Sliddet fra tiden, som forsvandt – Marguerite Duras DET STILLE LIV

Marguerite Duras DET STILLE LIV emmer af tavshed og gotik. Det er jeg-fortælleren Francines beskrivelser af livet i en femogtyve-årig, livfuld og allerede aldrende krop, der får romanen til at træde frem som noget særligt

Citat

Jeg føler mig bevæget over min velskabte krop. Denne krop er virkelig, den er virkelig. Jeg er en virkelig person, jeg kan være en mands kone. Jeg kan bære børn og sætte dem i verden, for i min mave er der plads, som ene og alene er beregnet til det. Jeg er stærk, stor og tung. Når jeg ligger på sengen, giver den efter under min krop, som sengen under Luces, Tiènes og Nicolas’ krop. Min varme omgiver mig og blander sig med lugten af mit hår. Jeg er forbavset over min nøgne, friske hud, som er rar at røre ved, denne fuldendte forberedelse skabt til at tage imod de dagligdags rigdomme. Jeg kan lide mig selv (…) Min ynde har aldrig skulle bruges til at vække behag. Men den findes.

Det er lige før Marguerite Duras’ anden bog DET STILLE LIV (1944) er en gotisk roman. En familie i flere generationer lever i samme hus, hvor de i tyst og uhyggelig sammensvorethed afventer onkel Jérômes død. Ingen tilkalder lægen, alle fortsætter tilforladeligt arbejde og gøremål. Datteren, den femogtyve-årige Francine Veyrenattes, lytter og betragter familien, og det er gennem hende romanen fortælles. Familien har boet sammen på landejendommen les Bugues længe, omkring tyve år, deres handlinger synes indforståede, der er ikke brug for at tale meget. Romanen er fuld af tavshed, usagtheder, hemmeligheder og gåder. Midt i stumheden forsøger Francine at forstå sig selv, omgivelserne og også drabet på Jérôme. Hun lytter og venter – blandt andet på Tiène, en mand, der af uudgrundelige årsager har sluttet sig til familien. Om natten håber hun at fange lyden af hans trin i retning af hendes værelse, i stedet hører hun sin brors kone i lag med onkel Jérôme. Måske er det disse lyde, der fører til Jérômes endeligt. Undervejs i romanen bliver det klart for Francine, at selvom det er broren Nicolas, der dræber Jérôme, så er det hende selv, der har tilskyndet ham til at gøre det.

Hos Francine findes en uudtalt forventning om, at lykken kan begynde efter Jérômes død. Det er Jérôme, der har været skyld i familiens ulykke og økonomiske deroute, endelig er han væk. Men efter Jéromes ti dage lange dødskamp står tiden fortsat stille, det er som om kroppens rigor har smittet tiden og fået den til at stivne. Det er altid på nippet til at blive efterår. Heller ikke tavsheden brydes; om Tiène står der: ’Han havde ikke talt til mig i to uger. Det virkede som om han ikke længere var interesseret i mig’, og senere står der:

– De spurgte ikke, hvor jeg havde været, sådan havde det været siden Jérômes død, alle lod som om jeg ikke eksisterede. Nicolas talte dårlig nok til mig, og alle andre efterlignede ham. Det var som om, jeg mindede dem om noget ubehageligt, som de glemte, så snart jeg ikke var der.

Francine behandles som et spøgelsesvæsen, en slags stedfortrædende genganger for Jérôme.

Mens jeg læste DET STILLE LIV kunne jeg ikke lade være med at skele til Duras’ senere romaner, der er mange ligheder mellem dem og DET STILLE LIV. Oplevelsen af at læse DET STILLE LIV var lidt som at møde moren til en gruppe børn, jeg kendte godt, og herefter ustandseligt genkende disse børns træk i morens ellers fremmede ansigt.

De senere og meget berømte romaner DÆMNING MOD STILLEHAVET, ELSKEREN og ELSKEREN FRA NORDKINA gennemspiller hver sin version af Duras’ egen skæbne som ung pige i fransk Indokina, hvor hun boede sammen med moderen og sine to brødre. Familien levede forarmet på grund af morens forfejlede og tragiske køb af jordlodder, der ikke kunne opdyrkes. DET STILLE LIV foregår i Frankrig, men fortælling og temaer er i høj grad sammenfaldende med de senere romaners. Død, fattigdom, beseglede skæbner, kærlighed til broren, seksualitet og livet som ung kvinde er væsentlige for alle de nævnte romaner. Trods det synes jeg ikke, man skal opfatte DET STILLE LIV som en simpel skitse til senere værker.

DET STILLE LIV er også sin egen. Mens for eksempel ELSKEREN fortælles gennem stiliserede og ikoniske tableauer, fortælles DET STILLE LIV af førstepersonsfortælleren Francine, der så godt som aldrig gøres til genstand for ydre beskrivelse – som læser ved man meget lidt om, hvordan hun faktisk ser ud – til gengæld giver Francine sansede beskrivelser af, hvordan det er at leve inden i den femogtyve-årige krop: Hvordan det føles at ride på hesten Mâ, hvordan det føles at svømme, hvordan det føles at have en virkelig og livfuld krop, hvordan det føles at ældes. DET STILLE LIV adskiller sig på et vigtigt punkt fra de ovennævnte, berømte romaner ved ikke at fortælle fra barnekroppen, men fra en voksens krop. Det er stærkt. Det gør den tragiske skæbne mindre spændingsfuld dramatisk og mere påtrængende og tyngende. Francines skæbne synes virkelig beseglet, hun er ikke en tolvårig pige, der måske stadig kan slippe væk fra de vilkår familien har bragt hende i, men en femogtyve-årig, der i sidste ende må blive, hvor hun er. Francines erfaringer af kroppen veksler mellem at være lette og frydefulde (som stykket citeret i boksen) og melankolske som i citatet her. Førstegangsoplevelser forsvinder. Kroppen slides og bekræfter, at tiden trods alt bevæger sig.

– På hele min overflade er jeg slidt af et slid til ingen verdens nytte, sliddet fra tiden, som forsvandt. I femogtyve år har tiden afhaspet mig. Og nu er jeg femogtyve år. Og hvad der engang blev begyndt, kan ikke endnu en gang begyndes. Jeg ville ønske, at jeg endnu engang kunne opleve de første rideture på Mâ i morgenrøden, men kun dem, de første, ingen andre; tilhøre Tiène en ny første gang, ingen anden gang, i værelset åbent ud mod august […]

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Benedicte Gui de Thurah Huang

Benedicte har en bachelor i litteraturvidenskab, hun har studeret på Skrivekunstakademiet i Bergen, og de næste to år er hun elev på Forfatterskolen i København. Hun har netop opdaget den franske forfatter Claude Simon og er blevet optaget af le nouveau roman.

Skriv til Benedicte