Ti år i krisens tegn – KORT FORTALT. DANSKE NOVELLER 2000 – 2010


Man bliver næsten stolt over at leve i et land, med så mange dygtige novelleforfattere. KORT FORTALT. DANSKE NOVELLER 2000-2010 er en enestående novellesamling, som på én gang vidner om nationens store litterære rigdom såvel som dens manglende politiske engagement.

Citat

Syv år har jeg været i mørket. Kun småsten, ral. Blot nok til at udskifte den tyndslidte skjorte på ryggen, købe lidt bhangi og gongo, så jeg kan flygte ind i søvnen. Sidder i skyggen under halvtaget og spiser min løn: majsgrød og bønner. Blikpladerne klikker i den brændende sol. Jeg lægger mig på ryggen og lukker øjnene. Hvordan er der gået syv år? De stinker som en død hund i vejkanten.

Jakob Ejersbo ’Slangens vej’

Man savner lidt det politiske, skriver de to redaktører Nanna Mogensen og Klaus Rothstein i det udmærkede efterskrift. Og man er tilbøjelig til at give dem ret. De første ti år i det nye årtusind har både nationalt og internationalt set været ti usædvanligt begivenhedsrige år. Ti år med krig og kriser, som gør det ikke bare chokerende, men fuldstændigt uforståeligt, at ikke én af de udvalgte forfattere så meget som nævner 11. september, krigen mod terror, krigen i Afghanistan, krigen i Irak, Muhammedkrisen, klimadebatten eller forbrugsfestens bratte død og den økonomiske verdenskrise. Det politiske engagement er så godt som ikke eksisterende.

Hvor det politiske glimter ved sit fravær er der til gengæld masser af provins- og forstadskritik. En tendens der efterhånden har gjort sig gældende i litteraturen i flere årtier. Og den er helt gal med både provinsen og forstaden. Det såkaldte ’udkants-Danmark’ er oversvømmet af racisme, kristendom og hustruvold, og de veltrimmede ligusterhække i forstaden skjuler intet andet end utroskab, magtmisbrug og svigt. Måske er det rigtigt, forhåbentlig ikke, ikke desto mindre bliver det trættende i længden. Man savner verden derude og man savner en mere vedkommende samfundskritik. Hvorfor er der ingen der skriver om overdrevent konsum, om nihilisme eller narcissisme, Hvorfor er der ingen der skriver om Danmarks umenneskelig asylpolitik. Eller om Danmark i krig?

Det betyder ikke, at novellerne ikke er spændende og velskrevne, for det er de! De 34 udvalgte noveller befinder sig alle, uden undtagelse, på et meget højt litterært niveau. Tematisk stritter de i alle retninger, men med forkærlighed for en problematisering af de mellemmenneskelige relationer, særligt parforholdet står for skud. Parforholdet på landet, i forstaden og i byen.

Er det navlepilleri? Ikke nødvendigvis. Men det er indadskuende. ’Det indadvendte blik er måske politisk på et mere forsigtigt og abstrakt plan’, foreslår de to litterære studieværter Nanna Mogensen og Klaus Rothstein. Og måske har de ret?, for der er vitterlig eksempler på antydninger af politiske kommentarer. Og så er der enkelte noveller, der helt og aldeles er båret af socialt engagement. Jacob Ejersbos meget barske, men vanvittig skarpe novelle SLANGENS VEJ om fattige afrikanske minearbejderes livsvilkår for eksempel. Et andet eksempel er Merethe Pryds Helles rørende novelle TI FINGRE FRA ELLER TIL, hvor et torturoffers forsøg på at begå sig i det danske samfund skildres. To noveller ud af 34 syner imidlertid ikke af meget.

Politisk eller apolitisk, KORT FORTALT. DANSKE NOVELLER 2000-2010 er en meget fin novellesamling, som måske i virkeligheden leverer et større og vigtigere vidnesbyrd end man lige umiddelbart skulle tro. Novellerne vidner om den lille, isolerede verden vi danskere lever i. Vores liv, vores problemer og vores fokus. Langt fra krigene og kriserne.

Skrevet af Lone Højgaard Viemose

Lone Højgaard Viemose er cand.mag. i Idéhistorie og Moderne Kultur og Kulturformidling. Bor på Christianshavn, arbejder lidt, læser meget.

Skriv til Lone

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *