Stilhed i det hvide rum – Athena Farrokhzad VITSVIT

Farrokhzads VITSVIT foreligger nu på dansk. Poeten og debattøren trækker de sort-hvide fronter  op for at prøve at tale fra netop den grænse. Selve teksten kunne have brugt lidt poetisk kontrastfarve.

 Citat:

Min bror sagde: Det eneste sprog du kan fordømme forgribelsen på er forgribelsens sprog

og forgribelsens sprog er et sprog som blev opfundet til at retfærdiggøre forgribelsen

Titlen VITSVIT er et begavet ordspil, hvori så forskellige betydninger som ”hvid suite”, ”mén”, ”vits”, og ”vids vid” er foldet ind. På den måde er farvespillet i forgrunden. Det er sågar med i layoutet, godt tænkt og veludført med hvide sider som fundament, sorte overstregninger som i et censureret dokument. Herpå er teksten trykt i hvidt – som om ordene brænder hvidglødende gennem papiret.

Bogens jeg citerer sine familiemedlemmer, og lader deres udsagn og stemmer gennemstrømme sin egen tale. Karaktererne er typificerede som Mor, Far, Bror, Mormor, Morbror.  Disse citater eller videreleveringer udgør praktisk talt hele teksten og giver en let minimalistisk stil, der i udgangspunktet gør det tunge tematiske indhold læsbart. Stemmerne taler til jeg’et om traumer og minder, kommer med påmindelser og forbud. Personerne er på en måde fanget mellem sort, der peger på mørke, stilhed, etc., og hvid, der repræsenteres ved nærmest invasive og uhåndgribelige størrelser som blegemiddel, sne, brystmælk.

Det er umuligt at læse udenom den såkaldte hvidhedsdebat. En debat, der satte ord på, at afstanden mellem vores erfaringsverdener i det multikulturelle samfund er så stor, at vi ikke kan kommunikere på tværs af den – og at det hvide, maskuline, vestlige erfaringsrepertoire til stadighed tromler de andre blikke. Det førte til nogle både patetiske og patroniserende udmeldinger fra forskellige lejre. At sidde med VITSVIT mellem hænderne bliver lidt som at læse en poetiseret manifestation af førnævnte synspunkt. Synspunktet interesserer mig sådan set, men det gør ikke nødvendigvis poetiseringen af det synspunkt til en stærk æstetisk oplevelse.

Med sort-hvid farvespillet trækker Farrokhzad fronter op, for at pege på det grænsested, hvor kommunikationen ikke kan komme forbi:

‘Min mor sagde: Du forvansker skaden med din ulykkelige løgn/ Der findes en stumhed som ikke kan oversættes’

Der er altså en slags ikonoklastisk stilhed centralt i værket. Endnu mere bastant hedder det:

‘Min far sagde: Hvis du nogensinde giver dem tilfredsstillelsen/ af at få deres billeder bekræftede/ slår jeg hånden af dig’

Det er som sådan interessant og kraftfuldt, at der er en modvilje mod overhovedet at tale – men at talen alligevel vil ud. Den indre spænding til trods, sidder jeg stadig tilbage med uforløst følelse. Hvis det er målet at få den omtalte stumhed i tale, så at sige, er jeg i tvivl om, hvad den stilhed kan rent æstetisk. En del af problemet er, at de typificerede karakterer fremstår anonyme for mig, de danner en slags ikke-portrætter. Derfor forekommer mange af sammenhængene, bl.a. vreden mod moderen, lidt indforståede. Konfliktstoffet kræver, ironisk nok, en forforståelse for at blive levende.

Samtidig er de metaforer, som bruges i de poetiserende beskrivelser, heller ikke rigtig vellykkede i mine øjne. ‘Min mor lod blegemidlet løbe gennem syntaksen’ synes jeg for eksempel ikke er en specielt fantasifuld metafor. Det kommunikerer en proces, der er intuitivt forståelig. Men i mine øjne er poesiens kraft, at man kan forskyde betydning, så en følelse eller betragtning fremstår sand på en ny måde. I VITSVIT kan jeg ikke få øje på mange af den slags forskydninger. Hvis der er en central poetisk forskydning, så er det Farrokhzads ligestilling af sprog og modermælk. Sproget er en slags fremmed substans, der er indført i os med vold. Men det bliver aldrig tydeligt, om det er sprog som sådan, der er vold, eller om sproget er skadet og på en måde traumatiseret.

Som jeg ser det, er problemet er ikke, at afstanden mellem vores forskellige sprog er for stor til, at vi kan kommunikere 1:1. Dét er altså at kræve noget af sproget, som det i forvejen ikke kan. Medgivet er sproget ofte det sted, afstandene bliver synlige – men det kræver at vi bruger det kritisk og bevidst, hvis det skal kunne noget. Jeg er af den overbevisning, at vi kan bruge afstanden mellem vores erfaringsverdener konstruktivt. Litteratur og andre kulturprodukter er et godt sted at gøre de betydende forskelle synlige. Et radikalt eksempel kunne være 90’ernes gangstarap, der markedsførte fiktioner fra en voldsramt underklasse som underholdning for teenagere fra en hvid middelklasse, og smuglede et helt vokabularium over en socio-økonomisk grænse. Nogen opbyggelighed eller social retfærdighed kom der ikke ligefrem ud af det. Men det var en kulturel udveksling, og det larmede i det mindste. Og den slags støj finder jeg så bare mere interessant end den hermetiske ikonoklasme, som Farrokhzad arbejder ud fra.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Debat, Digte, Litteratur,

Læs også

Om Victor Ovesen

Victor er Cand.mag i Litteraturhistorie, med speciale i blandt andet naturdigtning. Født i Aalborg i 1987, og serielt ulykkeligt forelsket i guitarer han ikke har råd til.

Skriv til Victor