Sprængt øje i ordgrøden – Karin Slaughter I SKJUL
I SKJUL er sikkert guf, hvis man har forelsket sig i Slaughters helte, Will Trent og Sara Linton, fra Georgia-serien. For alle andre er der forsvindende lidt at komme efter i en krimi, som havde potentiale til mere.
Citat
Den spidse ende forsvandt i mandens ene øjenhule. Hun hørte en høj knasende lyd, da det skarpe stål smadrede en del af kranieskallen. Geværet gik af og lavede et stort hul i væggen Lena prøvede at trække hammeren tilbage for at slå ud efter mangen igen, men den spidse ende havde sat sig fast i hans øjenhule.
I SKJUL består som de resterende romaner i Georgia-serien af to parallelle plot. Et krimiplot og føljetonen om lægen Sara Linton og specialagenten Will Trent. De to helte, der tidligere har haft hver deres krimiserie, lader Slaughter hér for femte gang optræde sammen. En fan af serien skuffes næppe, når det gælder det sidste. Det hårdtprøvede heltepar udsættes i dette kapitel for deres ration af prøvelser, forviklinger og nærfatale fortielser. Mere skal ikke siges her, for det skal fans selv have glæden ved at læse.
Krimiplottet derimod er tyndt, forudsigeligt og ulogisk komponeret. To betjente overfaldes i deres fælles hjem af lejemordere. Scenen er sat, og efterforskningen kan begynde. Hvorfor blev de overfaldet? Har det noget at gøre med en mislykket rømning af en narkobule to uger tidligere, hvor den ene betjent fandt tre døde mænd samt en eftersøgt skurk indespærret i kælderen? Kan denne narkobule måske føre til områdets superskurk? Og står han bag lejemordet? Sådan går efterforskerne i hvert fald ud fra, at det hænger sammen. Heldigt er det derfor, at Trent tilfældigvis arbejder under cover i selv samme kreds af bad guys.
Mens denne første del af krimiplottet rulles ud, snubler man som læser over nogle brister i det. Det slår fx skår i plotlogikken, at man ikke begyndte at lede efter superskurken, før end tilfældet er – når vi nu ved, at han allerede har mindst tre mord på samvittigheden. Anken bliver til ren irritation, når det bliver klart, at man i længere tid har haft viden om, at han i øvrigt også voldtager og tvangsprostituerer unge piger.
På samme måde forekommer det ulogisk, at den skudte politimand spiller en forsvindende lille rolle for krimiplottet. Han er slet og ret overflødig. Eller rettere, han er overflødig for krimiplottet, men ikke for heltene og videre for Linton/Trent-plottet. Offeret er nemlig ikke alene Lintons stedsøn, men også gift med kvinden (Lena Adams), der var delvist skyld i, at Lintons første mand blev dræbt. Uden netop dette offer er der ingen grund til at overhovedet at involvere Linton i romanen, for hun spiller selv slet ingen rolle i krimiplottet. Man står tilbage med fornemmelsen af, at det hele er forceret og blot en undskyldning for at skrive endnu et kapitel om Linton og Trent.
Man kan spørge sig selv, om Slaughter med sine to helte mon har for mange kokke om gryden, hvis hun fortsat vil kalde sig krimiforfatterinde. Krimigenrens bedste chance for at blive til andet end en ren underholdning, ligger i dens behandling af de mest dunkle elementer i den menneskelige eksistens. Og med sidehistorien om den unge Marie Sorensen – der er blevet tvunget ud i prostitution og efterfølgende tager sit eget liv – har Slaughter for alvor da også chancen for at udforske noget virkelig vedkommende. Sorensen ender imidlertid i selskab med to små pædofiliramte drenge i en ren staffage, der skal illustrere, hvor ond superskurken er. Slaughter selv har nemlig travlt med at bringe sine to helte på banen igen.
Sprogligt er det heller ikke stort bedre, eftersom romanen er skrevet aldeles uden finesse. Slaughter behandler sproget med omtrent samme nænsomhed, som den man rører i en grød med, og det er tydeligt, at sproget ikke er andet end middel for plottet. Det skulle da lige være i de udpenslede og vulgære voldsscener, hvor beskrivelserne faktisk får mere end nødvendigt. Hér har man fornemmelsen af at læse manuskriptet til en synstolket film snarere end en roman. Et øje sprænges hér. En rygrad knækker dér. Henrik Enemark Sørensens oversættelse er derimod glimrende. Der er ingen generende anglificerede udtryk, og det er ikke hans skyld, at forlægget er ganske livløst.
Som der står i reklamen for Slaughters resterende romaner til sidst i I SKUL, læses Slaughters bøger fint hver for sig, men bedst sammen. Den sidste anbefaling er hermed lunkent videregivet, for I SKJUL skal ikke læses for dens kvaliteter som krimi alene.
