Sminket og usminket – Tove Ditlevsen JEG VILLE VÆRE DIGTER OG JEG VILLE VÆRE ENKE

Tove Ditlevsens klummer, essays og brevkassesvar er lige så kloge og smerteligt sjove, som hendes romaner og erindringsbøger. Desværre klæder det dem ikke med glimmerøjenskygge.

Citat

Jeg blev ganske forpustet og kom hele tiden til at le, fordi jeg blev mere og mere lykkelig og måtte se helt fjollet ud med det enorme hoved, der dinglede på sin stilk af en krop, og så kom turen til alle ordene, der fløj utålmodigt ud af munden, ørerne og næseborene, og som jeg nu også bare skulle af med én gang for alle, men så længe nogen hørte dem, måtte de naturligvis sorteres, så kun små og almindelige kunne siges højt og tydeligt, resten måtte slippes løs på én gang, når jeg nåede mit bestemmelsessted.

Fra Prinsesse Klare

Det er snart 40 år siden, Tove Ditlevsen er død, og aldrig har hun fået så meget opmærksomhed som i år. I januar blev hun optaget i den danske litteraturkanon. I februar præsenterede teatergruppen Sort samvittighed det lovprisende teatershow TOVE!TOVE!TOVE! på Det Kongelige teater, som blev (og stadig er) ekstremt populært og udsolgt. Og nu, i marts måned 2015, kommer så den glittede posthume udgivelse, essay/klumme/brevkasse-samlingen JEG VILLE VÆRE DIGTER OG JEG VILLE VÆRE ENKE. Tove Ditlevsen er slet og ret blevet moderne.

Det er på alle måder på sin plads, at Tove Ditlevsen hives frem under den litterære lyskegle. Mens hun i sin samtid blev kritiseret for ikke at være med på modernismevognen og ofte også beskyldt for at være sentimental og dårlig smag, så er man i dag begyndt at anerkende hende for sin på én gang slagkraftige, humoristiske og skrøbelige stemme. Og ja, så får hun selvfølgelig point for den radikalt autobiografiske tilbøjelighed, som i dag er blevet så populær. Tove Ditlevsen levede både i og uden for sine bøger – og derudover i aviser og ugeblade.

Det er livet i aviserne og ugebladene, nærværende udgivelse beskæftiger sig med. Tove Ditlevsen var en flittig klumme- og essayskribent og derudover havde hun gennem længere tid en brevkasse i Familiejournalen. Og et udsnit af disse dejlige tekster finder vi i JEG VILLE VÆRE DIGTER OG JEG VILLE VÆRE ENKE.

Det er ca. 40 vidunderligt grove og vittige tekster, vi præsenteres for, og forfatteren skænker gavmildt ud af sine livserfaringer i samtlige. Ømt og alvorligt i kronikkerne ’Prinsesse Klare’ og ’Stilheden og døden’, hvor hun beretter om henholdsvis et mislykket selvmordsforsøg og sin fars død. Smerteligt og sjovt i sine beskrivelser af voksenlivet som alene og forladt i et essay som ’Historien bag historien’, hvor hun i allerførste sætning simpelthen beslutter sig for ’at gå i hundene’. Heroverfor er hun knivskarp og nøgtern i essays som ’Flugten fra opvasken’ og ’Sovs og kartofler’, hvor hun reflekterer over sin rolle som kvinde og i forlængelse heraf kunstner. Det forstås, at Ditlevsen gerne vil frasige sig ansvaret for førstnævnte og hellige sig rollen som sidstnævnte.

Kvindeoprør er imidlertid ikke et konsekvent ideal for forfatteren og ikke noget, hun som sådan bruger energi på. Kigger man på hendes brevkassesvar – som udgør nogle af de bedste og morsomste tekster i samlingen – prøver hun nærmere at kalde til besindelse og hun river pragmatisk både husmødre og fædre ud og ud af den fortvivlelse, de på den ene eller anden måde befinder sig i.

– De er vel i virkeligheden for umoden til ægteskabet, for barnlig i det hele taget i forhold til Deres alder. Det kan De ikke lave om på, men derimod kan De udmærket lære at styre Dem selv.

Det er Olga Ravn, der har udvalgt teksterne til samlingen, og det har hun gjort rigtig godt. Allerede med sine debutdigte, der ligesom Tove Ditlevsens bar undertitlen ’Pigesind’, introducerede Ravn et valgslægtsskab med Tove, hvilket hun kan siges at befæste med denne samling, som hun i øvrigt har leveret et inderligt forord til.

Foto: Sofie Amalie Klougart

Foto: Sofie Amalie Klougart

Illustrationerne er det førnævnte teatergruppe, Sort samvittighed, der – med hjælp fra fotografen Sofie Amalie Klougart – står for. De har fundet ledsagere til teksten i form af henholdsvis en række smukke og uhyggelige arkivfotos af Tove Ditlevsen og dels en række nye iscenesatte fotos af dem selv, hvor de fortolker de respektive fotos. Successen hermed er til at overse. Arkivfotoerne er enormt stemningssættende og kunne sagtens stå alene i deres – ved siden at de barske tekster – uhyggelige idyl. De korresponderende pasticher er imidlertid mærkeligt seksualiserede og larmende og ironiske – ja, allerede på forsiden har hun fået glimmerøjenskygge på – og det virker overgrebsagtigt på den rå og usminkede selvudlevering, som Tove Ditlevsen serverer i sine tekster.

I sin skrift har Tove Ditlevsen aldrig følt et behov for sminke – og gudskelov for det. Hun er nemlig yderst elskværdig blottet, rå og ærlig. Og sådan finder man hende heldigvis også i JEG VILLE VÆRE DIGTER OG JEG VILLE VÆRE ENKE – hvis man ikke lader sig distrahere af larmen.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Essays,

Læs også

Om Birgitte Duelund Pallesen

Daglig redaktør på Litteraturnu.dkBirgitte har en kandidatgrad i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet. Foruden tjansen som daglig redaktør på LitteraturNu arbejder hun på kulturtidsskriftet Kritik. Hun er glad for bøger. Meget glad.