James Joyce Ulysses

Statelig, plump – James Joyce ULYSSES


Karsten Sand Iversens nyoversættelse af James Joyces modernistiske hovedværk vrider det danske sprog vidt åbent.

Citat

(…) hvad er meningen med at lave os sådan med et stort hul i midten eller som en Hingst der støder den op i en for det er det eneste de vil med en med det beslutsomme uregerlige blik i hans øjne jeg måtte knibe øjnene halvt i men han har nu ikke så enormt meget saft i sig da jeg fik ham til at trække sig ud og gøre det på mig i betragtning af hvor stor den er så meget desto bedre i tilfælde af noget af det ikke blev skyllet rigtigt ud den sidste gang lod jeg ham gøre sig færdig inde i mig nydelig opfindelse de lavede til kvinder så han kan få al fornøjelsen men hvis nogen gav dem selv en snert af det ville de vide hvad jeg måtte igennem med Milly ingen ville tro på det og da hun fik tænder og Mina Purefoys mand der en to tre hopla fylder hende med et barn eller tvillinger regelmæssigt én gang om året altid en lugt af børn fra hende ham de kaldte budgers eller hvad det var ligesom en nigger med en ordentlig manke kors noget lort ingen er sort sidste gang jeg var der var de et helt kuld der faldt over hinanden og vrælede så man ikke kunne høre hvad man selv tænkte det skal være sundt (…)

– Fra Mollys monolog

ULYSSES er en ærefrygtindgydende bog. Bare synet af den, som den ligger dér på bordet, lyseblå, magtfuld, gigantisk, uhyggeligt dragende. Næsten 800 siders bastant klassikermodernisme, nu nyoversat af en af de fremmeste oversættere, vores sprog har oplært. Det er kort sagt svært at holde styr på mundvandet, mens man lader fingrene befamle det skrøbeligt havlige smudsomslag, der i udseende ligger smukt tæt op ad den originale udgave af ULYSSES fra 1922.

Historien er simpel og nærmest mytisk velkendt. Annonceagenten Leopold Bloom vandrer som en moderne Odysseus rundt i Dublins gader d. 16. juni 1904. Mest af alt er det en hverdagshistorie. Bloom foretager sig intet ekstraordinært. Han spiser, skider, drikker, deltager i en begravelse, køber et stykke sæbe, prøver at passe sit arbejde, støder ind i folk på gaden og glor lystigt efter det modsatte køn. En helt almindelig utro mand med en helt almindelig utro kone på en helt almindelig dag.

Det ekstraordinære ligger i præsentationen, i stilens hidsigt bugtende vridninger. ULYSSES er et meget præcist kort over hjernen, bogen er en hjernens kartografi. Syn og synsvinkler flyder ubesværet mellem input og stemninger, legende overlegent og til tider tænderskærende upræcist og indviklet. Bogen giver sprog til de mindste ting, helt ned til den strøm af tanker og tegn, som normalt ikke har et sprogligt udtryk, men kun eksisterer som fortanke, som impuls. Bevidsthedens tankerækker og usammenhængende associationsstrømme flyder hen over sider og kapitler og gør ULYSSES til et overordentligt vanskeligt, men også et enormt rigt bekendtskab.

For det er ikke en lukket bog. Snarere er den maksimalt åben, og måske først og fremmest maksimalt åbnende. ULYSSES lader os se ting, der før var skjulte. Den åbner op for en verden i sproget, som er videre, bredere og mere sanseløst berusende, end man kunne forestille sig, før man vendte første side. Det handler om at krænge verden åben med ord. Stilen og ordforrådet tager over med det samme og lader historien træde i baggrunden.

Derfor stiller bogen selvsagt store krav til en oversættelse. Mogens Boisens har indtil nu været den tilgængelige udgave på dansk, og jeg husker den som en sikker og fin, om end en efterhånden noget støvet og usjofel fordanskning. Det er der i høj grad rådet bod på med Karsten Sand Iversens nyoversættelse. ULYSSES virker så frisk og sprælsk som en nyfanget torsk. Der er en dansende poesi over sproget, som både findes på ordniveau og på sætningsplan. Bare prøv at smage på en sætning som ’Salthvid smuldrende grød af lig, smager som rå hvide majroer’. Hvilken rytme! Sikken poetisk prægnans, der ligger i det danske sprog!

Især det sidste kapitel om Blooms kone Molly, der ligger i sengen og lader tankerne flyde, er fantastisk vellykket. Det er måske det mest berømte kapitel i bogen og her, hvor Joyce lader stream-of-consciousness-teknikken nå konvulsiviske højdepunkter. I otte kværnende afsnit uden punktummer eller anden tegnsætning tonser Mollys hjerne derudaf, obskønt kredsende om sex, menstruation, elskere, Bloom og tusind andre ting. Det står så friskt og smukt på dansk, og Iversen har ramt Mollys stemme og kvindelighed lige på kornet.

ULYSSES bevæger sig i et hav af registre, fra det medicinske over det gastronomiske til det religiøse. At finde dækkende ord inden for alle disse fagområder og tidsforankrede krumspring må selvsagt have kostet oversætteren et ordentligt neddyk i arkivet over dansk skøn- og faglitteratur igennem flere århundreder. Men resultatet er også derefter. Sikke rigdomme, der kan hives op af ønskebrønden! ULYSSES står nu som en bog på dansk, der i sin oversættelse formår at gøre det samme, som den engelske originaltekst, nemlig at demonstrere et modersmåls uendeligt dybe rigdom. Joyce gjorde det på engelsk, og Iversen har nu skabt en tekst, der ikke kunne eksistere uden originalen, men som samtidig vrider og flår det danske sprog pivåbent og sikrer en helt særlig læseoplevelse på dansk. Det danske sprog suges ind i ULYSSES, bliver ulyssesificeret. Det er en bedrift, det er vores generations ULYSSES med hud og hår.

Et overflødighedshorn, altså, men efter et festmåltid er sure opstød desværre også ofte uundgåelige. En udgivelse af denne art kunne godt være udstyret med et for- eller efterord. De eneste introducerende bemærkninger, man får med i pakken, er fra bogens flapper. Hvorfor ikke lade Iversen eller en anden Joyce-kender introducere og give en indføring i værket? Det er jo i forvejen ikke ligefrem hængekøjelekture, man skal til at i gang med, når man åbner op på side et. En lille hjælpende hånd, bare en lille en, ville have været dejligt.

———————————————————-

Man kan opleve Karsten Sand Iversen fortælle om ULYSSES d. 10. november i Politikens hus. Se mere her.

Skrevet af Troels Hughes Hansen

Cand.mag. i fransk, ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet. Litterær omnivor, men med en særlig forkærlighed for Célines maskingeværsprosa, Dostojevskijs hysteriske delirium, Bernhards udfald og Bukowskis fuldemandssnak. Kort sagt alt, som rabler.Redaktør på LitteraturNu.

Skriv til Troels

3 kommentarer

  1. Så kom den igen, den roman som jeg mærkeligt nok glemmer at jeg skal have læst. Men NU skal det være. Sproget bliver spændende i sig selv, siger Troels i sin interessante anmeldelse, så hvorfor vente?

  2. Godt læst, Troels! Jeg fandt i min Boisen udgave en gammel artikel fra information fra 1982. Oberstløjtnant Boisen sidder og får en whiskey eller en bajer på billedet i artiklen, det er umuligt at se for hans hånd der griber om glasset, men artiklens overskrift er “En rigtig øl- og whiskeydag” så det er enten eller. Anywho, han siger i interviewet, at han gjorde Joyce bedre ved at oversætte en penisreference the thousandfather med bimbashi istedet for tusindfaderen. Det er i et af de første kapitler hvor Bloom er i et tyrkisk bad, og bimbashi er tyrkisk og betyder tusindfaderen. Det betyder også oberstløjtnant, så der fik han lige sneget sig selv ind i værket. Jeg er spændt på hvad Karsten har oversat the thousandfather med! Dejlig anmeldelse.

    1. Hej Mathias
      Jeg må indrømme, at jeg blankt har glemt, hvad Iversen har oversat det med (der er så skidemange lækre ord, at det er umuligt at huske dem alle!), men eftersom jeg ikke tror, at han har militær rang, kunne man foranlediges til at tro på tusindfaderen eller lignende. Det lyder som en lækker artikel med et godt billedmateriale. Jeg elsker at finde den slags i bøger. Jeg fandt selv en encyklopædisk artikel om hvaler revet ud af et leksikon engang i min gamle udgave af Moby-Dick. Nyttigt.
      Tak for læsningsros!
      VH Troels

Skriv et svar til Troels Hughes Hansen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *