Af | 3. januar 2011

Tilsneet statisk – Peter-Clement Woetmann MIT INDRE POMPEII

Digtene i MIT INDRE POMPEII lægger sig som sneen aldrig helt til rette, men sprogets fortættede skønhed tynger alligevel med stilhed, stilstand og vægt.

Digt

Jeg holder ikke fast i dine linjer, i dine brud
Sæt-sæt-sætningerne glimter af vanvid og sol
og du, du driver med
ubekymret og legende let, driver
ordene ned bag duggede ruder
mens jeg, jeg vakler i silende regn
fra den håbløse skrift (en hudløs
bevægelse i dette mørke) til
mørket tætner og bliver som blinde

Peter-Clement Woetmanns anden (solo) digtsamling er svær at få hold på. Det mest opbyggende, man kan sige om den, er nok, at den er springende og flygtig i tematik og form, og at digtene stritter fragmentariske ud. Både indbyrdes henover siderne og i samlingens struktur, hvor en første del vil et og en anden del vil noget andet. Størstedelen af MIT INDRE POMPEII er præget af en fornemmelse af forladthed, statiske billeder af natur og kærlighed og et du og jeg. Jeget besidder netop dette tilsneede indre, som digtsamlingens titel henviser til. Dette begravede indre fremstår ensomt og handlingslammet på mange måder, og det afspejles i beskrivelsen af naturen, der i det følgende ikke er præget af sne, men alligevel af en følelse af øde liv:

- Udenfor: bladenes tørt og dine læbers

og dit                                hjerte:

Døren slår ud imod vinden med en blød fugtig lyd (hjerteklap)

Digtenes forladte billeder skaber på en måde en distance fra fortælleren til det fortalte, og læseren overtager på sin vis den distancering. Derfor er det svært at forholde sig til mange af de stilstande, der skrives konstaterende frem gennem sproget. Jeg mener ikke nødvendigvis, at al god lyrik er en, man kan forholde sig til, da alt da overlades til læserens nåde, indlevelsesvilje- og trang. Det er imidlertid svært ikke at overtage den følelse af fremmedgjorthed, der ligger i digtene og så blot overføre den til, at man som læser føler sig fremmedgjort over for digtene. Det er effektfuldt (og dygtigt), men ikke særlig behageligt, og i sidste ende er det vel verden (hvis noget), man skal føle sig fremmedgjort over for – ikke sproget eller lyrikken selv. På den måde er det svært rigtig at komme inden for i Woetmanns lyrik.
Rammen med (forladt) kærlighed og natur springes af stykker med dagligdage og konkrete stykker, hvor der både findes tyngde i de sproglige billeder og en næsten dyster tone:

– Et stykke borte går jeg fra drøm til drøm og glemmer alt der er sort i min søvn, mens jeg mumler: Mørket er mest mangel på lys. Det er tirsdag og sent. Ruderne dugger af stilhed. Lydene trækker i vinden. Jeg trækker vejret roligt og tungt. At tænke, at svømme, at sværme: Jeg sværmer for natten og stjernernes sved. Et sted mellem bjergene følger en naturlig forklaring regnvejret op: Det sner.

Sætningen ’mørket er mest mangel på lys’ gentages flere gange og i flere former, og det kunne ligeså godt have været bogens titel – så rammende er den umiddelbart for jegets sindstilstand. Det citerede stykke er desuden symptomatisk for Woetmanns særegne styrke: Han kan som få unge digtere fange en mørkromantisk tone og skabe billeder, der næsten er for skønne og fyldige til ikke at kræve hele, blanke sider til at bære sprogets smukke volumen.

Det skinner også igennem i Woetmanns anden digtsamling, at der er meget talent gemt og anvendt i den selvproklamerede ’smukke digter’, og især rent sprogligt har Woetmann virkelig spandevis at give af. Som digtsamling er MIT INDRE POMPEII dog svær at få hold på og for alvor holde af. Når forfatteren ikke udfolder sin skrift og bare beskriver den mere dynamiske dagligdag, som det sker i digtsamlingens sidste omtrent 20 sider, er det med en ligetil og kraftfuld tone, der skiller sig ud fra samlingens øvrige lyrik. Det er godt, men det er også forvirrende. Måske skulle man have lavet to digtsamlinger i stedet for en. Eller brugt sneen til sneboldskamp.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også