Tolerance skal gøre ondt – Thomas Bredsdorff og Lasse Horne Kjældgaard: TOLERANCE
Tankevækkende bog der klogt leverer baggrunden for et af tidens mest omdiskuterede emner: tolerancen.
Citat
Tolerance går ud på at acceptere – politisk, religiøs, kulturel – forskellighed. Til en vis grænse, som løbende har været til forhandling. Hvor denne grænse er gået, og hvordan den er blevet forhandlet, er to gennemgående spørgsmål i bogen. Der er ting, man ikke skal tolerere, et sted må grænsen gå, noget må stå fast. Det siger vi, og det hører vi blive sagt, mens alle nikker.
Uenigheden opstår, når man skal sige, hvad man ikke skal tåle, eller hvor grænsen skal gå, samt hvorfor. Tolerance sådan i al almindelighed er en dyd. Men at tolerere noget ganske bestemt – hvad enten det er en tro, en beklædningsgenstand eller en adfærd – er for den ene en dyd, mens det for den anden er slap ligegyldighed eller sentimentalitet. Man skal da heller ikke være blind for intolerancens værdi; vi vil i hvert fald bestræbe os på ikke at være det.
Det kunne næppe være udtænkt bedre af Gyldendals PR-folk selv: en bog om tolerance lige midt i Muhammed-krise (den 2.), ildspåsættelser og almene kultursammenstød i dagens Danmark. Ikke desto mindre er det den virkelighed, som de to litterater, professor Thomas Bredsdorff og lektor Lasse Horne Kjældgaard, rammer lige ned i med deres bog TOLERANCE, der smukt bærer undertitlen: »eller hvordan man lærer at leve med dem, man hader«.
Tolerance er en kompliceret sag at have med at gøre. Hvad er fx tolerance, og hvad er ligegyldighed? Kan man være tolerant over for intolerance? Og kan det overhovedet lade sig gøre at være ÆGTE tolerant uden at være nedladende over for dem, man er tolerant over for – og er det så i det hele taget tolerance?
På trods af disse vanskeligheder ved begrebet gør Bredsdorff og Kjældgaard et forsøg på at definere det: Det helt grundlæggende er, at tolerance skal gøre ondt – kun når vi tåler noget, vi har svært ved at tåle, kan der være tale om ægte tolerance, skriver forfatterne. Det næste skridt er, at man må blive ved med at forholde sig til dem, man er uenig med – og altså ikke lukke sig inde i egne accepterede og »rigtige« holdninger. Det sidste og mest diskutable element, der skal være til stede, er en grundlæggende humor, der tillader én at se sig selv udefra med en klar fornemmelse for sin egen begrænsning.
I den historiske gennemgang kommer forfatterne rundt om alt fra Lockes BREV OM TOLERANCE til Derridas poststrukturalistiske dekonstruktion af tolerancebegrebet, og det er udmærket og informerende læsning. Paradokser bliver præsenteret og udfoldet, mens begrebets kompleksitet bliver om ikke forløst, så dog forklaret.
Når vi nærmer os vor egen tid med Salman Rushdies DE SATANISKE VERS og Jyllands-Postens Muhammed-tegninger bliver den tilsyneladende modsætning mellem tolerance og ytringsfrihed taget under behandling, og her viser forfatterne selv, hvor svært det er at undgå at falde i tolerancebegrebets definitionsfælde: For hvor Rushdies blasfemi er kunst og dermed i orden, er Jyllands-Postens tegninger rendyrket provokation og derfor ikke i orden. Men hvis tolerancebegrebet skal have nogen form for mening i dag, så går det vel ikke at skelne mellem kunstnerisk ytringsfrihed og den almindelige? Her er forfatterne en smule uklare.
Der, hvor bogen løfter sig og for alvor bliver vedkommende, er i de mange analyser af tolerancen i litteraturen lige fra Kafka og Orwell til Niels Klim. Her viser Bredsdorff og Kjældgaard eminent flair for tekstlæsning og præsenterer læseren for den måske vigtigste lære, man kan få ud af denne bog: nemlig hvad vores forfædre har gjort, når de har stået over for intolerance.
Og her slår det denne læser med forbløffelse, hvor friskt og stærkt Holbergs tanker stadig står her godt 250 år efter hans død. Både med hensyn til tolerancens bidende nødvendighed – og dens paradoksale umulighed.
