Af | 26. august 2013

Syrede sætninger smadrer subjektet – Anders Abildgaard DIN FJENDES FEST

Anders Abildgaard sætter ild til digter-jeget og flintrer derudad i kollektivt udsigelseseksperiment, der har sluppet både psykologien og det narrative begær. Vildt!

Citat

Det brænder i hjernerne – det kan ikke blive ved … det kan blive ved, det bliver ved.

det brænder i skyerne, næh, stikker i fødderne, hjernen gløder, en rød pude med gløder i, en i krinolinekjole, tevarmerfacon, hvem har ikke haft det
[…]
det, vi vil, er at forandre det sted, der tales fra, der er ikke nogen anden grund til at åbne munden

vi kender til kærlighed, vi kender til liderlighed

vi kender ikke til begær, vi ved ikke, hvad det er

hurtige brydetag, kroppe, der går løs på kroppe

Den amerikanske digter Gertrude Stein (som jeg holder meget af) var i hele sin karriere stærkt optaget af sætningen, og ikke mindst af balancen mellem sætninger og afsnit. I sin store roman THE MAKING OF AMERICANS (1922) trækker hun i passager sine halsbrækkende lange sætningerne ud, så de fylder hele afsnit, og forsøger således at skrive på en måde, der baserer sig på sætningens logik i stedet for afsnittets. I HOW TO WRITE (1930) forsøger hun i stedet at komponere korte sætninger, som indeholder balancen mellem sætning og afsnit i sig. Humlen er, beskriver hun, at ‘afsnit er følelsesbetonede, men det er sætninger ikke’. Det, som Stein her kalder følelse, kan også kaldes forløb, narrativ logik, eller rækkefølge. Det organiseringsprincip for en tekst, der fordrer at én ting følger den næste ud fra en logik, som kan forankres i et centralperspektiv, eller i et mål som ligger uden for ordene på siden. Sætninger er ikke underlagt dette, de organiseres af ordenes grammatiske, lydlige, grafiske og associative relationer til hinanden, og disse mekanikker fungerer slet ikke lineært. Alligevel er de følelsesbetonede afsnit bygget op af netop sætninger, som ikke er det. Dette paradoks optager som sagt Stein hele livet.

DIN FJENDES FEST, Anders Abildgaards tredje digtsamling, er helt sin egen. Og jeg er helt sikkert miljøskadet som Steinelsker og -oversætter, men hos Abildgaard ser jeg noget, som jeg genkender fra Stein, men ellers sjældent finder i samtidslitteraturen her til lands. Det er noget med at skrive med udgangspunkt i sætningen i stedet for i afsnittet. Det er noget med, at det hele er til stede i sætningen på siden og ikke læner sig op ad noget andet, f.eks. psykologien. I DIN FJENDES FEST er der er ikke noget underbevidst. Der er ikke fejet noget ned mellem linjerne eller ind under gulvtæppet. Der er ikke noget budskab, som folder sig gradvist mere ud under læsningen af bogens sætninger. Ikke noget forløb, som logisk skrider mod sin afslutning, eller for den sags skyld brydes af – in medias res. Der er egentlig ikke ret meget, læseren kan støtte sig til. Der er ikke engang noget, man kan regne ud, så man i det mindste kan få lov at føle sig lidt skarpsindig. Bare stribevis af potente sætninger. Og sådan er det også nogen gange med Stein.

Hermed ikke sagt at der ikke rigtig står noget i Abildgaards bog, for det gør der. En hel masse, faktisk. Citatet til højre er en side fra bogens anden sektion ‘Tortious interference’ (som er min yndlings, ikke mindst på grund af passagerne om den taiwanesiske kunstner Tehching Hsieh) og illustrerer den høje sproglige underholdningsværdi og det berusende tempo, Abildgaard holder, ligesom det peger nogle af bogens mere filosofiske temaer ud. Og her er jeg lidt på halen over, hvor konsekvent Abildgaard er i sin turnering af det post-ødipale subjekt, der også kredses om i sætninger som denne: ‘jeget er en effekt af hjernen, holdt åbent af noget vådt, af hemmeligheder og stoffer’ – som kunne være løftet direkte fra en bog af Deleuze og Guattari.

Det jo ikke fordi, det er noget hidtil uset tema i samtidslitteraturen. Tværtimod, kan man vel nærmest sige. Men da jeg læste det, blev jeg mindet om en serie sonetter fra Llambías’ MONTE LEMA, hvor jeget læser bl.a. Deleuze og anden subjektkritisk tænkning, som han reflekterer en del over. Alligevel demonstrerer såvel MONTE LEMA som efterfølgeren HUNDSTEIN ganske eftertrykkeligt Deleuzes pointe, at subjektet nok er en effekt af hjernen – men at det er en effekt, som uophørligt og uvægerligt tenderer mod at antage sig selv som årsag. Begge bøger er unægtelig særdeles optagne af jegets jegfølelser og deres mulige eller umulige oprigtighed.

Her er det bemærkelsesværdigt, at Abildgaards bog overhovedet ikke er optaget af netop forfatterens (eller fortællerens) eget lille effekt-jeg, eller et hvilket som helst andet lille effekt-jeg, for den sags skyld. Som det hedder et sted: ‘i stedet for instinkter, institutioner’. Og hvor fraværet af udvikling hos Llambías bliver klaustrofobisk og hæsligt (hvilket i parentes bemærket ikke er ment som en diskvalificering af al den gode autofiktion, det er en interessant effekt, og den er givetvis helt kalkuleret), oplever jeg det hos Abildgaard som ekstrem frihed. Hvorfor? Måske er det fordi, han har sluppet det psykologiske afklaringsprojekt, det narrative begær (‘vi kender ikke til begær, vi ved ikke hvad det er’) og oprigtighedsfigurerne og er nået et andet sted hen. Hvilket sted det helt præcis er, er jeg ikke altid sikker på, men jeg er sikker på, at jeg gerne vil være med. Jeg synes det er interessant, overraskende, sjovt og i sjælden grad frigjort fra den følelse af ufri, tankeløs reproduktion af stereotyper, som megen subjektkritisk litteratur er en lang klagesang over.

Et par ord om bogens komposition. DIN FJENDES FEST består af to dele. Første del åbnes af to adskilte sektioner med luftigt opsatte sætninger i et poetisk udseende tekstflow. Rent grafisk kunne de ligne en prototypisk side hos Laugesen, men leger også med dramatisk tekstopsætning. Der dukker karakterer, replikker og sporadiske regibemærkninger op her og der, som i et partitur til en performance eller et filmscript. Herefter følger to sektioner, hvor Abildgaards sætninger er presset sammen i massive tekstblokke. I den form får teksten karakter af bevidsthedsstrøm, selvom der stadig ikke er nogen afgrænset subjekt-agtig bevidsthed at iagttage. Konstant skiftes der retning, udsigelsesposition, tidsligheden er forstyrret og alle udsagn, der kunne antyde et forløb, afmonteres straks efter (‘Kitte vil være på vej op ad trappen. Kitte vil være på vej ned ad trappen.’). Alt i alt en stakåndet effekt.

Bogens anden del er en ren ready made. Et fragment på omkring 20 sider fra filosoffen Ludwig Wittgensteins dagbog. Igen et konsekvent greb i det opgør med forestillingen om den ’interessante forfatter’ og hans ’interessante tanker’, som bogen fostrer. Ikke for det, Wittgenstein er skam interessant nok, og dagbogsuddraget er på samme tid sært rørende og jeg-svagt, men nogen nødvendig relation mellem hans optegnelser fra 1930’erne og resten af bogen, kan man ikke sådan slå fast. Abildgaards forrige bog, KÆRE VENNER, sluttede forøvrigt også med en ubearbejdet ready made, en lang bid fra Stig Larssons HELHJÄRTAD TANKE (1999). Og hvorfor egentlig ikke? Som Samuel Beckett skriver et sted: ‘Hvilken forskel gør det, hvem det er, der taler?’

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også