Tretten femogtredive og fyrre – Gitte Broeng FRØKEN KLOKKEN
Den veldrejede romandebut udspiller sig over en enkelt dag i 1938. Noget så konkret som optagelsen af tidsregistreringer bliver i Broengs hænder til en lille perle, som vækker et konstant smil under læsningen.
Citat
”Jamen, jeg sagde noget,” gentager Frøken Klokken. ” Men min stemme vil ikke rigtigt lystre, måske fordi TRETTEN er et vanskeligt tal, ” tilføjer hun.
”Der sagde De det netop! Med korrekte, bløde t’er,” udbryder Telefoningeniøren. Begejstringen i stemmen når næsten de sædvanlige højder.
”Hvad?” siger Frøken Klokken.
”De sagde TRETTEN helt perfekt.”
”Skal vi sætte gang i optagelsen?” siger Tidskontrollanten. Han snupper stopuret og gør klar til at trykke på optageknappen.
”Er De parat?” spørger Tidsingeniøren Frøken Klokken.
”Øh ja, men jeg er bange for, jeg ikke hørte efter før,” siger hun.
”Hvad mener De?”
”Jeg er ikke sikker på, jeg hørte mig selv sige det rigtigt.”
”Det skal De ikke spekulere på. Vær Dem selv, så kommer den rigtige lyd automatisk. Vi kører nu,” siger Telefoningeniøren og løfter hånden.
Opfordringen lader til at give Frøken Klokken noget at tænke over. Hun er kun nitten år, og det må være svært for hende at vide, hvornår hun egentlig er sig selv.
Broengs finurlige romandebut er et kammerspil, som foregår i et lille lydstudie i Stockholms televirksomhed Ericsson, hvor danske ingeniører vil efterligne den automatiserede tidsregistreringsmaskine, som mange lande i resten af Europa allerede har indført. I Danmark skal den hedde Frøken Klokken, og i flere måneder er der blevet søgt efter den stemme, som vil kunne varetage jobbet til optagelserne. Den er blevet fundet på en af Kjøbenhavns Telefon Aktieselskabs (KTAS) centraler, hvor den udvalgte telefonist nu skal vise sit værd ved indspilningen af de 8.640 forskellige klokkeslæt, som forekommer gennem en dag.
De tre hovedpersoner, Frøken Klokken, Telefoningeniøren og Tidskontrollanten, har dog problemer. Dagen i forvejen har de været på bytur, og de lider nu alle af hårde tømmermænd. De arbejder desuden under tidspres. De er nået til et besværligt ord, tretten, og Frøken Klokken kan ikke få tallet udtalt ordentligt til indspilning. Tretten bliver for hende et ulykkestal og form og indhold går op i en højere indhold, da der herefter ikke forekommer et kapitel tretten i selve romanen.
Nervøsiteten og stressen breder sig optagestudiet i takt med at trettentallets vanskeligheder bliver klare for alle. Dette bliver ikke bedre, da en fjerde karakter, KTAS’ direktør, indfinder sig på et overraskelsesvisit for at tjekke op på projektets fremskridt.
Ud fra dette dramatiske setup, og igennem en direkte dialog og formodende beskrivelser, formår Broeng at give et indblik i de tre hovedpersoners tankerækker, uden læseren nogensinde kan være sikker på, at alt rent faktisk forholder sig, som det beskrives.
For samtidig med, at tredjepersonsfortælleren er alvidende i form af adgang til minder fra personernes liv, er det altid kun antagelser om et følelsesregister samt personernes samtaler og mimik, som registreres. Dette gør, at bogen bliver til filmiske tableauer, hvor den underspillede humor træder i karakter også ud fra et fravær af tekst.
Uden at det bliver helt eksplicit behandler bogen på samme måde forskellige tematikker, som udspillede sig i tiden omkring 1938. Dette både igennem karakterernes personlige historier og igennem nogle af samtalernes verdensudsyn. Hermed kommer romanen både omkring oprustningen i Europa inden Anden Verdenskrig, moderne teknologi, udsagn om det ’gamle Europa’ a la Stefan Zweig og i særdeleshed om kønsrollemønstre, hierarkier og generelle omgangsformer.
Her er ikke tale om en episk fortælling hvor hovedpersonerne gennemgår en udvikling over flere år, men om en slags historisk still-leben. Som en skriftlig MAD MEN bliver fastfrysningen af én dag, et tidsbillede som det for læser bliver dragende og komisk og absurd at være vidne til.
Det er en sjov idé at lade en så konkret historisk hændelse blive inspirationskilde for en fiktiv roman. Broeng har udviklet bogen fra en føljeton, hun har haft i tidsskriftet Pist Protta, og det er samme ligefremme replikveksling, som præger romanen. En rigtig fin, hurtigt læst romandebut fra en forfatter, som også før har glædet denne anmelder med hendes kortprosasamling PLANETBYEN.
Selv måtte jeg efter at have læst bogen høre klokkeslæt fra TDC’s automatiserede tidsservice, som stadig er kontaktbar. ’Tretten, femogtredive og fyrre’. Flot udtalt. Men ærgerligt er det, at det ikke længere er den originale indspilning fra 1938, som taler. Jeg ville gerne have hørt, hvordan den virkelige Frøken Klokken knækkede det hårde trettental.
