Af | 9. april 2019

Et sprog der rummer en katedral – Bo Bergholt Grymer BIRKEN OG KIRKEN, SAMTALER MED SIMON GROTRIAN

Samtalebogen synes lettere nedprioriteret i dansk litteratur. Vi glemmer, at den kan bidrage med indblik i en, i dette tilfælde, kristen digters verdenssyn. Det sætter Bo Bergholt Grymer igang med en fintfølende fornemmelse for den mest udbytterige udvikling af samtalen. 

Bo: Jeg mener også i den grad, at der er et ansvar. Derfor er jeg også stor modstander af troen på en metafysisk orden. Altså, troen på, at verden grundlæggende rummer en færdig orden, som vi bare skal finde ind til ad filosofisk, naturvidenskabelig eller religiøs vej.

Hvilke slags møder kan opstå ud fra en sammenligning af et digt af Per Højholt og et af Paul Celan? Thomas Kingo og William Shakespeare? Friedrich Hölderlin og N.F.S. Grundtvig? Hvor Simon Grotrian, den ikoniske, men for mange også svært tilgængelige, yderst produktive danske digter, har valgt et mere litterært afsæt i sit valg af tekster, og ligeledes læser og fortolker med en digters blik, har præst og PhD Bo Bergholt Grymer et mere religiøst udgangspunkt.

Selvom de på den måde er farvet af deres respektive baggrunde, supplerer de to tilgange hinanden med en fælles kristen tro som optik for et verdenssyn, vi ser sjældnere og sjældnere i en moderne, konstant accellererende verden, hvor tiden og overskuddet til at stoppe op og give plads for den dybe samtale er ikkeeksisterende. De heldigvis korte og overskuelige tekstuddrag af de nævnte giganter danner grobund for en levende dialog med glimtvis humor og lettere akademiske undertoner. 

“Det er jo ikke rigtigt, at verden er tom”, lyder det blandt andet fra Simon Grotrian i sin indledende kritik af Per Højholts digtning. Et digt af Per Højholt ses i forhold til et digt af Paul Celan som “at få en sjat vand, efter man har drukket champagne.” På denne måde er Simon Grotrians poetik skalkagtigt slået an: mangel på ånd og betydning er ildeset.

Åndfuldhed er da også et gennemgående træk for mange af de valgte tekster. Hovedpræmissen er ikke en præsentation af Simon Grotrians forfatterskab, men mødet mellem to mennesker og de ord, der opstår med to tekster fungerer for hvert kapitel som generator. Alligevel tegner der sig naturligvis indirekte et portræt af den digteren gennem de udtalelser, han gør sig. Der bliver ikke lagt skjul på interessen for, eller spotlightet på, Simon Grotrian: to af udvalgte tekster er endda salmer skrevet af nævnte. 

Simon: “Selv om alting brister, er der trøst at øse i tragedien hos de store trøstesløse,” har Sophus Claussen skrevet. Jeg synes Celan er en af de store trøstesløse.

Denne insisteren på at der gerne skulle stå noget i digtningen og litteraturen i det hele taget, at den bør være nødvendig, skinner igennem, når udsagnene drejer sig om kunsten. Selvom de også nævner, at Simon Grotrians digtning i mange tilfælde bliver mødt med samme uforståenhed og fremmedgørelse med sin billedmættede skrift – med den konsekvens at konfrontationen med den kan føles overvældende.

Manglen på mening i forlængelse af en understregning af livets absurditet er noget, Grotrian og Grymer gør op med via en underliggende drivkraft for udviklingen af hver enkel ordveksling. Den fælles tro på noget større, på næstekærligheden og frelsen danner klangbund for læsningerne og fortolkningerne af de to tekstuddrag, der for hvert afsnit taler sammen.

Der er herudfra tilmed lige linjer til samtidens problematikker og postmodernistiske tendenser som kaosopfattelse og et destruktivt syn på en tilværelse uden mening. Her er det netop kristendommen, der kan skabe en sammenhæng, som er umulig for os selv at spore. Det kristne aspekt udelukker ikke en interesse fra de mindre religiøse læsere, men gør, på trods af en stor vægtning, også opmærksom på kulturarven og henvender sig alle med interesse for litteratur, menneskesyn og de store spørgsmål i livet.

En fælles værdsættelse af de ord, der kan rumme en katedral, et sprog som er stort nok til at rumme længsler, drømme med mere, løber som en rød tråd fra emne til emne. Det er ord, der er store nok til at kunne tale om lige så store emner. Sådan et sprog bestemmes som religiøst modsat for eksempel det naturvidenskabelige sprogs fladhed. Det kræves blandt andet for at kunne digte. Det er fristende at konkludere, at det ellers jordnære og ydmyge møde mellem Bo Bergholt Grymer og Simon Grotrian netop skaber en katedral for de ord, vi har svært ved selv at formulere uden den rette dybdeborende viden for de kristne træk, der snor sig gennem alle tekster. Bevidstheden om alle systemers begrænsning som vigtig for poesien og teologien, en ydmyghed der er næsten usynlig i andre systemer, kan repræsentere virkeligheden uden at degradere den. 

Siden 2000-udgivelsen Digte er bjergede halse med snail-mails mellem lektor Stefan Kjerkegaard og Simon Grotrian har dybdegående udtalelser fra den sky digter været sparsomme. Nok har der været få interviews og artikler, der har ridset i overfladen til et forfatterskab, der har mere end 43 udgivelser bag sig, men et værk på hele 272 sider har ladet vente på sig. Den hvide, saftige birk med en papiragtig bark som billede på digteren og kirken og præsten formår tilsammen at dykke ned i litterære og religiøse emner; eksistensen og skriften. Til tider bliver et sidespor vendt og drejet over lige lovlig mange sider. De sidespor kunne læseren måske være foruden på trods af den særlige autentiske effekt, de giver. 

Mødet mellem præsten og digteren udvikler sig rørende organisk og bygger sig stille og roligt op til små, ikke fastlåste og udogmatiske pointer, men med tendens til en løs komposition og dvælen, som måske gengiver det levende ords natur. Det religiøse aspekt kan sikkert skræmme nogle væk, men ved nærmere granskning vil også den ikke-religiøse muligvis finde små, eksistentielle guldgruber.

Konsekvent har Grotrian og Grymer kritikken og distancen i behold og en humor til det sagte midt i alvoren. Det giver bogen en særlig lethed, at der pludselig kan stå “Ha ha ha”,  for så at granske en salme af Kingo på næste side. Humor og alvor er da også elementer, man konstant kan finde i Simon Grotrians digte og salmer. Som om det gør alvoren lettere at bære.

Det todelte omslag illustreret af Peter Brandes af en knælende person i farver og en anden lignende figur i sort-hvid på bagsiden er eksklusivt i de grove, abstrakte strøg. Forlaget Wunderbuch laver, som navnet utvetydigt antyder, virkeligt vidunderlige bøger. 

 

Nyeste anmeldelser i kategorierne Debat, Interview, Litteratur, Religion,

Læs også