U.S.A! U.S.A! U.S.A! – Flemming Rose AMERIKANSKE STEMMER

Hvis man er villig til at sluge en hel del politiske ukorrektheder og højlydt pro-amerikansk cheerleading fra redaktionel side, så er denne politiske antologi faktisk ret interessant læsning.

Citat

(Spørgsmål til Christopher Hitchens)
Du støttede invasionen i Irak i 2003. Fortryder du i lyset af den seneste udvikling?

>>Nej, der er ikke noget alternativ, og jeg accepterer ikke det ræsonnement, der ligger bag spørgsmålet, nemlig at hvis det går godt, så støtter man, og hvis krigen går skidt, så er man imod. Det har intet med sagen at gøre. Vi kom til Irak mindst 10 år for sent. Det er muligt, at vi vil lide nederlag, at de reaktionære kræfter vil vinde, men det gør mig blot til endnu stærkere tilhænger af krigen. Så enkelt er det, jo mere de slås, jo mere vil jeg bekæmpe dem. Jeg ville ønske, at folk hver eneste dag og nat ville tænke over, hvad et nederlag vil betyde.<<

Ideen med bogen er ganske god. Jyllandspostens berømte og berygtede kulturredaktør Flemming Rose tager til USA og får en snak med en god håndfuld af nationens mest prominente intellektuelle for at få nye og friske vinkler på verdens tilstand generelt, samt en vis karikaturkonflikt, som ingen længere orker at høre Pittelkows og Seidenfadens mening om.

De første interviews omhandler neokonservatismen. Francis Fukuyama har for nylig afsvoret sig ideologien og nikker nu skaller til højre, mens han håber på en mere moderat efterfølger til Bush. Richard Perle og Bill Kristol betegner sig stadig som neokonservative, men mener ellers ikke at Irak-krigens kaos er noget de kan tage på sig, da det skam bare skulle være grebet væsentligt anderledes an.

Når det gælder kritik af Islam, byder stort set alle de interviewede ind. Wafa Sultan og nu afdøde Oriana Fallaci raser mod Islam og lever begge under politibeskyttelse af samme grund. Bernard Lewis og Fouad Ajami, to af verdens førende eksperter i mellemøstlig kultur og religion, er begge spændende læsning, selvom deres konklusioner mildest talt ikke er opløftende.

Den europæiske velfærdsstat bliver også igen og igen beskyldt for alverdens onder. Her byder kommentatorerne Charles Murray og David Brooks mest brutalt ind, selvom der generelt ikke er det store grundlag for en velfærdsfanklub blandt de adspurgte.

Hvis læseren skulle være i tvivl om, hvad AMERIKANSKE STEMMER vil og hvordan den skal læses, så antydes det rimelig kraftigt i forordet af tidligere chefredaktør Asger Nørgaard Larsen og introduktionen af Rose selv. Den europæiske debat er ifølge dem søbet ind i politisk korrekthed, antiamerikanisme, ensidighed og selvtilstrækkelighed. Basta!

Problemet er bare, at AMERIKANSKE STEMMER ikke fungerer som et fornuftigt afvejet alternativ, men i stedet blot er politisk ukorrekt, antieuropæisk og… jep, ensidig og selvtilstrækkelig, så det batter. Det er tankevækkende, at det i pluralismens hjemland åbenbart ikke er lykkedes Rose at opstøve bare én enkelt ægte venstreorienteret kommentator – eller åbenlys modstander af Irak-krigen og Muhammed-tegningerne for den sags skyld.

Udeladelsen af f.eks. Noam Chomsky, Ralph Nader og Michael Moore vidner om, at Rose åbenbart ikke gider at beskæftige sig med folk og holdninger, han er uenig med. Denne tese styrkes, når man kigger på, hvad Rose ikke spørger om i de forskellige interviews. Hvorfor ikke f.eks spørge ateisten Sam Harris, hvad han synes om den kristne højrefløj i Amerika i stedet for kun at spørge til Islam? Eller måske høre juraprofessor Ronald Dworkins vurdering af retsgrundlaget for Irak-krigen i stedet for kun at spørge til Muhammed-tegningerne?

Det er en skam, at Flemming Rose dybest set er mere interesseret i at samle et homogent intellektuelt tæskehold for sine egne holdninger end i at undersøge det politiske klima i USA fra højre til venstre. Når AMERIKANSKE STEMMER alligevel er interessant, skyldes det primært, at de 15 debattører alle er så stærke, vidende og kontroversielle personager, at projektet aldrig kunne være blevet andet end helt hæderligt.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Antologi, Samfund,

Læs også

Om Anders Gudmundsson