øjne som en skuespiller på en scene med en stump forrevet stof om sig som et skriftbånd eller et halstørklæde med blikket vendt opad i stum fortvivlelse, mens hele processionens stemmekraft nu blev sat ind på at overdøve byens komposition af mislyde.

Hos Hasle kobles skønhedsoplevelsen med lidelsens uundgåelighed og nødvendighed. Lidelse og lutring. Jacobs skønhed forvandles eller fuldendes til en åndelig skønhed eller forløsning: hans opstandelse som en lemlæstet og torteret kristusfigur. Tidens uafvendelige gang er lidelsens årsag, men samtidig er tidens gådefuldhed betingelsen for dens messianske dimension: timelighedens og evighedens samhørighed.

Hundehaderen Hr. Petersen
I bogen skitseres og strejfes såvel Jacobs som diverse klassiske statuers marmorskønhed. Men vinderprisen i denne skønhedskonkurrence går dog til skildringen af den evigunge dødsforskrækkede bøsse og hundehader hr. Petersen, blandt venner kaldet Gækken, som forvandles til en heros, en virkelig helt, en klippe af troskab, som til sidst forsoner sig med døden og lover sin unge, tilbedte og dødsdømte ven at tage sig af Kerb. Men læs nu følgende skildring af virkelig skønhed, mens du sender en hilsen til Rabelais og Bakhtin i Elysium, hvor de to karnevalistiske grotesk-tænkere hvilende på honningdug og nippende til druer, klør sig på maven mens de frydefuldt læser med i Hasles bog; det er Gækken, der træder ind på scenen:

– Så lød der støj henne ved døren, en stor overfrakke med bredskygget hat viste sig, en kraftig rømmen fra en rynket strube og sprukken mund i et rødblisset oldingeansigt med store ører fyldte rummet, en gammel figurfrakke, en tidens nar stod og kiggede sig omkring med et mærkeligt stirrende blik […] Så skred denne oldeprins frem med nogle lange storkeagtige trin og lagde sin store hat på disken […] han strøg næsten kærtegnende hen over hatten, greb om den med sin leverplettede hånd, så han kunne pille ved det sorte bånd med sine gule negle, mens han indgående betragtede de to unge fyre under et par halvt sænkede, ligesom let betændte øjenlåg, som var det forfaldet selv, der betragtede ungdommen som en skællet varan sit bytte. Uden tvivl brugte han pudder på kinder og rødt på læber. Pludselig veg han skræmt tilbage, han havde fået øje på Kerb på gulvet.

Vi møder Gækken hr. Petersen igen i bogens slutning; han besøger Jacob på Rigshospitalets AIDS-afsnit. Han sidder i venteværelset og forsøger at slå tiden ihjel med at lægge en kabale, som ikke vil gå op. Han leder efter et mønster; men kan ikke finde det. ‘Du leder efter noget du nødig vil finde’, siger spåmanden, den gnavne pensionerede lektor Wind, til sin yngre kollega Kofod. Det samme kunne han, om de havde mødtes, have sagt til den dødsfortrængende hr. Petersen. Hvad han, Gækken, Narren, Pjerrot, Oldeprinsen, leder efter i sin kabale ligger lige foran ham i skikkelse af den dødsmærkede Jacob.

På bogens allersidste side kommer Kofod atter på sygebesøg; men Jacob er allerede død:

– Stuen havde været gennem en renselse og var ryddet; en anden seng, hygiejnisk og hvid, stod parat […] I et hjørne sås en sæk af klar plastic med renovation, som rengøringspersonalet måtte have glemt i skyndingen; nede mellem alt det andet affald skimtedes nogle stilehefter og et sammenrullet halstørklæde.

Er vi end vidne til en art opstandelse, og har vi end gennem læsningen af bogen fundet et mønster, en mening eller følt en art katarsis, mindes vi med denne plasticsæk atter om tilværelsens ufattelige kaos. ’Der bliver fortvivlende lidt af saa meget: kun Aandemusik’. Men den åndemusik, vi hører i OPSTANDELSE, er sandelig værd at lytte til.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Litteratur,

Læs også

Om Hardy Bach

Hardy Bach (f. 1947) er journalist og forfatter. Senest har han udgivet essaysamlingen SYV ROMANTISKE FORTÆLLINGER på forlaget Multivers om kærlighed og poesi hos forfatterne E.T.A. Hoffmann, Steen Steensen Blicher, Georg Brandes, August Strindberg, Arthur Schnitzler, Karin Michaëlis og Inger Christensen.