Spejlkabinet med absolut sprogligt gehør – Claus Beck-Nielsen MINE MØDER MED DE DANSKE FORFATTERE

Claus Beck-Nielsen leger spejlingsleg med de danske forfattere. Legen bliver til tolv enkeltportrætter, der tilsammen på mosaikvis giver læseren et billede af forfatteren Claus Beck-Nielsens liv. Det er ikke nogen dårlig leg.  

Citat

Det er problemet, Emma, jeg er ikke ret god til at finde på, jeg kan ikke skrive sådan nogle fantastiske bøger som Ib Michael, det, jeg skriver, skal være noget, jeg selv har oplevet, eller i hvert fald noget, der er sket i virkeligheden. – Er det derfor, du nogle gange gør sådan nogle mærkelige ting? – Hvad mener du? – Ja, alle de mærkelige ting du gør. Så du kan skrive om det? – Tja, det kan godt være det i virkeligheden er det.

Der er noget meget tillokkende ved den smalle bog med den halvlange titel MINE MØDER MED DE DANSKE FORFATTERE.  Omslagets matte papir med blanke rødrosa plamager lover drama, sensation. Måske indeholder bogen anekdoter fra det danske forfattermiljø tilsat kriminalgåde, når jeg lige at tænke, inden jeg kommer så langt i læsningen, at jeg forstår at plamagerne ikke illuderer blod, men rødbedetryk fra forfatterens egen krop. Ligeså tilstedeværende kropsligt som blod, men overraskende og sjovere.

Omslaget spiller læseren et lille forventningspuds, som fortsætter inde i selve teksten. Jeg er spændt på læsningen, jeg glæder mig til anekdoterne, måske er der endda nogen, jeg kender med i bogen, det kan jo godt være. Det kan også godt være, at jeg på et tidspunkt, måske midtvejs i læsningen, vil sidde med en smule afsmag i munden, som når man har læst for langt i ’se og hør’. Det er bare ikke sådan, det bliver, for MINE MØDER MED DE DANSKE FORFATTERE er absolut vittige anekdoter, men den er også portrætter skrevet med gehør for den udvalgte forfatters tone og univers.

Det gør sig gældende i forfatterens møde med Inger Christensen. Hendes hår beskrives i en sammenligning til naturen, som er smuk, men ingen romantisk besyngelse:

– den samme sky gennem hvilken man næsten ubærligt tydeligt så hovedbunden, det skrøbelige, pergamentagtigt tørre landkort af lyserøde og lidt mørkere skinnende kontinenter og hist og her de små brune pletter som små hilsner fra leveren nede i mørket.

Det er ikke Inger Christensens egen skrift, men beskrivelsen viser et gehør for hendes digtning og dens sans for sammenhængene i naturen, mellem de store kontinenter og menneskets egen krop. Som i ALFABET (1981), hvor digtet kan vise én alt fra Barentshavet til den menneskelige lillehjerne, cerebellum, og jegets mormor, der koger abrikosgrød. Beck-Nielsen veksler mellem at beskrive Inger Christensen, som han møder hende på en tysk café, og sin egen mormor. De glider frem og tilbage mellem hinanden, så jeg i læsningen også tænker på den døde mormor, der findes i Inger Christensens ALFABET. Sådan at digtsamlingen ALFABET kommer til at give genlyd i Claus Beck-Nielsens portræt, hvor Inger Christensen både er ’den universelle mormor’ og ’det diskrete mirakel hun var’.

MINE MØDER MED DE DANSKE FORFATTERE er ikke nem at bestemme, den er portrætter, den er anekdoter, den hævder at beskrive virkelige møder, samtidig med at den på omslaget betegner sig selv som roman. Måske kan den endda læses som en dannelsesroman. Det er i hvert fald sådan, at forfatteren i sine forfatterportrætter også beskriver sig selv og sit livs forandring og udvikling, så hans tolv møder med forskellige danske forfattere også bliver læserens tolv møder med en Claus Beck-Nielsen på vej mod at blive forfatter.

Romanens undertitel er ’et spejlkabinet’, og Claus Beck-Nielsen spejler sig i de andre forfattere. Han kalder sig en skygge af Peter Høeg. Han er stedfortræder og læser Henrik Nordbrandts digt op. Han sover i Hans Otto Jørgensens seng og lever sig så langt ind i ham, at han i et afsnit helt overtager hans perspektiv, en aften Hans Otto Jørgensen besøger Claus Beck-Nielsens kone. Det er muligvis den indlevelsesleg, der gør, at Claus Beck-Nielsen formår at ramme sprogtonen, hos den enkelte forfatter. Han tager hver forfatter på sig og får til gengæld gehør for den enkeltes form og sprog, uden selv at forsvinde i teksten. Men det er noget af en spejlingsleg, hvor efterligning og indlevelse, virkelighed og fiktion og forfatteridentitet vendes og slynges.

Legen falder til ro, eller finder i hvert fald sit fæstningspunkt i romanens sidste kapitel, som jeg har citeret fra i tekstboksen. Her afsløres det, at hele teksten er fortalt til forfatterens datter. De to taler om at skrive, og det bliver opkvikkende enkelt.

MINE MØDER MED DE DANSKE FORFATTERE er en god roman, forfatteren leger med og spejler sig i de andre forfattere, men han er også selv tilstede og sprogligt helt præcis og sjov, og af og til spydig som, når han om DEN STILLE PIGE skrevet af en forsvindingskunster lig ham selv skriver: ’Det var det modsatte af intet. Det var alt. Alt, alt for meget.’

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Benedicte Gui de Thurah Huang

Benedicte har en bachelor i litteraturvidenskab, hun har studeret på Skrivekunstakademiet i Bergen, og de næste to år er hun elev på Forfatterskolen i København. Hun har netop opdaget den franske forfatter Claude Simon og er blevet optaget af le nouveau roman.

Skriv til Benedicte