Tungebål i himmelhvælvet – Simon Grotrian TYVE SORTE KINDER
Simon Grotrian stamper semantiske sammenstød op af jorden og stirrer Vorherre lukt ind i øjet.
Jeg tror, at det er fornuftigt at gå rigtig fladpandet dansklæreragtigt til Simon Grotrians digte, ikke mindst de nye tætte af slagsen i TYVE SORTE KINDER (først troede jeg, det var TYVE SORTE KVINDER og blev ærlig talt godt skuffet, da jeg indså min sporadiske ordblindhed.) Den nye bog er sær, sær og atter sær, men på en speciel sprællevende måde, der blandt meget andet i hvert fald vidner om forfatterens litterære mesterkompetence. Alting er, som det plejer hos Grotrian, hvis forfatterskab nu tæller 17 digtsamlinger + de best-sælgende salmer i JORDENS SALT OG VERDENS LYS fra sidste år.
Når prædikatet ”sær” så ER hæftet på Grotrians nye bog, og ja ja Grotrian er nyere dansk litteraturs svar på Rainman, så er der to håndgribelige særtræk, der springer den undrende læser i øjnene. Det ene særtræk er Grotrians hjemmeopfundne, sammenstillede dobbeltord, mens særtræk nr. to er et uomgængeligt kristent vokabular med fuld patos. Vi har at gøre med en semantisk spidsfindighed og en tematisk uomgængelighed, og lad os starte dér med et udpluk af, nej med hele halleluja-registeret sådan som det optræder gennem TYVE SORTE KINDER:
folde mine hænder
bibel
Vorherre
paradis
messedreng
Alfader
himmel og helvede
Kristus
korset
Testamentet
Helligånden
påskedagen
jul
kirke
Eden
engleskaren
opstandelsen
døbefont
sjælen
Betlehem
ånden
himmelhvælvet
Som det fremgår alene af kvantiteten, befinder Grotrian sig i en kirkeverden af i går. Det sjove er, at ord og vendinger som disse netop IKKE knirker hult og støvet hos Grotrian, der formår at opretholde den alderstegne patos i en frisk form. I min anmeldelse af Vagn Remmes ARVINGEN efterlyste jeg ”flere afkalkninger af et konservativt blik”, og det er præcis, hvad læseren får i Grotrians oprigtige insisteren på, at eksistensens nøglepiller er tro, håb og kærlighed. Tilmed rimer skidtet systematisk et enkelt sted – i fastlagt metrik i 4 x 2 vers’ strofer.
Det andet særtræk – Grotrians neologistiske sammenstillinger – er også massivt tilstedeværende. Jeg remser op:
Ikarossøn
fuglelås
fontæneblomstring
Rilkeblus
flammekerne
glødetunger
stjernefløjen
kattevioliner
rabarberskove
nervetons
tonefletning
bløderbad, bløderregn
sneglesætning
nanometersovende
lammerytter
vingetræet
magnettestamentet
pludrebæk
skaberbæk
skaberslynge
kilometerven
lyresaksen
kaldskeruber
skulderlæ
Sankt Lukastrold
kommodefrie
halsvinger
papirregn
balsamvinge
tungebålet
stjernesætning
blækspruttesole
kaminbølge
forårsdagslysning
løvedrøm
sandhedsskum
traumestalden
Disse semantiske trafikuheld er sigende for Grotrians poetiske virke, for det er netop ved kantede metaforer og vilde billeddannelser, at Grotrian åbner en lem ind til hvide områder på landkortet; steder som læseren ikke anede, at han ikke anede fandtes. Ved hyppigt at skifte gear (på en kvalificeret vis forstås), tvinger Grotrian fastlåste retoriske strukturer til samarbejde, og så kan hengivenhed være som spaghetti og en motorvej være formet som en rose.
”tanker løb gennem mine ben” hedder det hen mod slutningen, og det er præcis sådan, jeg har det med digtet på side 21. Jeg kan ikke læse det som andet end en pling-realistisk skildring af den forgangne uges begivenheder lige lidt til venstre for Nørrebros Runddel. Han er ikke bare en dragende poetisk dygtighed, Grotrian, han er også synsk:
[…]
eremitten har berettet
at hans hus er væltet
klapstolsagtigt
hele biografen rømmet
gråden sprøjter ud af vore kirkeklokker
[…]
