Strindberg i coverversion – Ida Marie Hede og Signe Schmidt Kjølner Hansen INFERNO


Fra Paris til Istanbul og fra guld til olie. Ida Marie Hedes genskrivning af August Strindbergs klassiker INFERNO er et interessant eksperiment – men heller ikke meget mere end det.

Citat

Han har rejst i alle olierige lande, han har rejst ned gennem olieborene, han har sovet i karavaner og paladser og i sønderbombede lejlighedskomplekser, han har boet nær arkæologiske udgravninger.
På den måde bærer Hunter en anden tids minder i sig: Han bevæger sig som en udstationeret, engelsk gentleman, hans hofter vrider sig, som var han en nutidig dandy.
Erindringen, der bor i ham, kommer fra d. 27. august 1859, da Oberst Drake borede den første olie op af et kun 22 meter dybt hul i Pennsylvania. De kommer fra tiden i det kinesiske imperium i år 374 før vor tid, da man byggede oliebor af bambusrør. De kommer fra år 5.000 før vor tidsregning, da man i olierige regioner tætnede kurve og både med asfaltholdigt sand.

Istanbul er ‘en blødende coverversion af et for længst indtørret Paris.’

Sådan står der i Ida Marie Hedes INFERNO, der er en såkaldt ‘genskrivning’ af August Strindbergs klassiske roman af samme navn fra 1898. Og Gezi Park og Taksimpladsen i den tyrkiske hovedstad fungerer godt som substitut for 1880’ernes Paris. Men alligevel ender genskrivningen desværre mest som en halvt tør, halvt klistret coverversion af Strindbergs stadigt blødende roman.

Først et par ord om begrebet genskrivning. Ideen kommer fra Initiativet Donna Wood (opkaldt efter restaurantskibet i Nyhavn?), der hidtil har været kendt som et oplæsningskoncept, hvor en forfatter ‘skal vælge én til at læse op for sig. Eller vælge noget fra en anden forfatters værk og selv læse det op’. Denne idé bliver nu overført fra oplæsning til nedskrivning, hvor en inviteret forfatter skriver over eller videre på en allerede eksisterende tekst.

Eller i hvert fald af dele af den. Teksten tager udgangspunkt i de første ni oprindelige kapiteloverskrifter og arbejder især videre med Strindbergs maniske og mystiske arbejde med alkymi og kemiske eksperimenter.

Men i stedet for at lede efter guld i en lejlighed i Paris, som hos Strindberg, forsøger Ida Marie Hedes jeg at genopfinde olien fra et lille hotelværelse i Istanbul. Alt er kaos for jeget, der bliver forladt af sin olieforskende elsker Hunter og hans mystiske barn Sibylle, der er mere gudinde end 7-årig skolepige. I det uhumske og afsondrede hotelværelse, hvor tekstens jeg arbejder og skriver, lever hun en slags paralleltilværelse til det kaos, der hersker i Istanbuls gader, hvor politiet skyder med tåregas og demonstranterne kaster med brosten.

Ida Marie Hedes jeg ligner faktisk også Strindbergs jeg. De har begge sitrende nerver og er ikke i stand til at skabe distance til virkeligheden og omgivelserne. ‘Jeg har en følelse af vild uro’ siger jeget på et tidspunkt, og det er en rammende karakteristik af hende – og faktisk også af Ida Marie Hedes tekst, hvor uroen er helt central både som tema og i stil. Desværre holder det hektiske og fortvivlet høje tempo slet ikke kadencen.

Det er helt tydeligt, at Ida Marie Hede kan skrive. Og skrive godt. Der er ganske enkelt bare for langt, mellem at hun gør det. INFERNO har flere gode passager (et fremragende eksempel er citeret i boksen til højre), men det meste af teksten kører i tomgang og svælger i sin egen fikse idé: olien som allegori, olien som metafor, olien som identitet og som skrift. Dryp, dryp, dryp.

INFERNO er udstyret med grafiske arbejder af billedkunstneren Signe Schmidt Kjølner Hansen, der har lavet en blanding af støvede fotografier, blækklatter og håndskrift, der gradvist optager mere og mere af bogens plads.

Det er meningen, at det visuelle skal bryde ind i bogens typografi (der mærkeligt nok er sat med katalog-kolde Helvetica) og skabe en symbiose mellem teksten og billedkunsten. Men det sker i bedste fald kun på overfalden. Signe Schmidt Kjølner Hansens billeder er både flotte og poetiske, men deres placering virker mest af alt tilfældig og overflødig. Skriblerierne og blækklatterne rammer slet ikke den maniske og krampagtige stemning, der er i Ida Marie Hedes tekst.

Initiativet Donna Wood peger på det interessante, der sker når man læser, og på hvor vigtigt læsning er i forfatterens skrivearbejde: Litteratur er skrevet på litteratur. Øvelsen er spændende men resultatet er simpelthen for ustadigt. I stedet for en iøjnefaldende teksthybrid er INFERNO en halvkedelig og parantetisk mutation hvis eneste rigtig interessante greb er forskydningen i tid og sted.

Skrevet af Felix Rothstein

Felix Rothstein (1990) læser til daglig Litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Udover at være anmelder på LitteraturNu, skriver han om tegneserier for Atlas og om tegnefilm på Ekkofilm.dk. Og så er han med til at arrangere tegneserieawardshowet Pingprisen.

Skriv til Felix

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *