Sömulei∂is, Laxness – Hallgrímur Helgason ISLANDS FORFATTER


Helgason dadler Islands litterære Landsfader Halldór Laxness i en bog så lang som vulkanøens vinter.

Citat

Er det min skæbne? At sidde her ved bredden af den sø, som jeg hævede op af mit blækhus, da jeg var halvt så gammel som nu? Ved min salighed. Jeg befinder mig i en roman af mig selv. Himlens humor. Tidens tumult. Jeg mærker noget vådt og koldt på min bagdel og mine albure; rejser mig op. Mine hænder skælver, og svimmelheden stiger mig til hovedet igen. Jeg er lige ved at falde om, men når akkurat at få klemt mig ned mellem to tuer. Hvordan kan en forfatter blive våd i sin egen roman? Jo, det kan han kun på én måde: Hvis han er død.

En gammel forfatter, ulasteligt klædt i tredelt jakkesæt, vågner op på fjeldet. En lille dreng hjælper ham ned til en gård, som tager forfatteren til sig. På gården bor den lille dreng med sin smukke søster, sin gamle bedstemor og sin stædige far. Her begynder Hallgrímur Helgasons seneste roman, og den vågne læser genkender snart omgivelser og karakterer fra Halldór Laxness’ uomgængelige klassiker FRIE MÆND (1934-35).

Laxness’ litterære status på Island er på højde med sagaerne, og hans væsen og værk fylder meget i bevidstheden hos islandske forfattere. Hans nationale betydning kan ikke undervurderes, og det er tæt på blasfemi, at Helgason i denne roman lader en død forfatter, der har slående lighedstræk med Laxness, befinde sig i en roman, han selv har skrevet for over halvtreds år siden. I romanen hedder forfatteren Einar J. Grimsson, men man skal kun kende lidt til islandsk litteratur for at gennemskue dette sindrige teaterstykke.

Den gamle forfatter nøjes ikke med at iagttage livet i Dødedal, men har en tydelig finger med i spillet:

– Til gengæld bliver jeg opmærksom på en lys plet i den ru stenvæg (…). Jeg rejser mig og går hen til denne helligdag i mit værk. (…) Igennem hullet får jeg øje på et indbydende hotelværelse (…) Pludselig bliver døren ind til værelset stødt op, en mand kommer ind og lukker efter sig. Han har runde briller på og er iført tredelt jakkesæt; er vel omkring de fyrre. Jeg kender denne mand. Jeg har set denne mand mange gange. I spejlet.

Fra en lade på fjeldet er der altså et hul i væggen, som fører ind til forfatterens værksted, hvor hovedpersonen i en yngre udgave skriver om den lade, den ældre udgave af hovedpersonen nu sidder i og kigger ind i værkstedet, hvor hovedpersonen…. Romanen svælger i den slags konstruerede situationer, hvor indtil flere forfattere og fortællere og deres værk og liv skrives sammen. Dertil tager romanen det bedste fra sagaerne: Når spritten løber gennem sommernatten, slagtes får såvel som mænd, og kvinder voldtages både udenfor og indenfor familien.

Helgason pirker frydefuldt til den ellers helligholdte Laxness i en bog så lang som den islandske vinter. Det er en brandgod idé at lade en forfatter vågne op (som død) i sit eget værk, og det er også sjovt at overvære Helgason spotte den islandske folkesjæl. Men ikke over 623 sider. Romanen er lige så sej at overkomme som FRIE MÆNDs 600 sider og Laxness’ tunge arv. To år efter Laxness’ død i 1998 påbegyndte Helgason ISLANDS FORFATTER, som udviser dyb respekt for forgængeren, men som også vrider sig for at slippe ud af Laxness’ favntag.

Romanen har karakter af nøgleroman og er en art moderne islandsk kulturhistorie set fra Forfatterens – en gammel sur kommunist – bitre efterliv. Som udenforstående til Laxness’ liv og Islands historie er det svært at vurdere sagligheden i (kultur-)kritikken, men at forfatteren i romanen aldrig fik Nobelprisen, hvilket Laxness gjorde i 1955, fremkalder en sund tvivl om romanens udsagn.

Helgason gør det litterære regnskab med traditionen op, og lader både sagaerne og Laxness’ hele virke være indlemmet i ISLANDS FORFATTER – og får min fulde respekt. Men gode ideer alene gør ikke en 600 siders roman fuldkommen.

Skrevet af Anne Vindum

Anne er cand.mag. i dansk og har et svagt punkt for nordisk litteratur. Redaktør på iBureauet under Dagbladet Information.

Skriv til Anne

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *