Sprængt fordærv i Mexico-gryde – Thomas Boberg MEXICOCITYDIGTE

Thomas Boberg går ubarmhjertigt til værks i flakkende centrallyriske beskrivelser fra et armodens sted i Mexico City

Citat
m for mor
feus myldrende maddiker
mmm for månens
anden side
hvor de hylende hunde
endelig har fundet
hjem til
M
O
R
for Muerte sin fin
maskernes
dans når blæsten svinger de sorte
sjaler i m for magi
i de lysende bjerge m for
muldyr der slæber
m for mekanik og
maskine
for Mars og matriklernes
perverse
rethaveriskhed
m for migranten
gennem menneskets
blinde
hjer
te

Thomas Boberg er en litterær altmuligmand, der har gjort sig i rejseminder, nær-apokalypser, klassisk centrallyrik og meget andet. MEXICOCITYDIGTE er blandt hans mest formeksperimenterende udgivelser. Teksterne opererer på et virkelighedsplan, der kun lader sig fastholde i korte snapshots, og derfor er det dejligt paradoksalt, at første digt giver os både et sted, et jeg og antydningen af noget programmatisk:

– Hotel Catedral/ værelse 607/ skriver for mit/ privilegium selv.

Dette implicitte jeg har dog kun sporadisk en tilstedeværelse i de enkelte tekster. De udfolder sig som anfalds-agtige refleksioner over verdens beskaffenhed, ansporet af hændelser fra Mexico City – eller i hvert fald forestillingen om denne storby, det egentlige topos for jegets refleksioner. Det er ikke en pastiche på hverken andres eller Bobergs egne rejseberetninger, men en aftapning fra et billedligt reservior af maksimalt degenererede versioner af Mexico City. Det er i denne fantasmagoriske geografi, at Boberg udfører sit poetiske feltarbejde.

Digtsamlingen igennem flettes civilisationskritik effektivt sammen med abrupte, sproglige associationslege:

– skønt/ stat/ statisk/ statistisk angst/ i det mindste for mig/ også/ kommer af/ også/ af// avislæsning// Stod der søvnløs// selvlysende// sviende ansigt// ved kiosken/ i infrarødt stråle/ døgn // kiosk/ mand/ læspende/ hans/ pik/ blik/ sejlede rundt i min/ svimlende/ rast/ rast/ løshedskrop/ befamlede mit/ abejeg.

Måden hvorpå disse associationskæder hele tiden truer med at kuldsejle et realplan får mig uvilkårligt til at tænke på en knap så minimalistisk, mindre fatalistisk Broby-Johansen. Mange af digtene benytter en form for jeg-neologismer, hvor et præ- eller suffix tilføjes, så det bliver til ‘aztekerjeg’, ‘feberjeg’ osv. Det har den ret elegante virkning, at jegerne bliver små karakterer i det beskevne – i handlingen, om man vil – og samtidig forbliver en instans af det skrivende over-jeg, der befinder sig på det værelse 607 et sted på Hotel Catedral, som der løbende refereres tilbage til.

Persongalleriet udgøres af de fattige, udsultede og udslukte skæbner, der eksisterer på bunden af storbysamfundet, luderne og lommetyvene og deres dårlige ånde – og det er svært ikke at se et politisk projekt her og i hele valget af tematik. Især fordi de karnevaleske beskrivelser ofte udarter sig i en mere principiel kritik af de kapitalistiske systemer, der tramper folk under fode. Det kan godt være interessant, men her bliver det forceret. Det er lidt drøj læsning, fordi det politiske budskab kommer til at overskygge eller overtage formen fuldstændig:

– For de 300 rigeste mennesker/ på kloden// var det forgangne år// smukt/ indbringende:// Deres samlede formue steg// smukt// med/ 524 milliarder (…). Det er en lidt letkøbt ironi, der gøres brug af i gentagelserne, og der skrives pludselig over en uudtalt præmis om, at det systemkritiske skulle ligge i naturlig forlængelse af digtenes halvt psykedeliske, halvt hårdkogte univers.

Men Boberg holder egentlig bare i momenter op med at verdne, selvom han er så god til det, og lader i stedet det rationelle komme for rendyrket til orde. Det er en fornuft, der ender med at stå lidt akavet og for sig selv, midt imellem al den rasende armod og de skizofrene fortælleformer. Det synes ganske enkelt umotiveret, som om Boberg bliver fanget i sin egen stilistiske åleruse. Det er dog et fåtal at teksterne, der ender i den slags problemer, og i sidste ende gør det ikke nogen varig skade på de solide fantasmer, der hersker i MEXICOCITYDIGTE.

Helhedsindtrykket er en digtsamling, der formår at slå sin sin egen markante tone an et sted mellem det groteske og det nøgterne – det er ret Bobergsk, overraskende rørende og meget udsyret. Teksterne fremstår ekstremt gennemarbejdede, som slutprodukterne af et mere omfattende grovmateriale, der er skrællet ned og pillet ind, indtil kun de færdige absurditeter stod tilbage. Det anbefales på det kraftigste, at man under sig selv en pendlertur i veteranen Bobergs eksplosive pessimisme.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte, Litteratur,

Læs også

Om Lars Rasmussen

Lars er cand. mag. i Litteraturhistorie og har en forkærlighed for cyberpunk, Harald Voetmann og stonerrock. Vil til hver en tid argumentere for, at der findes konstruktive apokalypser.