Smagen af ferskner og uendelige muligheder – Anthony Doerr ALT DET LYS VI IKKE SER


Forskellige skæbner, der mod alle odds sammenflettes på tværs af krigshærgede lande. Er det set før? Ja. Er det bedre end skiveskåret brød? Ja.

Citat

I en fransk by langt syd for Saint-Malo bliver en tysk lastvogn sprængt i luften da den er på vej over en bro. Seks soldater omkommer. Det er terrorister, siger man. Nat og tåge, hvisker de kvinder der kommer i huset for at se til Marie-Laure. For hver pølsetysker der dør, dræber de ti af os. Politiet går fra dør til dør og forlanger at alle mænd der er fysisk i stand til det, skal komme ud og arbejde. Grave grøfter, tømme jernbanevogne, køre cementsække på trillebøre, bygge invasionsfælder på en mark eller en strand. Alle der kan, må arbejde for at styrke Atlanterhavsvolden. Etienne står i døråbningen med papiret fra sin læge i hånden. Kold luft blæser ind over ham, og frygten følger den ind i huset.

En blind pige prøver at navigere i en verden af seende, mens en ung dreng finder ud af, at han har et særlig talent for at reparere radioer. En uvurderlig diamant dukker op fra historiens gemmer. Og så kommer krigen. ALT DET LYS VI IKKE SER er en forholdsvis klassisk fortælling om de utilsigtede sammenhænge mellem liv og konsekvenserne af vores handlinger, gode eller dårlige.

ALT DET LYS VI IKKE SER er både en krigsfortælling, et eventyr og en feel-good roman. Måske nærmere en eventyrlig krigsfortælling svøbet ind i hygge — ja, det lyder lidt fesent, men det er det faktisk ikke. Den første følelse af bogen, jeg fik, var en slags AMÉLIE (ja, den franske film) med mindre morsomme dødsfald. Anthony Doerr benytter sig af lidt den samme flyvske relation mellem konkrete hændelser og kosmiske fakta. Dette giver krigselementet, der trods alt er hele rammen for bogen, et tragikomisk spin.

Krigen er forfærdelig. Ingen tvivl om det, og når man følger den unge Werners prøvelser på en eliteskole for Hitler Jugend er det heller ikke helt for sjov. Mange ubehagelige konsekvenser af krigen betragtes i ALT DET LYS VI IKKE SER, dog fremstår disse i hyggebelysningen mere som etiske dilemmaer i øjenhøjde. Enkelte menneskers valg, og fravalg, kan have altafgørende konsekvenser. ‘Er det rigtigt,’ siger Jutta, ‘at gøre noget bare fordi alle andre gør det?’ Det er jo et spørgsmål, der stikker dybere end som så. Hvad er rigtigt og forkert? Findes der moralsk korrekte handlinger uden menneskers definition af samme? Og hvis ikke, er det moralsk rigtige så, hvad flertallet bestemmer?

Selv med al den vold og nederdrægtighed, krigen bringer, bliver ALT DET LYS VI IKKE SER aldrig rigtig ubehagelig. Den blinde pige Marie-Laure læser Jules Verne på braille, mens hendes far bygger miniaturemodeller af byen, så hun kan finde rundt. Selv efter faderen forsvinder, har hun sin excentriske onkel Etienne og den hyggelige madame Manec, der laver de bedste syltede ferskner i Frankrig. Jeg fik lidt dårlig samvittighed over at hygge mig så groft med at læse noget, der tager udgangspunkt i noget så forfærdeligt som Anden Verdenskrig.

ALT DET LYS VI IKKE SER er ikke et højlitterært mesterværk, det er bare en virkelig god historie. Og det skal der også være plads til. Anthony Doerr skriver godt, han har fundet en god balance i de tyske og franske sted- og fremmedord, der gør fortællingen mere levende. Derudover har han formået noget, som ellers ofte forvirrer mig: at hoppe frem og tilbage i tiden. Bogens første kapitel foregår i 1944, og er tæt på historiens afslutning — derefter følger man karaktererne på skift i små bidder inddelt i kapitler efter årstal, der skifter mellem krigens tidlige år og de senere.

ALT DET LYS VI IKKE SER er en rammende titel. Her refereres både til de fysiske teorier bag lys, der går igen i bogen, og de små lyspunkter, der binder mennesker sammen, men som ofte går tabt i historien. Det bedste ved ALT DET LYS VI IKKE SER er den følelse, bogen efterlader hos læseren: at alle dele af universet, fra de usynlige lysbølger, over en konkylies livscyklus til et enkelt menneskes handlinger, er forbundet (på den der søde AMÉLIE-måde, ikke på den der over-spirituelle måde). Da jeg vendte sidste side, blev jeg rigtig trist. Jeg havde lyst til at blive i bogen, hvorfor læste jeg den også så hurtigt? Men det gør man. Når man først er gået i gang, kan man ikke ligge den fra sig. Og dét er et af de eneste sikre kriterier for en god bog.

Skrevet af Mette Skovdal Clausen

Mette er født 1987 og er cand.mag i filosofi. For tiden arbejder hun som tekstforfatter og manuskriptlæser og prøver stadig at finde mere tid til at læse. I sin fritid læser Mette både filosofiske og skønlitterære bøger og har en forkærlighed for så forskellige forfattere som Friedrich Nietzsche, Douglas Adams og Scott Fitzgerald.

Skriv til Mette

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *