Suk, fuck, fuck – Mette Moestrup DØ, LØGN, DØ

Der er godt med modermælk i kaffen i Mette Moestrups nye digtsamling, men man kan stadig smage snapsen.

Citat

at mælken løber til

at mælken løber til
når en fremmed spæd græder
[…]
hendes krop på fortorvet
(hendes klipklapper stod tilbage i vindueskarmen)
hendes hånd var hel
og varm
brune øjne
blinkende
blinkende øjne
hun var levende
døende
(døde af sine kvæstelser på Hvidovre Hospital d. 10. juni 2007)
da min krop ilede til en anden mors krop

da min krop ilede til en anden kvindes fald
som mælken løber til når en fremmed spæd græder
var det ikke et valg

Det er i grunden mærkeligt, at Gyldendal har valgt at udgive Mette Moestrups nye digtbog DØ, LØGN, DØ, så den ligner noget, der kunne stå i reolen i Henrik Ibsens ET DUKKEHJEM. Især når nu Mette Moestrups digte med arme og ben bekæmper den pænhed og orden, som også Ibsens hovedperson Nora vender ryggen. Bevares, bogen er flot, men med sin smagfulde, sorte stofindbinding og hårde ryg står den i skærende kontrast til den bevidste grimhed, der hersker i digtene. Det kan der selvfølgelig være en pointe i, men det virker som om, at forlaget har forsøgt at lave en ’klassisk’ (tør man sige ’maskulin’?) bog uden at tænke på, at digtene er det stik modsatte.

DØ, LØGN, DØ består af fem dele, der er meget forskellige, og som alle er lange nok til at blive udgivet hver for sig, og egentlig også burde anmeldes hver for sig. Første, tredje og fjerde del er samlinger af digte, som kredser om blandt andet moderskab, kærlighed og det at se et andet menneske dø. Anden del er en slags biografi over den antikke digter Sapphos måske, måske ikke-eksisterende datter Cleïs og de åbenlyse problemer forbundet med at skrive sådan en biografi. Femte del er et konkretistisk langdigt, hvor forfatteren instruerer alle jordens kvinder i at stille sig op i en enorm trekant iført sorte rober.

Det er en blandet oplevelse at læse DØ, LØGN, DØ. De bedste steder, som der er mange af, skriver Mette Moestrup på én gang højpandet og langt under bæltestedet. Suk rimer på fuck, ord-associationerne ruller, gerne på tværs af sprog, og flere steder lyder det næsten som en børneremse. For børn med en ph.d. i kønskritiske studier. Som her:

–Så får du det,/som du vil ha’ det. Så vil du ha’/min zebrapenis på et sølvfad. Øh, hvad?/Jeg har aldrig haft en penis, ergo/ingen kastrationsangst. Sikken fangst.

I de gode digte er Mette Moestrup mand for at skrive feministisk poesi, der er både sjov og klog. Hun skriver om fryseposer med modermælk i andelsforeningens fællesfryser, om at se ’en retoucheret reklame i en glaskiste’, når man ser sig selv i spejlet, og om at læse et blodigt menstruationsbind som rorschachtest. Mange steder fungerer det, men nogle digte flyder også ud i retningsløst ordgejl. Sådan må det nok være, når man som forfatteren skriver så meget i ordspil, men eftersom bogen ikke ligefrem mangler sider, kunne man for min skyld godt have udeladt en håndfuld. Jeg er heller ikke specielt imponeret af de mere performative digte à la ’Placer dit hoved ca. 50 cm fra papiret’. Det er sjovt nok, men heller ikke mere end det.

Til gengæld er der digte, der rammer rent ind. For eksempel dét, hvor digteren overværer en anden kvinde kaste sig ud fra fjerde sal i huset overfor. Her hedder det: ’at mælken løber til/når en fremmed spæd græder’. Det er noget så gammeldags som smukt og rørende og uden det vanlige lag af akademisk make up, der er en del af Mette Moestrups charme, men som det bestemt klæder hende at lade ligge af og til.

Alt i alt er DØ, LØGN, DØ en fin udgivelse. Den vil for mange ting på en gang, men der er stadig mange gode digte, der er helt på højde med niveauet i den fremragende KINGSIZE, der indbragte forfatteren Montanaprisen.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også

Om Martin Lykke Nielsen

Martin er 29 år, bachelor i litteraturhistorie og kandidat i journalistik.

Skriv til Martin