Skrupsulten skrivning – Olga Ravn JEG ÆDER MIG SELV SOM LYNG

Den debuterende Olga Ravn æder sig med sin digtsamling sultent igennem andet end bare lyng. Hun kaster sig også grådigt over Tove Ditlevsen, pigekroppen og sprogets grammatik. 

Digt

pigesind må bukke under for pigesind.

ejendel bliver ejendel under blikket, ja, under hånden, ja, bliver træet til billede under tilføjelsen, berøringens tilføjelse, berøringens ejerskab, ja.

og også talens italesætten, at være under hænderne, sagt.

og trusser i rødmeleret pigesind og kvalificeret indhold.

en lille men stor ondskab at kalde andre en anden naiv en lille men stor ondskab i det hele taget at være døgnets naive SLAVE SLAVE SLAVE.

og stirre  og stirre på rødløget i skålen i køkkenet og være stirrende.

JEG ÆDER MIG SELV SOM LYNG udkom sidste år, og samlingen fik ud over den store opmærksomhed i medierne også megen anmelderros i dagspressen. Det kan man godt forstå. Skrevet af den dengang kun 24-årige Olga Ravn – som kun netop havde taget sin afgang fra forfatterskolen – er den et yderst interessant og flot stykke digtarbejde. Og den kommer tillige i hus med sin vanskelige (og i dag også noget umoderne) feministiske målsætning.

Digtsamlingen kredser nemlig om en række kønsspørgsmål, som hun går til via Tove Ditlevsen, hvis debutsamling også deler titel med nærværende samlings undertitel – PIGESIND – samt via undersøgelsen af (både det behagelige og ubehagelige ved) at gå fra en tilstand som barn til kvinde. Dens tilgang er grundlæggende skeptisk over for den nutidige tilstand og den måde, man som pige forventes at være på. Kroppen er her et væsentligt motiv, med hvilket Ravn fremhæver, at det stakkels pigekorpus stadig på mange måder bliver bastet og bundet. Ravns målsætning er – og her kapper hun navlestrengen til Mor Ditlevsen – at frigøre subjektet, lige meget hvilken krop og hvilket køn det tilfældigvis har, og altså at undgå enhver form for kategorisering. Hos Ravn har vi ikke at gøre med nogen pæn pige, ’her drypper kroppen udflåd og affald’.

Det med at undgå kategorisering efterkommes for det første via den grammatiske opbrydning. Som mangt en sprogfilosof har påpeget er sproget nemlig i sig selv kategoriserende i både sin syntaks og morfologi, men også i den konventionelle sprogbrug: forskellige ord puttes i forskellige kasser, og som sprogbruger har man kun indflydelse på kasserne, hvis man gør sig dem bevidst. Sproget er derfor også det første, der skal brydes med, og som (ligesom titlen på første del) må ledsages af et ’grammatisk ubehag’. Ravn giver sig i forlængelse heraf i kast med en selvbevidst legende omgang med sproget, hvor gentagelser og ombrydninger af bogstaver og sætninger sætter dagsordenen. En sætning kommer derfor til at lyde:

– daggrød, ha, grådøgns døgnrød, dagdøgn daggrød grådrød, av, ranrød døgnran ranrogn, røddrøms trusserøv i rørblikkets berøring.

Ordfordrejninger som ’tvangstankebørn’, ’umulighedskrop’ og ’tænderskærende cigaretraseri’ er både skægge og smukke, og digteren bruger dem til at løsrive sig det grammatiske regeltyranni.

Man fornemmer også et brud med kategoriseringerne via tematiseringen af det medicinske blik på kroppen, som især finder sted i tredje del ’Front is matter’. Heri foretager Ravn en poetisk refleksion over Sir Astley Coopers anatomiske arbejde i ON THE ANATOMY OF THE BREAST (fra 1840). Videnskabsmanden undersøger kvindebrystet og går bogstavelig talt i dybden, som det ses på forsiden, der viser en planche med kvindelige bryster uden hud.

Pointen hermed er at stille spørgsmålstegn ved, hvad den ’rigtige’ og ’sunde’ krop er for en. Hvordan den kategoriseres og betragtes. Det understreges med bagsiden, hvor en række bryster fra spædbarnets til og med den 24-årige kvindes vises. Den modne og den gamle kvindes brystvorter er bortcensureret af videnskabsmanden, får vi at vide. Ravns udstilling af hospitalsvæsenets og lægevidenskabens fascination af kvindekroppen tydeliggør den tingsliggørelse, som vi i dag sjældent stiller spørgsmålstegn ved. Tingsliggørelse er i det hele taget et tema, og det understreges både i skildringen af digterens selvoplevede abort-indgreb, og yderligere i fjerde del, ’Reklamepigebarnet’, via skildringen af reklamernes uendelige pornoficering af pigekroppen.

JEG ÆDER MIG SELV SOM LYNG er en glubsk størrelse, der genfordøjer et stadig vigtigt problem – og det er godt gjort.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også

Om Birgitte Duelund Pallesen

Daglig redaktør på Litteraturnu.dkBirgitte har en kandidatgrad i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Foruden tjansen som daglig redaktør på LitteraturNu arbejder hun på kulturtidsskriftet Kritik. Hun er glad for bøger. Meget glad.