Et skrøbeligt forfatterportræt – Virginia Woolf ET RIDS AF FORTIDEN

ET RIDS AF FORTIDEN er et ærligt selvportræt af Virginia Woolf skrevet i årene op til hendes selvmord. Et portræt, der uundgåeligt læses i skyggen af hendes sørgelige skæbne. Teksten er ufuldendt som en skitse, men det underkender ikke, at de temaer Woolf skriver om, er evigt aktuelle. Og at hendes ord virker som en gave.

Citat

Til tider kan jeg mere fuldkomment end i formiddag vende tilbage til St Ives. Jeg kan nå ind i en tilstand hvor jeg tilsyneladende ser ting ske som om jeg var til stede. Det betyder formentlig at min hukommelse leverer det jeg havde glemt, så det virker som om det skete uafhængigt, skønt jeg i virkeligheden får det til at ske. I bestemte gunstige stemninger kommer erindringer – det glemte – op til overfladen. Forholder det sig faktisk sådan, er det så ikke muligt – tænker jeg tit – at ting vi har følt med stor intensitet, har en eksistens uafhængig af vores sind; i virkeligheden stadig eksisterer?

A SKETCH OF THE PAST er en af flere erindringstekster i samlingen MOMENTS OF BEING, som udkom posthumt i 1976. Teksten udgives nu separat på dansk af forlaget Virkelig, som del af deres Bestiarium-serie – en serie for oversatte, oversete perler. Teksten er oversat elegant og respektfuldt af Karsten Sand Iversen, som foruden at være ULYSSES’ nye danske oversætter også har oversat flere Woolf-tekster. Woolf skrev mange erindringer, men ingen sammenhængende eller fuldendte. Denne tekst er, for eksempel, en sammensætning af to uredigerede tekster. Selve udgivelsen har en skrøbelighed over sig, der står som perfekt parallel til forfatterens egen eksistens. De tynde sider og den elegante skrifttype virker både vejledende og advarende: Gå langsomt og stilfærdigt til værks.

Tekstens nutid, slutningen af 1930’erne, er platformen. Et par og tyve sider inde forsøger Woolf sig forsigtigt med en regulær datoangivelse, den 2. maj 1939, og forklarer samtidig sine overvejelser omkring forsøget. Herefter bliver datoer som per automatik tekstens ramme. De bliver pejlemærker, der sørger for, at læseren ikke falder hen og taber kaffen – eller i hvert fald kun vil tabe den af bar begejstring. Denne detalje fungerer virkelig godt – og er repræsentativ for hendes stil generelt.

Stilen er woolfsk, det ser man med det samme. Hun er selvreflekteret og en smule indforstået, især hvad angår de mange personer, hun nævner i flæng. Men hvad den engelske læser kan savne af biografiske forklaringer, gør Iversen op for i oversættelsen, hvor han giver den videbegærlige læser ekstra informationer i fodnoteform. Hvor Woolf derimod ikke er indforstået, er i hendes personlige tankestrøm. Allerede den første erindring hun præsenterer os for er fuldendt selvreflekterende og oprigtig: ‘Måske var vi på vej til St Ives;’ skriver Woolf og fortsætter: ‘efter lyset at dømme har det været aften, så det er mere sandsynligt at vi var på vej hjem til London. Men kunstnerisk er det bekvemmere at antage at vi var på vej til St Ives, for det fører til min anden erindring, som også lader til at være min første, og det er faktisk den vigtigste af alle mine erindringer.’ Og hvad den er, vil jeg ikke afsløre her. Det er, som tager hun tilløb til det, hun skal skrive, før hun skriver det. Hun har en naturlig tøven og skriver ikke i absolutter, men i eftertænksomheder. Vi får alle overvejelser med, og det gør teksten troværdig og nærværende.

‘Jeg ser den – fortiden – som en allé, der ligger bag os; et langt bånd af scener, følelser. For enden af alléen ligger stadig haven og børneværelset,’ skriver Woolf stemningsfuldt. Som Tove Ditlevsen går ned ad barndommens gade, går Woolf altså ned ad fortidens – og dette er måden, hun fremkalder hengemte minder på. Erindringerne stammer primært fra hendes barndom, fra sommerdestinationen Talland House i St. Ives, Cornwall og fra stuerne i familiens hjem i London. Især fremkaldelsen af området omkring sommerhuset har inspireret mange af Woolfs senere litterære scener – fyrtårnet i TIL FYRET findes for eksempel her.

Med udgangspunkt i det, hun kalder ‘ikkeværen’, med observante beskrivelser af sin familie og dem omkring, giver Woolf et portræt af det viktorianske Londons bedre borgerskab præsenteret i et følsomt sammensurium af en tekst, som alle Woolf-elskere bør læse og vil nyde. For dette er en klassisk Woolf-tekst, der giver en lyst til at skrive. En tekst hvor det siver ud af hvert et ord, hvor vigtigt det var for Woolf at skrive. Og ja, så er der også en umiddelbar skønhed i en uredigeret råtekst som denne.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Erindringer,

Læs også

Om Henriette Klejs Engelberg

Henriette er cand.mag i Engelsk og har en skotsk MSc i Moderne Litteratur. Hun med-driver boghandlen ark books i møllegade, sælger bøger for at fremme kendskabet til obskure udgivelser og læser nok mest for også at skrive selv.