Spøgelser og svimmelhed – Interview med Olga Ravn
Olga Ravns debutroman CELESTINE er fuld af hjemsøgte kvinder, klistrede kroppe og arabeske sætninger.
Det tog Olga Ravn hen ved et års research- og skrivearbejde, før hun indså, at teksterne, hun var i gang med, ikke skulle ende som endnu en digtsamling men i stedet den for hende hidtil uprøvede romangenre. Den erkendelse kom til hende, da en ny type sætninger begyndte at vokse frem. Sætningstyper, som ikke rigtig passede ind i et lyrisk univers.
‘Det startede med den her ene lange, slyngede sætning, som skejede helt ud i sin sammenligning. Jeg syntes, det var vildt sjovt at skrive på den måde, og jeg havde en fest med det’, fortæller Olga Ravn begejstret, da jeg møder hende en råkold februareftermiddag på Østerbro for at tale om romanen kort før, den udkommer.
CELESTINE indeholder adskillige eksempler på disse ‘slyngede sætninger’, hvor uendelige kæder af sammenligninger, metaforer og besjælinger trækker læseren langt ind i den kvindelige jegfortællerens hjemsøgte sind. Som i følgende afsnit, hvor hun beskriver sin barndom – først som ‘en meget lang og utroligt befolket ensomhed’, derefter som ‘en banal lille hund’ – og til sidst fuldstændigt fabulerende:
Eller barndommen var en lille klat balsam på bunden af en plastikkrukke, der står i et skab i årevis og reklamerer med potentialet til at blødgøre et hår, eller gøre et hår blankt, men som aldrig tages frem, som altid må lade rollen gå videre til et nyere produkt, for til sidst at blive arnested for diverse bakteriekulturer [side 78]
Olga Ravn indrømmer, at de mange ubrudte – og med hendes egne ord ‘digressive sætninger’ – kan opleves som fortættede og lyriske. Men ved at bruge dem i det litterære rum, som er prosaens, opstod der en fornemmelse af svimmelhed, som ikke på samme måde var mulig i poesien, hvor hver linje eksisterer selvstændigt.
Svimlende sætninger
‘Jeg ville gerne have de her svimlende sætninger, der får en til at føle, at det svimler for hovedpersonen og at det svimler for læseren; sådan ‘hov, hvor var det lige, vi var’-agtigt. Jeg har virkelig haft det sjovt med at se, hvor langt jeg kunne trække det, før det var too much. Altså, nogle gange giver det jo næsten ikke mening’, siger Olga Ravn i fuld solidaritet med eventuelt forvirrede læsere.
Hvad der i første omgang blot var en sjov, ny måde at udforske sproget og dets muligheder på, viste sig sidenhen også at have en forløsende effekt på selve stoffet. Gradvist åbnede disse ‘urimelige sammenligninger’ op for nye stofområder og tematikker.
‘Det hele blev ligesom hvirvlet op med den her mere prosaiske måde at skrive på’, forklarer hun og fortæller videre: ‘Da jeg først havde sætningen og så også fortælleren, gik det på et tidspunkt op for mig, at jeg havde brug for fiktionen. Jeg ville gerne have fiktionen’.
Fiktionen blev i dette tilfælde en ung kvindelig jegfortæller, der hjemsøgt af sin fortid og med et halvforlist kærlighedsforhold i bagagen, ankommer til en kostskole, hvor hun er blevet ansat som lærer. Her drages hun både af stedets spøgelse, Celestine, og af skiftende mandlige elever.
Et beroligende sted
‘Et nyt digt er en ny begyndelse. Rummet og stemmen og hvad der skal være derinde er tit til forhandling. Da jeg begyndte at skrive romanen havde jeg til gengæld en anden oplevelse; det var virkelig beroligende, at der var et sted’, siger Olga Ravn og henviser til kostskolen.
Da skolen først havde materialiseret sig som en mulig ramme om fortællingen, føltes det nærmest som om, bogen skrev sig selv – og Olga Ravn beskriver det som et sted, hun bare skulle ‘træde ind i’. Sådan oplever hun det ikke, når hun skriver digte:
‘Poesiens rum er på en måde mindre konkret; det er ikke nødvendigvis er sted’, siger hun og følger op med et velkendt eksempel: ‘Når man læser Harry Potter, så er man på Hogwarts. Man går ind i en verden med den slags prosa, mens man lidt firkantet om poesien kan sige, at den er mere interesseret i at få verden i tale end at beskrive den’.
Hvad frustrerer et spøgelse?
Inspiration til CELESTINE har Olga Ravn bl.a. fundet i gotiske romaner og en generel fascination af kvindelige spøgelsesfigurer – særligt den (muligvis) historiske karakter Celestine Mariann de Bayonne Gyldenstierne, der efter sigende blev dræbt og muret inde af sine egne forældre på Dragsholm Slot engang i 1500-tallet. Hvordan det lige netop blev Celestine-karakteren, også kendt som ‘den hvide dame’, hun faldt for, husker Olga Ravn ikke præcist. Måske var det en simpel google-søgning, eller måske noget med, at hun havde besøgt slottet som barn.
‘Jeg har bare altid været meget interesseret i spøgelser, og med Celestine blev den interesse ligesom vakt. Historien med den unge kvinde, som blev muret inde, fordi hun trodsede sine forældre, satte sig i mig’, fortæller Olga Ravn, som tidligt i researchfasen overnattede i netop det værelse på Dragsholm Slot, hvor Celestines genfærd skulle husere:
‘Men der skete ikke en skid – jeg tror heller ikke rigtig på det’, siger hun lettere koket og selvoverbevisende.
I romanen er spøgelset ellers levende nok:
Det er sandt, at jeg kan blive så arrig, at jeg kan ønske at skade enhver, der tog del i min skæbne, at jeg kan ønske at hævne mig på tilfældige gæster og spytte mit blodrosa lungeskum lige i øjet på en nervøs nattegænger. Men mest af alt ønsker jeg at udfries fra denne min endeløse hjemsøgen, min uendelige gåtur, min uendelige gåtur (…) [side 89]
Selvom ‘den hvide dame’ ikke viste sig, fortsatte fascinationen af den unge pige med den barske skæbne alligevel med at generere tekster for Olga Ravn, og hun skrev videre på denne grundlæggende interesse for spøgelset som karakter:
‘Altså, jeg har tænkt meget over, hvordan er det egentlig er at være spøgelse. Hvad frustrerer ligesom én? Enten er man bare helt ubevidst om, at man er et spøgelse – eller også er man bare virkelig fucking træt af det og vil gerne dø eller stoppe med at være spøgelse. Det tror jeg, at hovedpersonen spejler sig i’.
En uopretholdelig identitet
Hovedpersonen, romanens jegfortæller, hvis navn man i øvrigt aldrig hører, er i overført betydning et spøgelse i sit eget liv. Hun er hjemsøgt af sin egen fortids rodløshed; en selvfortælling, hun ikke kan slippe fri af. Et ulykkeligt skilsmissebarn, som tager sin outsiderposition med sig. Olga Ravn forklarer, at både Celestine og hovedpersonen er ‘klistrede til af historien’, og at de deler et ønske om at blive renset:
‘I romanen bliver det udsagn fremført, at livet gør en snavset, og døden vasker en ren’.
I samme øjeblik går et stort stearinlys mellem os pludseligt ud.
‘Hvor spøgelsesagtigt! Hun er bare super enig, jaja’, siger Olga Ravn og har alligevel ikke svært ved at genfinde en vis tro på det overnaturlige.
Vi vender tilbage til hovedpersonens motiver og længsel:
‘Hun er bare utrolig dårlig til at leve, og hun har en fornemmelse af at bevæge sig på vrangsiden af virkeligheden. På den ene side er der en tryghed i at blive dér, hvor ingen rigtig ser hende, for så risikerer hun jo ikke noget. Hun kan bare gå og svælge i sig selv og synes, alle andre er idioter. Men på den anden side er det også en identitet, man ikke kan opretholde, fordi man forsvinder fra verden. Man bliver et spøgelse’.
I takt med, at bogens hovedkarakter isolerer sig mere og mere fra sin omverden, fra elever og lærer på kostskolen og fra sin kæreste, bliver romanens spøgelsesfigur mere præsent og nærværende. Samtidig begynder erfaringer fra hendes opvækst at fylde stadigt mere. Hovedpersonen, som eksisterer i kød og blod, bliver uvirkelig for sin omverden – og det mimer for Olga Ravn følelsen af at ‘være imellem familier’ ligesom et skilsmissebarn kan være det. Sidste del af bogen omhandler netop skilsmissen, relationerne til stedsøskende og papforældre:
‘Alle bliver underlige spøgelser for hinanden, når familier opstår og opløses igen. Man har jo holdt jul og delt seng med stedsøskende, og pludselig forsvinder de ud af ens liv. Og så får man – ligesom hovedpersonen – en fornemmelsen af at være lidt på vrangsiden af livet’.
Jeg var det mislykkedes tegn. Jeg var en rest af en tidligere krop. Jeg var som halebenet; når det brækker, er der ikke noget, man kan gøre, man må bare vente på, at det heler af sig selv. Som skilsmissebarn gik jeg rundt med alle de tidligere familier på mig som ekstra påsyede arme, men armene visnede, og de flappede lidt, når jeg hoppede i sofaen [side 116]
