Turen går til mørkelandet – Carsten Jensen SIDSTE REJSE
Det er en dyster og fortvivlet rejse, som Carsten Jensen sender sin hovedperson ud på i sin seneste roman, som er langt mere indadvendt og knugende end hans forrige.
Citat
Hesten vrinskede ikke, da den så vandet under sig. Lyden, der kom fra den dirrende mule, lød som et menneske, der skreg i den dybeste forvildelse. Skriget rullede ud over havneløbet, før det blev kastet tilbage fra pakhusene omkring Asiatisk Plads. En flok gråspurve, der havde slået sig ned omkring en kokasse i Havnegade, fløj forskrækkede op. Carl Rasmussen vendte ansigtet bort.
Hvor kommer kunstnerens skaberkraft fra? Er den guddommelig, er den forpligtende, og kan den pludselig holde op? Det er tunge spørgsmål, som plager hovedpersonen i Carsten Jensens seneste roman SIDSTE REJSE, som markant adskiller sig fra forfatterens forrige, publikumssuccessen VI, DE DRUKNEDE. Handlingen foregår igen i søfartsbyen Marstal, og en del af figurerne fra den forrige roman er også at genfinde i SIDSTE REJSE.
Men her hører lighederne også op. Hvor VI, DE DRUKNEDE bød på saftige sørøverhistorier fra de varme lande, er SIDSTE REJSE en anderledes refleksiv og vemodig skildring af et menneskes kamp for at finde ind til kunstens kerne og hermed kunstnerens sjæl.
Carsten Jensen har bygget sin roman på kunstneren Carl Rasmussens liv, som i 1800-tallet levede i Marstal og blev kendt for sine motiver fra Grønlands natur og eskimoernes liv. I romanen møder læseren ham på hans anden rejse til Grønland. En rejse, som skal sparke gang i den sarte kunstners inspirationskraft, men i stedet ender med at blive en dyster rejse ind i kunstnerens mørke indre.
For Carl Rasmussen har mistet sit åndelige greb om penslen, og hvert strøg hen over lærredet er en smertefuld lidelseshistorie, som sætter spørgsmålstegn ved hans evne som kunstner og langsomt degraderer hans eksistentielle værdier.
– Han huskede sin sommer om bord på Anne Cathrine. Hvilken forskel var der ikke på dengang og nu. Han havde følt et kald. Han havde indgået en pagt. Han var blevet klogere siden da, men et menneske blev ikke bedre, fordi det blev klogere. Hvad han havde vundet i erfaring, havde han tabt i uskyld, og for ham var uskyld og talent det samme. Det kunne ses på hans billeder.
Gennem de skarpe, præcise og poetiske iagttagelser lever man sig deltagende ind i kunsterens mørke og opgivende tankegang. Det er ikke handlingsforløbet, som driver læseren frem gennem romanen, men derimod Carl Rasmussens indre udviklingsforløb. Det kan til tider give en fornemmelse af, at SIDSTE REJSE i et statisk kredsløb hviler ved de samme tanker, lidenskaber og lidelser.
Trods denne dvælen bliver gentagelserne dog aldrig irrelevante eller kedelige. De evige refleksionsrækker skaber derimod et fint billede af Carl Rasmussens narcissisme og sjælelige ubalance.
Carsten Jensen skriver i en stille og vemodig tone, som er med til at skabe et respektfuldt billede af en mand, der vil og kan så meget, men samtidig konfronteres med en tiltagende afmagt og passivitet. Herved bliver SIDSTE REJSE et sympatisk og smukt portrætmaleri af en kunstner, som stiller store spørgsmål, hvis svar måske lurer derude – i mørkelandet.
