Spejlet svarer igen – Virginia Woolf SIT EGET VÆRELSE

Virginia Woolfs klassiske essay om kvinder og litteratur er nyoversat til dansk – og det er stadig en lækkerbisken for både hjerte og hjerne.

Citat

Stuer er så forskellige; der hersker ro eller tordenvejr, de vender ud mod havet eller tværtimod ud mod en fængselsgård, der hænger vasketøj derinde, eller der funkler af opaler og silke, der er hårdt som hestehår eller blødt som fjer – man behøver blot træde ind i en hvilken som helst stue i en hvilken som helst gade, for at hele denne yderst komplekse feminine kraft flyver lige op i ansigtet på en. Hvordan skulle det kunne være anderledes? For kvinder har siddet inden døre igennem millioner af år, så at væggene er gennemtrængt af deres kreative styrke, som i den grad har opladet murstenenes og mørtelens kapacitet, at de må ruste sig mod penne og pensler og forretning og politik.

I 1920’ernes England på et berømt universitetscampus haster en kvinde over græsset, fuld af ideer. Men ak, både krop og tanke bremses af en uniformeret mand: ‘(…) han var collegebetjent; jeg var kvinde. Dette var grønsværen; dér var gangstien. Kun fellows og forskere ved college har adgang her; grusgangen er, hvor jeg hører til.’

Det er pointen i Virginia Woolfs SIT EGET VÆRELSE, at grænser i rum også begrænser den frie tanke og litteraturen. Essayet udsprang af to foredrag om ‘Kvinder og litteratur’, som Woolf holdt i 1928 på det, der dengang var Cambridge Universitets to eneste kvinde-colleges.  Konklusionen er pragmatisk: en kvinde må have sine egne penge (mere præcist 500 pund årligt) og sit eget værelse for at kunne skrive.

Det, der virkelig gør SIT EGET VÆRELSE læseværdig, er dog de mange afstikkere, Woolf tager for at begrunde sit udsagn. En raffineret sammenfletning af mere eller mindre fiktiv fortælling, skarp refleksion og velplaceret ironi fører læseren gennem kvindens skæve litteraturhistorie. Vi hører f.eks. om den fiktive Judith Shakespeare, der besad et ligeså stort talent og videbegær som sin berømte bror. Hun flygtede fra den trivielle strømpestopning til London for til sidst at tage livet af sig som forpint og uudfoldet digterspire.

‘Kvinder har i århundreder fungeret som spejlglas med den magiske og herlige evne at gengive manden i dobbelt størrelse i forhold til virkeligheden’, skriver Woolf, og det er derfor, der tales så meget om dem i litteraturen, uden at de taler selv: et spejl kan jo dårligt begynde at svare igen.

Med SIT EGET VÆRELSE opfordrer Woolf ikke blot kvinden til at tage ordet i sin magt, men gør det også selv. Genistregen er, at den fabulerende form afspejler opgøret med en mandlig tradition, der søger metafysiske sandheder. Uagtet det problematiske i antagelsen om, at kvinder og mænd skriver forskelligt, er det et virkningsfyldt og flot formgreb.

Om det er udtryk for en kvindelig sensibilitet, ved jeg ikke. Men den særlige balancering af poesi og prosa – der navnlig blev Woolfs varemærke i romaner som MRS. DALLOWAY og TIL FYRET – er virkelig sanseligt stærk. Og i SIT EGET VÆRELSE flyder sproget ligeså smukt som i en af hendes opslugende romaner, ikke mindst takket været Merete Ries’ upåklagelige nyoversættelse. Efter mødet med betjenten står fortælleren f.eks. pludselig midt i en romantisk naturoplevelse – men med en kølig bevidsthed om virkelighedens grænsedragninger:

– Det var øjeblikket, hvor lyset falder, når farverne bliver mere intensive, og lilla og gyldent gløder i vinduesruderne som slag af et letbevægeligt hjerte; hvor verdens skønhed ligesom bliver blotlagt og dog snart vil forgå (her trængte jeg ind i haven, for uforsigtigt stod lågen åben, og der var øjensynlig ingen betjente), skønheden i den verden, som så snart vil forgå, har to knivsægge, den ene af latter, den anden af ængstelse, som skærer hjertet i stykker.

I 1882 fik gifte kvinder i Storbritannien ejendomsret, og i 1928 havde de haft stemmeret i blot ti år. Baggrunden er altså alvorlig, men ved sprogets og humorens hjælp lykkes det Woolf at ende i en optimistisk tone. Det er stadig tankevækkende at læse – og mænd kan også være med.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Essays,

Læs også

Om Elisabeth Skou Pedersen

Elisabeth er cand.mag. i litteraturhistorie og skriver ph.d. om litteratur og geografi ved Aarhus Universitet. Hun er redaktør og anmelder ved Litteraturmagasinet Standart og skriver om byudvikling, bykunst og byrum for Magasinet KBH.
En irrationel kærlighed til de Britiske Øer har affødt en svaghed for anglofil digtning fuld af regnvejr og rolling hills, men hun er også glad for lakonisk-ironiske kortprosaister som Pia Juul og Lydia Davis.

Skriv til Elisabeth