Skuffende snemand – Charlotte Weitze DEN AFSKYELIGE

Charlotte Weitzes nye roman er så forhippet på at skrive om klimaforandringerne, at det går ud over både sproget og handlingen.

Citat

Det er ikke godt at tage bad hver dag. Selvom det er hospitalet, der betaler, så er det stadig en post på vores CO2-regnskab, også når jeg vælger koldt vand. Bade forårsager spildevandsafledning, som kræver rensning og dermed CO2-udslip, men for hospitalshygiejnens skyld skal jeg vaske mig. Her er der ingen undskyldning, for bakterier kan betyde døden for patienterne eller bare længere indlæggelser.

Charlotte Weitze er en god forfatter. Hun har skrevet glimrende bøger. Grunden til, at jeg føler behov for at understrege det, er, at DEN AFSKYELIGE ikke er blandt dem. Den er faktisk lidt ubehjælpsom. Den har træk til fælles med tidligere bøger som f.eks. BREVBÆREREN: det letflydende sprog, det umærkeligt eventyrlige univers, de indfølte portrætter af særlinge. Men romanen vil tydeligvis mere end det. Den vil diskutere klimaforandringerne, og det gør den på en kluntet måde.

Handlingen foregår i nær fremtid, hvor polerne smelter, og mange børn bliver født med mutationer. Jeg-fortælleren Heidi arbejder på et hospital, hvor hendes søster er indlagt på syvende år efter en snepræpareringsmaskineulykke. Det er udgangspunktet, og det lyder umiddelbart ret lovende. Der er nogle fine beskrivelser af livet på hospitalet:

– Ved totiden kommer flere fødende ind på afdelingen. De brøler som køer uden at være bevidste om hvor meget rutine der er i det. Jordemødrene forsøger at få de kvinder, som har født, hurtigt ud af fødestuerne, så der altid er ledigt til dem, der er i sidste fase. Jeg arbejder så hurtigt, jeg kan. Sommetider vasker jeg gulvet, mens en baby kommer til verden.

Det er dog, som om romanen fuldstændig mister fremdrift ved mødet med og forelskelsen i kæmpemanden og miljøaktivisten Kenneth Fell. I den lange midterdel får vi alt at vide om at leve et CO2-neutralt liv, og det er vigtigt stof, men det bliver kronik-agtigt, og romanen går i stå. Sproget der allerede manglede energi, bliver fladt, og et vigtigt spørgsmål melder sig: Kan sproget i sit forsøg på at gengive en karakter blive så fladt, at det får den modsatte virkning? Jeg synes sproget spænder ben for karaktertegningen i DEN AFSKYELIGE. Det bliver en prøvelse at være i selskab med så anonym en karakter, når sproget er som det er.

Romanen tynges ned af al den information, som læseren stopfodres med. F.eks. her i beskrivelsen af det nærliggende Klaftafjeld:

– Gran og dværgpil har fundet vej hertil. Nogle, fordi væksterne har bredt sig stille og roligt opad, andre, fordi de er blevet båret herop som frø under skosåler, i fugleklatter eller gemt i dyreekskrementer. Det kan også være frø, som har gemt sig i flere tusinde år under den permafrost, der nu er tøet.

Isoleret set virker det måske ikke så graverende, men når det sker hele tiden, føles det lidt som at blive slået i hovedet med en biodynamisk porre. Det er i længden trættende.

Et andet problem er, at bogen er overlæsset med plot. Vi kommer forbi Nepal et smut, bygger et CO2-neutralt hus og tilbringer, hvad der føles som meget lang tid sammen med Heidi på et mennesketomt fjeld. Det må være meningen, at de lange stillestående dele af romanen skal være spændingsopbyggende i forhold til klimakset i slutningen, men effekten udebliver. De er kun stillestående.

Det er en skam for slutningen er faktisk ganske fin og her fornemmer man noget af det, Weitze kan: at skrive en verden frem, der minder om vores egen og så dreje den en smule, så det bliver fint og mærkeligt. Det er i det hele taget, som om romanen er så optaget af sit tema, at den glemmer at sortere i stoffet. At det er så vigtigt, at den skal have det hele med. DEN AFSKYELIGE er desværre en skuffelse.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Simon Holm Pedersen

Simon er cand.mag. i Litteraturhistorie og går på Forfatterskolen. Han har en forkærlighed for monologer og meget lange sætninger. Når Simon er nedtrykt læser han dystopiske ungdomsromaner, hvis teenagegenvordigheder han heftigt spejler sig i.