Den store armbevægelses skygge – Sternberg GULDALDERDIGTE

Seneste installation i Sternbergs tidsalderserie tager ideen om det perfekte til dens absurde yderpunkt. Som et sirligt Bayeux-tapet fra en tid, der er for god til at være sand – eller sund for nogen. 

Citat

hvis guldalderen er slut
når du læser det her

må jeg gå ud fra
at du ikke er

lige så smuk
og intelligent
som jeg

jeg forstår godt
at du

imens de læser

overvejer hvordan du
kan gøre

det jeg har
til dit

bruge det jeg skriver

som en slags
kalkerpapir

overføre det liv
som findes her

til din tid

Øverste Kirurgiske-digter og -bagmand Sternberg er aktuel med det seneste skud i en serie digtsamlinger, der hver især portrætterer en tidsalder som sindstilstand. Tidligere er udkommet STENALDERDIGTE (2011) og DEPRESSIONSDIGTE (2014), begge er, ligesom denne, udkommet på det lille bomstærke forlag Kronstork.

Med bøgerne har Sternberg fundet en form, eller måske en poetisk metode, der er både ret original og underligt indlysende. Hvert indslag i serien har sin egen poetiske præmis, som digteren så angriber fra forskellige vinkler. Det minder om en matematisk funktion – man kan komme noget i maskinen og se, hvad for et digt der kommer ud. På sin vis er det netop der, det poetiske sprog har en fordel frem for andre diskurser. Poesien har licens til at udforske en tankegang, hele vejen langs dens kanter og kystlinjer og ind i alle mulige og umulige indsøer. Jaja, det er en farligt dengset pointe. Men det passer, hr. minister; poesien kan bruges til at tænke med.

Præmissen er også denne gang enkel – digterjeg’et lever i en tidsalder hvor alt er perfekt. Og som tidligere i serien kommer tidsaldrene til syne gennem et jeg, der udlever og oplever sig selv gennem tidsalderens prisme, zeitgeisten eller hvad man vil kalde det. Jeg’et forkynder sin periodes overlegenhed med en overbærende veloplagt tone. Og ligesom sidst henvender jeg’et sig direkte til læseren, som en outsider eller en efterkommer, der skal prøve at forstå tidsalderen (se citatet øverst). Resultatet er en absurd og tit ret komisk vision – hvor man alligevel mærker en hygge-dystopisk stemning komme snigende: ‘vi er alle som én / selvbefrugtende // og kan føde os selv / ind i os selv // i til stadighed / forbedrede versioner’

Forplantningen er en positivistisk Babuschka! De fleste af digtene laver en lille sløjfe ud af guld-præmissen – at alt er perfekt, men samtidig ustandseligt. ‘jeg bliver aldrig træt af / at arbejde // med et af mine digte / (…) de er både færdige / som de er // og har potentiale / for uendelighed’

Jeg kommer uvægerlig i tanke om Lukasevangeliets lignelse om sennepsfrøet og surdejen, hvor gudsriget poetisk forklares som en dynamisk kraft, der forbinder og gennemtrænger alt.  Her hos Sternberg bliver dynamikken egentlig anfægtende – idéen om en konstant eskpanderende merværdi ved alting, som er uproblematisk og aldrig virker ustabil eller løbsk. Der er en underligt poetisk vildhed i, hvordan der ingen inerti eller entropi er i det system. Som om tyngdekraften er aflyst. Sternberg bruger den også komisk, når jeg’et både pavestolt, og med koket selvfølgelighed blæser med mel i munden (‘jeg lærer noget nyt / og opdager // hvor ret jeg havde førhen’). Det er med en småskræmt fryd, man klukker af så fint og åndssvagt et digt: ‘toilettet arbejder / inde i kroppen // fjerne lorten / før den // materialiserer sig / som lort’. Enkelte af digtene går lidt mere autonomt til konceptet og slår et fint smæld med halen: ‘mine sjusser er / træer i maven // med toppe / der kilder solen // som fniser / i al evighed’

Der er selvfølgelig, omend mest indirekte, en satirisk åre i et projekt som det her. Vor kulturs vækstfetichisme ser unægtelig tåbelig ud i genskinnet fra GULDALDERDIGTE:

– den absolutte komfort / kombineret med // en produktivitet / som man aldrig// har kendt magen til//jeg opfinder produkter // og lancerer dem / i søvne // for snart derefter / at vågne op // i et fremmed land // hvor jeg // i mine vågne timer / holder ferie

Mest presserende, synes jeg, er hvordan grænseløsheden også er jeg-nedbrydende. Digtenes stemme står i diametral opposition til forgængerens depressive jeg, der havde en dræbende tyngde som en kollapset stjerne. Denne gang er lyset så stærkt, at det udvisker konturerne af alting. I det sekund, alt er optimalt på én gang, er alt også udhulet: ‘hvert eneste liv er dyrebart // men kan let erstattes / af et andet liv’. I sidste ende er læseren først om fremmest til som vidne til et ego, der blomstrer vulgært: ‘jeg får mere og mere ud af det jeg gør // jeg bliver / mere og mere værd // og alle bliver / mere og mere værd // fordi de minder / mig om mig’

Bag det velslebne og humoristiske vid, der driver digtsamlingen, er GULDALDERDIGTEs verden i sidste ende en sødt døsig rædselsvision. Hvor dens forgænger så at sige åd læser-empatien med sin tyngde, er alle muligheder for at forbinde sig med Guldalderjeg’et væk på forhånd. Hvad skal man kunne udveksle med et subjekt, der bare pisser endorfiner ud af systemet?

På den måde kan Sternbergs tidsalder-bøger læses som en grundlæggende undersøgelse af sociale, psykiske dynamikker, blot på poetiske præmisser. Digteren har bedyret, at serien ikke er en trilogi, hvilket må betyde, at der lurer flere tidsaldre i horisonten. Må de fortsat udkomme som poetiske perspektivudvidere og smide lidt lys på vores alt andet end gyldne periode.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også

Om Victor Ovesen

Victor er Cand.mag i Litteraturhistorie, med speciale i blandt andet naturdigtning. Født i Aalborg i 1987, og serielt ulykkeligt forelsket i guitarer han ikke har råd til.

Skriv til Victor