Tilværelsen fra vingeperspektiv – Morten Søndergaard FORDELE OG ULEMPER VED AT UDVIKLE VINGER
Selv om den ikke giver svar på, om det ville være en fordel eller ej, hvis vi udviklede vinger, er Morten Søndergaards nye digtsamling en udforskning af kroppen og verdens grænser. Det er en virtuos legende nysgerrighed, der driver sproget. Det er fedt!
Digt
Tretten grunde til at sidde på et dørtrin
Man har fået en besked der vender op og ned på ens liv.
Man venter på en ven.Man er ulykkelig.
Man har mistet sin kuffert.Man vil lige tænke over tingene.
Man græder og mascaraen løber.Man har byttet sine bedste kort for et sværd.
Man er forelsket og vil ikke gå hjem. Ikke endnu.Man har ikke noget hjem.
Man håber at nogen vil give en lidt penge.Man er desperat lykkelig.
Man er et hittebarn afleveret i en vidjekurv.Man har livet foran sig.
Intet er sikkert i FORDELE OG ULEMPER VED AT UDVIKLE VINGER. Allerede ved et kort blik på omslaget, hvor titel og forfatternavn bevæger sig væk fra samlingens forside, fornemmer man den uforudsigelighed, værket rummer. Og når værket åbnes, ser man hurtigt, hvordan tegnsætning, mellemrum, linjeskift og endda sidetal er uregerlige – som bestemte de selv, hvor de ville være. Går man længere ind i værket, viser selve tekstsamlingen sig også at være utøjlelig, eftersom alt fra små systemagtige digte til længere kortprosaiske tekster i et virvar går sammen om at stille spørgsmål ved, hvor livet starter og slutter. End ikke fortællejeget lader sig fasttømre, det optræder derimod både som den, de og vi. Det er noget teksten selv er metarefleksivt opmærksom på: ’En et den det de / Den jeg er / Den der er den.’
Men samlingen er ikke en søgen efter én identitet. I sin undersøgelse af, hvor vi begynder og slutter, stiller den spørgsmål ved vores forhold til jeg’et og vi’et. Og til verden, universet, intetheden og uendeligheden!: ’(…) når jeg fylder tremillionerogfiretusind år, ville alle dele af mit dna være muteret’, som der står i et digt i samlingens 7. afsnit.
Det eneste der binder virvaret sammen, er nemlig samlingens ti afsnit. Og som en slags orden i kaoset, er de ti afsnit så vel organiseret, at de hver især – mere eller mindre direkte – er repræsentant for en af de ti ordklasser. Sådan trækker samlingen linjer tilbage til Søndergaards anmelderroste ORDAPOTEK. Ligesom den også vækker minder om de associationsprægede tekster i PROCESSEN OG DET HALVE KONGERIGE, hvor Søndergaard i samme åndedrag førte læseren fra en kvinde i Playboy til en giraf, der levede i 1827. Helt så hurtig er han ikke i sit nyeste værk, men lige så legende sætter han perspektiv på tilværelsen med sin ordjongleren. Heldigvis. For af alt hvad der er godt ved Søndergaard, er hans ordleg det bedste.
Især når han formår at fifle sig gennem sproget, og han uprætentiøst og knivskarpt som en sproglig hjernekirug rammer plet på alle de Tretten grunde til at sidde på et dørtrin (se citatboks), der findes. Ikke mindst når han læses en forårsdag, der dufter af forelskelse, og intet er mere fristende end blot at sidde på et dørtrin…
Det er nemlig sådan med Søndergaards digte, at man som læser oplever, ’hvordan følelser transporteres fra et menneske ind i et andet’, som han selv skriver et sted i samlingen. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at når vi har med Søndergaard at gøre, har vi fingrene i en digter, hvis debut ligger mere end 20 år tilbage i tiden. Han kan sit håndværk!
Eneste anke er, at megen af min begejstring for Søndergaard skyldes hans konkrethed. Søndergaard evner og er sædvanligvis så konkret, at jeg næsten kan smage hans ord. I nærværende samling sker det mere end en gang, at han taber mig i sine vilde abstraktioner. Det er måske nok en smagssag, og jeg må medgive, at det er vanskeligt at flyve så legende smukt over livet, hvis det samtidig skal være helt nede på jorden.
Grunde til at sidde på et dørtrin i Baltimore:
Man holder øje med politiet.
Politiet holder øje med en. Måske har de gemt en mikrofon i tennisbolden i rendestenen.
Man sælger et produkt.
Man sælger et produkt, men man sælger ikke nok.
Man ville ønske at man solgte mere af et produkt.
Man har et svagt produkt, men man har givet det et nyt navn.
Man venter på reup.
Man venter på at en ven skal komme tilbage med en sandwich (lake trout, no mayo, extra strong)
Man venter på at telefonen skal ringe.
Man venter på at blive røvet. Man ved det bare ikke.
Man tænker på at vidne.
Man er en del af spillet.
Nogle gange ville man ønske at alt var anderledes.
Men så er ens ven tilbage med sandwich, og pludselig er der kunder i butikken. Og hør, nu ringer telefonen!