Tæppebombning – Herman Melvilles MOBY DICK

Den kendte historie, om kaptajn Akabs jagt på den hvide hval Moby Dick, overrasker med sin grænseoverskridende form og leverer samtidig et af litteraturhistoriens stærkeste allegorier med hval- og hævnsymbolik.

Citat

Alt, hvad der piner og gør vanvittig; alt, hvad der hvirvler op i livets bærme; alle onde sandheder; alt, hvad der knuser ens kræfter og udmarver ens hjerne; hele livets og tankens snedige deæmoni; alt, hvad der er ondt, var for den afsindige Akab synligt levendegjort som noget, der kunne angribes i Moby Dick. På hvalens hvide pukkel opdyngede han al den vrede og hele det had, hans race har følt siden Adam tid, og som om hans bryst havde været en mortér, affyrede han sit hede hjertes granat imod den.

Det er ikke svært at forstå, at der skulle gå omkring 70 år, før MOBY DICK fik sin store anerkendelse og blev opløftet til den klassikerstatus, den nyder i dag. Det er nemlig et værre skrummel af en roman, som i lange passager slet ikke er en roman, men derimod et leksikon, en videnskabelig artikel, et rejseessay, et stykke dramatik, et syngespil! Desuden er den spækket med fejl og umotiverede skift i karakterfokus. Men så er det på den anden side ikke svært at forstå, at den er blevet en klassiker. Til sammen giver denne maksimalistiske og grænseoverskridende tilgang til romanformen, et unikt og overvældende bud på at ramme i mål ved at trykke på alle knapper samtidig. Det er ikke præcisionsbombning, det er tæppebombning.
Men lad os starte fra begyndelsen. Kernen i historien centrerer sig omkring hvalfangerbåden Pequod, hvis kaptajn Akab fanatisk søger den hvide spermacethval (kaskelothval) – Moby Dick – der har taget hans ben og knust hans gamle skib. I starten følger vi matrosen Ishmael, der sammen med den tatoverede polynesiske harpuner Queequeg får arbejde på Pequod, men fokus skifter hurtigt væk fra de to til andre besætningsmedlemmer på skibet.

Selvom romanen er uden egentlig hovedperson, er kaptajn Akab den vigtigste figur. Hans monomane og blodtørstige jagt demonstrerer det ufrugtbare, destruktive og irrationelle ved hævntørst. Det er en stærk allegori, som kan og er blevet fortolket mangetydigt, ligesom målet Moby Dick, i sin skrækkelige, overnaturlige hvidhed, kan udlægges i forskellige allegoriske kontekster: naturen, religion, rigdom mm. både for læseren og for karaktererne i romanen.

Andre vigtige figurer er kaptajnens styrmænd. Førstestyrmanden er den unge, moralske kvæker Starbuck, der som den eneste trodser kaptajnen og forsøger at mane til besindelse, om end han til sidst underkaster sig Akabs vilje. Starbuck vil hellere tjene penge, end at få hævn, og bliver hermed repræsentant for den kapitalistiske pragmatisme. Andenstyrmanden er den piberygende Stubb, der er evig optimist. Hans motiverende pludren til sine mænd, når jagten er i gang, er en sand fornøjelse.

MOBY DICK fremlægger hvalfangsthvervet i alle sine grufulde og kvalmende detaljer. Hvalen er ifølge Melville en fisk, som man ikke skal være bange for vil forsvinde. Leviathanen, som den bibelsk benævnes, er evig. Når endelig en hval er fanget, og det er noget af en bedrift, bliver kadaveret hakket, udrullet, smeltet og pint for at få fat i alle dens værdifulde råstoffer. Det er ikke godnatlæsning for den politisk korrekte dyreaktivist. Mændene ælter den hvide, ambrosiaagtige sperm(acet) i homo- og autoerotisk fryd.

Sidstnævnte blev vist udeladt i den gamle oversættelse af Boysen. Om Nielsens oversættelse må man sige, at den er fejlfri, den flyder, som havde den altid været på dansk, og ikke engang den mest obskure maritime dingenot knækker Nielsen halsen på. Alle ved hvad MOBY DICK handler om og kender grundtrækkene i historien, men romanen er så meget mere end det narrative skelet, den er hængt på. Alle bør unde sig selv at læse dette grænseoverskridende monstrum af en roman. Mærk det salte skumsprøjt fra et oprørt hav og hør udkigsposten råbe ’Der blåser hun!’

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også

Om Christian Jess Mark

Christian Jess Mark (f.1979) er cand.mag. i litteraturvidenskab og moderne kultur og kulturformidling. Han var chefredaktør på LitteraturNu fra 2007-2017.

Skriv til Christian