Stenhård respekt – Carsten Jensen UD. OPDAGELSESREJSER 1978-2010

Det kan godt være, at Carsten Jensens ego er større end de fleste, men han har også mere at have det i end de fleste.

Citat

Vores problem i dag er ikke demokratiet, og heller ikke vore ledere, skønt flertallet af dem er så inkompetente, at de fortjener vores foragt i højere grad end vores stemmer. Vores problem er, at det netop er den type ledere, vi ønsker. Vi ønsker ledere, som ikke stiller krav til os, som er uambitiøse indtil det selvudslettende, og så selvudslettende, og så snæversynede, at de ikke virker, som om de går ind for andet, end at dagen i morgen ikke er til at skelne fra dagen i dag.

Et sted dybt inde i sin nye, uhyrligt store dannelsesrejsereportage/-essayopsamling UD. OPDAGELSESREJSER 1978-2010 skriver Carsten Jensen om sin argumentationsteknik:

– Jeg indså i et tilbageblik, at jeg … havde haft en leg for med mig selv og omverdenen, der mindede om det tidsfordriv, der hedder ’sten-saks-papir’. … Jeg var altid saksen, omverdenen papiret, og selv det mest sammenhængende, velargumenterede livssyn kunne jeg klippe i stykker og forvandle til konfetti. … Stenen undgik jeg, alt imens jeg klippede stadig mere virtuost i den tomme luft.

Da Jensen i slutningen af 1991 drog sydpå for at rapportere fra krigen på Balkan, måtte han imidlertid droppe sine intellektuelle papirklip; mødet med den krigshærgede Kroatien blev mødet med den sten, han hele tiden havde forsøgt at undgå. Den realitet, som ikke lod sig forvandle til konfetti, formulerer Jensen sådan her:

– Barrieren, bag hvilken vi holder vores eget dræberinstinkt i ave, er skrøbelig, men den er der. Det kaldes også civilisation.

Selvom snakken om barrikaderede dræberinstinkter måske kunne give den idé, er det ikke Sigmund Freuds divan, som krigens rædsler får Jensen til at kaste sig op på, men derimod en anden stor germaners: Max Weber. Bemærkningen falder i bogens tredje mellemessay – det sted i UD, som markerer overgangen fra en, ifølge Carsten Jensen, alt for idealistisk og ironisk indstillet ungdom som ’professionel modsiger’ og revolutionær til en mere realistisk, mere fremadskuende og mere ansvarsfuld karriere som reformist (og far).

En sådan overgang indebærer for Jensen nemlig en bevægelse væk fra – med Webers begreber – sindelagsetikken og over mod ansvarsetikken: I mødet med rædslerne på Balkan kan det ikke længere forsvares at være pacifist ud fra et eller andet virkelighedsfjernt ideal om det gode. Den etisk ansvarlige reformist må værne om den skrøbelige barriere, der holder dræberinstinktet nede, men samtidig – og her mærker man den stenhårde realisme – være parat til at slippe selvsamme dræberinstinkt løs mod dem, der truer dens opretholdelse.

Det er brydningen mellem disse to etikformer, der løber som en understrøm gennem alle Jensens i øvrigt både interessante og velskrevne tekster. Man kan tilmed sige, at selvom det langt fra er dem alle, der direkte omhandler væbnede konflikter, er UD på mange måder én lang apologi for nødvendigheden af det, som den amerikanske filosof Michael Walzer har kaldt ’retfærdig krig’. Vil man være et mere ’konsekvent menneske’ (og intellektuel) – det er en af UDs bærende pointer – må man erkende, at krig nogle gange kan være den eneste rigtige løsning på en uløselig konflikt.

Det kan man være mere eller mindre rygende uenig i, ligesom man kan være modstander af den gravitetisk-svulstige patos, der tynger Jensens prosa. Men det forbliver dybt respektindgydende, at Jensen – hvilket UD er et mageløst vidnesbyrd om – ikke blot er en vaskeægte kosmopolit, der insisterer på at være til stede i den virkelighed, han skriver om, men også at han herigennem stiller spørgsmålet, hvad det indebærer at være venstreorienteret i dag.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Journalistik,

Læs også

Om Jeppe Rossen Skaarup

Jeppe Rossen Skaarup (f. 1981) er cand.mag. i litteraturvidenskab og tysk fra Københavns Universitet med speciale i Franz Kafka og Robert Walser.