Svær(mende) to’er – Signe Gjessing BLAFFENDE RUM NÆNNENDE ALT


Signe Gjessings nye digtsamling er et lille godartet virvar. Det er lykkedes hende at lave et fint broderi af digte, hvor mønstrene står og dirrer på siden. Også selvom ikke alle linjerne når helt sammen.

Digt

…sætninger er gelændere på atomnedrustningen
jeg vender mig om for at se, hvilken, der er sat på

som en diamantpickup slentrer du mod solskiven

forbi mig, jeg er teblade i forsvindingspunktet
mine knogler er bandage til plukkede græsstrå,

du, der kommer gående er sommerens 1,77 m.
høje bred,
erantis løber skrigende i en vandkant på 21 år,

den bærbare nutid tages med ud i viljen,
stængler, der arbejder i stjernebede til langt ud
på natten, er på vej tilbage
denne
vej
(…)

Signe Gjessing er født i 1992 og debuterede i 2014 med den prisvindende UD I DET U-LØSE. I opfølgeren fortsætter hendes poesi ud af sin helt egen, krøllede løbebane. Og på samme måde som debuten er den nye digtsamling blevet begavet med en fremragende titel:

BLAFFENDE RUM NÆNNENDE ALT. Sætningen er metrisk veldrejet, og har en vis mængde blikfang i sin måde at stå og flimre, rent betydningsmæssigt. Når først den lige siver ind, er det svært ikke at læse den metapoetisk. Digtningen som rum der nænner, noget åbent og omsorgsfuldt. Men rummet er blaffende, er selv dynamisk. At blaffe er sådan en nomadisk bevægelse, en laden sig tage med.

Det er måske sådan en rummelighed eller nænnen, der kendetegner Gjessing som digter. Hun evner, faktisk relativt frygtløst, at indrette sine digte med forfriskende uortodoks logik. Når f.eks. ‘Træ smider blomst ud og hinker hen ad blomstringen og hinker tilbage/ ad løvfaldet’, får hun iscenesat blomstringen – en ret velafprøvet poetisk genstand – på en sirlig og original måde.

Det er digte der fordrer en velvilje hos læseren for at komme til live på papiret, man kunne sige de faktisk handler om den åbenhed. Jeg har absolut en forkærlighed for en poesi som den her. På sin vis både en fordel og risiko for anmeldertjansen, på forhånd at være villig til at gå med på en given poetisk præmis.

Uanset hvad har hun en genkendelig og original måde at strække den genstand hun poetiserer, så den kan indeholde alle mulige og umulige metaformanøvrer. I denne bog synes jeg desværre ikke Gjessing får det til at fungere hver gang. Der er altså bare gange hvor digtets forskellige elementer ikke når sammen, eller, ja – strækkes forbi hinanden: ‘Til støvets forfest – // vi klipper overfladens skranke af, så intet støv kan henvende sig dertil.’

På samme måde er  ‘en gymnastikhest der har horisonter som ben’ dels et megalomant og ret villet billede, samtidig lidt kækt-nede-på-jorden-agtigt i sin brug af gymnastikhesten. Et billede må gerne, både visuelt og ontologisk, være nonsens, men så skal det kunne noget lydligt, eller stemningsmæssigt; Gjessing rækker ambitiøst ud efter de fjerneste betydningsforbindelser, og når nogle gange ikke helt i land.

Når det fungerer, lyder det f.eks.: ‘En låge i flis – universets/ smil er en/ trist, manuel champagne’. Det fungerer altså bare, og det gør det fordi billedets håndgribelige og sværmeriske dele (univers, champagne vs. manuel, flis) udveksler betydning på en konstruktiv måde. Så selvom linjerne ikke ligefrem tilbyder nogen vild erkendelse, så føles de nuancerede og sande, selv midt det syrede.

Et andet eksempel på, at det kan falde til begge sider, er de dekonstruerende poetiseringer af faste og genkendelige vendinger. Jeg synes det er et risikabelt virkemiddel, fordi de nemt kommer til at fremstå selvbevidste, et trick, der demonstrerer sin egen finurlighed. Men når Gjessing bruger et ‘Neglebånd bundet om tiden som en gave’ – så får hun åbnet det oprindelige udtryk og gjort noget originalt og  med det.

Jeg har også undret mig lidt over bogens format. Jeg synes digtene befinder sig en smule akavet på de A4-store sider, og det hårde og laminerede omslag føles en smule klodset i hænderne. På den anden side behøver enhver digtsamling ikke ose væk af den samme symbolske kapital.

Når BLAFFENDE RUM NÆNNENDE ALT alligvel er spændende at have mellem hænderne, er det fordi den virker som et vågent talents indsats for at udvikle sig. I UD I DET U-LØSE fungerede Gjessings bedste momenter som instruktive eksempler på det poesi kan. Toeren vover sig ud i længere tankerækker, i jagten på den slags momenter – men ender så alligevel med lidt færre af dem.

Skrevet af Victor Ovesen

Victor er Cand.mag i Litteraturhistorie, med speciale i blandt andet naturdigtning. Født i Aalborg i 1987, og serielt ulykkeligt forelsket i guitarer han ikke har råd til.

Skriv til Victor

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *